Læssespor ved emballagefabrik

af Poul Andersen, 2/5 2019, 15:31 (1821 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Jeg kom jævnlig på Glamsbjerg st. fra ca. 1959 og frem til 1970 og derefter kun nogle enkelte gange i løbet af året.

Emballagefabrikken anvendte de to sideperroner i mindre omfang til læsning af lukkede vogne.
Savværket fik enkelte gange træ som blev aflæsset ved sporstumpen (ved kranen) og kørt til savværket via den private overkørsel der ses på sporplanen.
Selve læssesporet blev mest brugt til vogne med øl/vand fra Carlsberg og Tuborg samt læsning af kævler fra Krengerup Gods.
Via enderampen blev der periodevis aflæsset nye landbrugsmaskiner til div. forhandlere i Glamsbjerg og omegnsbyerne.

- Håber dette kaster lys over læssesporenes anvendelse på Glamsbjerg st. i de senere år mens stationen var betjent frem til maj 1966.

Mvh.
Poul.


Hej Poul,

Det lyder jo som en tidstypisk dansk landstation i den bedre ende af skalaen. Med hensyn til kranen ved sporstumpen, så vil jeg tro, at den tilhørte DSB, men jeg har desværre ikke den interne publikation om stationernes tekniske hjælpemidler, så jeg kan ikke slå det efter.

Hej Morten

Mener at kunne huske der stod DSB m.m. på kranen.

Og så lige en oplevelsesberetning fra landstationen, når der var togkrydsning.
Stationen var i "min tid" normeret med en stationsmester og overportør (der var ikke post på stationen, idet postvæsenet havde egne faciliteter i byen).
Der var ikke den store toggang på Assensbanen de sidste år, men dagens togkrydsning fandt netop sted i Glamsbjerg ved 15 tiden ma. - fr..
Så måtte overportøren på cykel og rette sporskiftet i Tommerup-enden til spor 2, og "mester" ud af kontoret og stille indkørselssignalet - alt var manuelt !.
Når toget var ankommet i spor 2 og der var "rettet op" til spor 1, blev der stillet indkørsel fra Assens og den cyklende overportør krydsede mellem passagererne for at rette til spor 2 i modsatte ende så toget mod Assens kunne afgå.
Der var også ledvogter der betjente de manuelle bomme for byens hovedgade, så der var virkelig meget personale til stede når der skulle ekspederes tog på Assensbanen.

Mvh.
Poul.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak