Normalsporede transportører på HTB og HBJ (3 fotos)

af Niels Munch, 25/2 2020, 14:24 (1522 dage siden)

De normalsporede transportører ved de metersporede HTB og HBJ og deres anvendelse:

Smalsporede transportører og overføringsvogne til transport af normalsporet materiel kendes fra smalsporede baner, og som eksempel på transportøranvendelse i DK er tidligere nævnt Amtsbanerne på Als (ABA), der havde transportørgruber i Mommark Færge og på Sønderborg Havn. De smalsporede transportører hos ABA var leveret af Görlitz.

Men normalsporede transportører til transport af smalspormateriel ”ude i driften” er – i hvert fald i mit verdensbillede – mindre udbredt. At Görlitz-fabrikken anvendte sådanne internt i f.m. sin fremstilling af smalspormateriel ses på mange af fabrikkens arkivfotos.

[image]Auf dem Werksfoto ist ein zweiachsiger Transportwagen für Betriebsmittel mit 1000 mm Spurweite abgebildet. Auftraggeber war die Danske Statsbaner (auf Deutsch: Dänische Staatsbahnen). Bildarchiv Waggonbau Görlitz [FS 34147] CC BY-NC-SA.

I f.m. introduktionen af ”Görlitz-arkivet” på Jernbanehistorisk Forum diskuterede vi netop de normalsporede transportører, fabrikken leverede til DK, og hvor UTJ bragte de smalsporede Horsensbaner på tale.

Det fik mig til at grave lidt i Wilcke & Thomassens bog ”Horsens-Tørring Banen” fra 1973 (DJKs bogserie nr. 31, intet ISBN), hvori transportørerne er nævnt, men ikke afbildet.

Jeg har valgt at bringe følgende citater fra bogen:

”Vanskeligheden [ved afvigende sporviddde] ophævedes dog i nogen grad af, at en meget stor del af banens godstransporter stammede fra Horsens Havn, og at man, da anlægget af en smalsporet havnebane viste sig for dyr, ved Bryrupbanens åbning i 1898 opnåede en aftale med denne bane om medanvendelse af dennes normalsporede transportører, der kunne indgå i statsbanernes havnetog, således at de smalsporede vogne kunne gå til og fra havnen.” (Bogens side 40).

[image]Horsens. På nordsiden af Nyhavn ses I/S Kulimportens første løbekran med udlægger. I/S Kulimporten bestod af: Jensen, Andreas E. Borgergade, Beck & Co. I.L. Søndergade 47, Petersen, Edvard, Havnen 3. Dateringsnote: Ca. 1935 oplyst af giver. Fotograf: Ukendt. Arkiv: Byarkivet - Horsens. Billede nummer: B12158.

Billedet viser en metersporet åben godsvogn på normalsporet transportør. Da denne trafik formentlig ophørte ved ombygning af HTB og HBJ til normalspor 1929, stemmer "1935" næppe.

"Vores" database fortæller, at der blev anskaffet 23 stk. normalsporede transportører, HBJ Trp 1-23, bygget af Görlitz i 1898 og registreret hos Bryrupbanen. Udrangeret 1929.

Om godsarter, hvor transportørerne især kom til gode, kan læses:

På side 37: ”Kunstgødning ….. blev i tyverne en af banens vigtigste transportarter ….. der næsten udelukkende udskibedes i Horsens havn, kørtes med smalsporede vogne på normalsporede transportører ad havnebanen til Horsens station og herfra videre med banens almindelige blandettog.”

Og side 38: ”kultransporterne ….. i betydeligt omfang skete til Dortheasminde [tagpapfabrik med eget sidespor], alt fra Horsens Havn med transportør ad havnebanen og videre ad smalsporbanen.

I f.m. omtalen af HTBs rullende materiel kan læses:

På side 59: "De normalsporede transportører, der anvendtes til transport af smalsporede vogne på Horsens havnebane, ejedes i fællesskab af HTB og Bryrupbanen, men de indgik i sidstnævnte banes likvidationsregnskab efter ombygningen [til normalspor]".

[image]Billedet viser vogne, der kan bære godsvogne fra de smalsporede baner, som Bryrup og Tørring banerne benyttede. Dateringsnote: Efter 1929, hvor den nye banegård blev indviet. Fotograf: Ukendt. Arkiv: Byarkivet - Horsens. Billede nummer: B11271 (det midterste).

Transportørerne på billedet synes hensatte, og i den viste udformning adskiller de sig fra Görlitz-fabriksfotoet øverst. Men at Görlitz har leveret normalsporede transportører til DK er udenfor enhver tvivl "og lige til modelbanen".

Billederne, I kan finde via linkene til www.arkiv.dk, er desværre dér gengivet i ”frimærkestørrelse”, men takket være stor velvillighed fra Byarkivet - Horsens kan de vises her i større udgave.

Ethvert supplement til ovenstående indlæg skal være velkomment.


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak