DEN SIDSTE DAG – for 53 år siden.

af Flemming, 31/3 2020, 23:40 (1486 dage siden)
redigeret af Flemming, 31/3 2020, 23:57

For et par dage siden bragte Bo (Remisekatten) nogle billeder fra Horsens-Odder Jernbane med titlen ”I de sidste dage”.
Billeder er jo rigtig gode til at initiere en associationsrække, og i disse dage er vi mange der har fået god tid, så jeg valgte at tage en mental tur ad ”Memory Lane” og bringe minderne fra Horsens-Odderbanen frem i lyset.
Odderbanen havde en vanskelig, men spændende linieføring i Horsens, hvor traceen fra stationen og frem til havnen gik parallelt med havnesporet, som DSB´s rangertræk anvendte. Henover havneområdet ved etablissementet Zanzibar gik HOJ´s spor i den nordlige side af gaden, så modkørende biler pludselig kunne møde en skinnebus i deres vejbane. Hastigheden var derfor fastsat lavt. Efter trinbrættet på havnen gik sporet parallelt med Strandpromenaden i den nordlige side af vejen, og da Horsens gennem årene havde udviklet sig meget på den nordlige (og solrige) side af fjorden, medførte dette, af HOJ skulle passere rigtig mange sideveje dækket af Giv Agt mærker, så man kunne følge skinnebustoget gennem byen alene på de mange gange, der blev fløjtet ved overkørslerne.
På sydsiden af fjorden gik en cykelsti til Boller. Det var altid interessant at følge skinnebussen mod Odder om eftermiddagen, da den altid var forstærket med skinnebusbivogn SP 422 pga. mange skolebørn. Det var et imponerende skue at stå på Bollerstien og følge skinnebustoget hele vejen fra havnen, langs Strandpromenaden, over Sundet og videre forbi Husodde og frem til trinbrættet Strandskoven, hvor strækningen drejede ind i skoven mod Haldrup station.
Jeg havde på det tidspunkt fået overdraget min morfars gamle Velo-Solex knallert og brugte den til at følge togene på Odderbanen et par gange. Da Odderbanen havde en meget slynget linieføring i forhold til den forholdsvis lige landevej, kunne det lade sig gøre, når man trampede hårdt i pedalerne, at følge skinnebussens færd, når traceen gik i nærheden af landevejen.
I dag er det netop 53 år siden, at sidste tog kørte på Horsens-Odder jernbane.
Jeg havde fulgt det næstsidste skinnebustog fra Horsens til Hundslund, hvor skinnebustoget skulle krydse med det absolut sidste godstog fremført af DL 400 på vej mod Horsens. Godstoget blev ført af Åge Skov Madsen, og jeg fulgte godstoget på sin færd indtil Haldrup station, hvor jeg fortsatte direkte til Horsens, da jeg naturligvis skulle med på den allersidste skinnebus med afgang fra Horsens kl. 20.10 (så vidt jeg husker).
Der var rigtig mange mennesker på perronen og i skinnebustoget, der var blevet opformeret til at bestå af 2 SM og 2 SP. Jeg var heldig at få plads ved siden af motorføreren, så jeg kunne følge togets færd fra ”første parket”.
Der var mange Horsensianere, der havde valgt at stille sig langs banelinien og hilse et sidste farvel til toget.
Ved Lindeallé var der en ungersvend, der fandt fornøjelse i at smide en cykel på sporet, og motorføreren måtte bremse hårdt. Ungersvenden kom på bedre tanker og fik cyklen fjernet. Der var mødt mange op på stationerne, og skinnebustoget blev mødt med knaldsignaler lige uden for Oldrup trinbræt. Toget stoppede og blev overfaldet af cowboys/indianere. De viste sig dog venligtsindede og havde til formålet udarbejdet en farvelhyldest til ”Oddergrisen”, som blev afsunget på stedet.
Afskedstoget nåede meget forsinket til Odder, og havde der været mange mennesker på perronen i Horsens, så tålte det ikke sammenligning med, hvad der ventede i Odder. Man fik indtryk af, at den halve by havde placeret sig på de to perroner på Odder station. Der var mange afskedshilsener, der skulle udveksles, og toget blev meget forsinket i afgangen fra Odder. Jernbanens forsikring ophørte kl. 24, så vi skulle være i Horsens inden midnat.
Da vi langt om længe fik afgangssignal fra Odder, skal jeg love for at de to motorvogne fik lov at arbejde. Jeg havde placeret mig i SP 422, hvor vi havde slået skydedøren op, så vi rigtig kunne høre togets færd henover skinnestødene. En herlig lyd. Vi prøvede at gætte på hastigheden, men blev for alvor klar over, at det gik strærkt, da vi passerede Horsens-Odder landevejen mellem Falling og Bilsbæk. Overkørselsanlægget var forsynet med klokker, men vi hørte kun et klokkeklemt, så var vejen passeret med rekordfart. Vi nåede til Horsens lidt over midnat, og en jernbane med fantastisk smuk natur langs fjorden og nogle særlige udfordringer havde indstillet driften.

Venlig hilsen

Flemming Høj Petersen

[image]
Skinnebustog ved perron i Horsens

[image]
SM 410 ved perron i Horsens

[image]
Sporet i vejen ved Zanzibar på havnen

[image]
Haldrup station set bagud fra SM 410 på vej til Odder

[image]
Søvind station set bagud fra SM 410 på vej til Odder

[image]
Hundslund station set bagud fra SM 410 på vej til Odder

[image]
Falling station med SM 410

[image]
Odder station med SM 410.

[image]
Næstsidste tog i Søvind under udkørsel mod Odder

[image]
Næstsidste skinnebustog i Hundslund på vej til Odder

[image]
Sidste godstog fremført af DL 400 i Hundslund på vej til Horsens.

[image]
Absolut sidste skinnebustog mod Odder i Horsens

[image]
Hilsen til Odderbanen fra de gæve folk i Oldrup

[image]
Sidste skinnebustog fra Odder til Horsens på Odder station.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak