Julekalenderen 2020, 11. december - EPILOG (4 ill.)

af Niels Munch, 11/12 2020, 12:47 (1250 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 11/12 2020, 13:06

Omhandlede firekoblede 600 mm lokomotivtype, benævnt Brigadelokomotive, blev udviklet af Henschel til den tyske militærmagts Heeresfeldbahnen og bygget af flere forskellige lokomotivfabrikker i perioden 1906-1919 i over 2500 eksemplarer og med kun ret små variationer. De militære Feldbahnen med deres lokomotiver udgjorde under skyttegravskrigen i 1VK et vigtigt, logistisk element. Og hvordan, disse jernbaneenheder indgik i hærens kadrer, er et studium i sig selv.

De senest byggede lokomotiver kom aldrig i krig, og i Tyskland samledes alt brugbart materiel efter 1918 i flere "overskudslagre", hvorfra såvel entreprenør- som jernbanevirksomheder kunne supplere sig, hvis ellers sporvidden passede. Derudover efterlod tyskerne Feldbanematerial i en række lande, herunder vores bulgarske kalenderlokomotiv.

Deutsche Reichsbahn f.eks. lod med tiden 9 lokomotiver registrere som DR 99 3310-3318:

[image]DR 99 3310-3318 (Merkbuch für Triebfahrzeuge der Deutschen Reichsbahn 1962/64).

Lokomotiverne kunne ses med forskellige typer gnistfang, ligesom en mindre serie byggedes uden den affasning af sidekasserne, der ellers skulle lette personalets udsyn:

[image]Sächsische Maschinenfabrik vormals Richard Hartmann AG. Lokomotivbau. Montagehalle. Montage von Militärlokomotiven
( http://www.deutschefotothek.de/documents/obj/90096572 ).

Nå, men tilbage til "vores" lokomotiv, Henschel 14255/1916, som i 2002 blev bjerget af folkene fra norske "Lommedalsbanen", der imidlertid 2009 overlod lokomotivet til svenske "Munkedals Järnväg", hvor man i 2014 påbegyndte en renovering af loket. Idéen er ikke så tosset, for den oprindelige bruksbana havde netop i 1925 via Nydqvist & Holm købt dette brigadelok, bygget af Borsig:

[image]Tidigare tyska arméns DFB 2705, blev 1921 sålt till Nydqvist & Holm AB Trollhättan, Nohab, sedan 1925 Munkedals Järnväg, MJ lok 3 och slopat 1940 skrotat 1953 - digitaltmuseum.se JvmKDAJ05608.

Bemærk om forreste dome de af Bent nævnte beslag for slangen, med hvilken man kunne sutte vand fra et hvilketsomhelst vandfyldt (granat-)hul langs banen eller den evt. medfølgende vandvogn.

Ud over loket ved Munkedals Järnväg findes yderligere 4 brigadelok i Sverige, se denne liste: http://heeresfeldbahn.de/lokomotiven/deutschland/brigadelok/index.html - over globalt bevarede brigadelok.

Som Bent nævnte, kom der også brigadelok til Danmark, idet man efter genforeningen genoptog udkørsel af mergel fra det rige Københoved mergelleje. Den hermed beskæftigede entreprenør erhvervede i 1922 i alt 7 lokomotiver, som alle er identificeret (2 fra Maffei og 1 fra hver af fabrikkerne Jung, Hohenzollern, Hanomag, Schwarzkopf og Hartmann). Ingen af lokomotiverne overlevede mergelkørslens ophør 1926 ret længe.

[image]Københoved mergelleje, Hohenzollern 3746/1918 (ex HF 1617). (Samling IBK Forskning).

Skønt ingen af disse karakteristiske lokomotiver er bevaret i DK, finder jeg det interessant, at man ca. midtvejs mellem Göteborg og grænsen til Norge kan finde netop "vores" kalenderlokomotiv.


Mange tak for medspil, bedste hilsener & god adventsweekend
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak