Preben Salling Eilertsen (1923-1997) var i mange år postmester i Åbybro i Nordjylland.
Jeg lærte Preben at kende ca. 1980, og i de følgende godt 15 år førte vi en omfattende korrespondance. Jeg havde nytte af hans omfattende viden samt hans skarpe blik som korrekturlæser.

Han havde et hav af tvivl og ændringer til mine første spæde skriverier, og det var jeg mere end træt af. Men efterhånden opdagede jeg pointen – man skal betvivle alt og tjekke fakta mere end to gange. Jeg er ham evigt taknemmelig for hans hårde kritik, for det lærte mig uendeligt meget.

Prebens internationale netværk var enormt. Det havde jeg stor gavn af, f.eks. da jeg researchede til min SHS-udgivelse om Scandias produktion af hestesporvogne. Det var jo før internettets tid, men Preben havde altid en kontakt i et eller andet land, så jeg kunne komme finde viden om Scandia-vognenes videre skæbne.

Prebens breve var et kapitel for sig selv. Han genbrugte konvolutterne mange gange – jeg burde havde gemt et eksemplar, for udseendet af en konvolut, der var i brug for femte gang, er ikke let at beskrive.

Han ringede ofte til mig og han talte i en uendelighed. Samtaler på over en time var ikke ualmindelige. Pludselig stoppede den facon. Nu skulle jeg ringe til ham. Jeg fandt dog ud af årsagen. Han var gået på pension, så han havde ikke længere fri telefon.

Preben var ikke populær på biblioteket i Åbybro. Han plagede dem med en uendelighed af bogbestillinger, ofte på bøger fra udenlandske biblioteker. Det var dyrt, og biblioteket satte foden ned. Men Preben havde papirerne i ord. Han kunne dokumentere (jeg ved ikke hvordan), at de ikke kunne afvise hans bestillinger, selvom han ene mand nærmest opbrugte hele bibliotekets konto for den slags.

I sommeren 1991 kom jeg med færgen Gøteborg-Frederikshavn hjem fra ferie i Sverige. Så kunne jeg da lige slå vejen om ad Åbybro for at besøge Eilertsen (han havde allerede en enkelt gang besøgt mig i Århus). Der var ingen hjemme i den tidligere postmesterbolig. Embedet blev nedlagt ved hans pensionering. Måske sad han på biblioteket? Det var dog lukket den pågældende ugedag, stod der ved indgangen. Mon det holder Eilertsen tilbage? Jeg gik rundt og kiggede ind ad bibliotekets vinduer – og derinde sad Eilertsen da og læste i gamle aviser. Vi fulgtes til hans hjem, hvor jeg i arbejdsværelset så en uendelighed af ringbind – derefter kaldte jeg ham Ringbindenes Herre.

Preben fik dårligt helbred, bl.a. hjerteproblemer og jeg besøgte ham et par gange på Skejby sygehus. Han overvejede, hvor hans indsamlede materiale skulle ende. Om jeg ville arve det? Det havde jeg jo ikke plads til. Han omtalte bl.a., at han nu havde lavet tredje gennemskrivning af sin liste over alle damplokomotiver, der havde eksisteret i Tyskland. Den samlede liste fyldte 70 (halvfjerds) ringbind.

Preben døde i 1997, og jeg kørte til Åbybro for at deltage i begravelsen. Ved det efterfølgende kaffebord sad jeg ved samme bord som enken. Hun fortalte, at hun straks efter Prebens død havde opsøgt præsten for at arrangere begravelsen. Men det afviste præsten, for Preben var jo ikke medlem af folkekirken. Det havde enken ingen anelse om. Hun kom i tanke om, at Preben 40 år forinden havde meddelt hende, at han meldte sig ud af kirken. Hun blev meget vred og svarede i fulde alvor: ”Hvis du melder dig ud, vil jeg skilles, for jeg vil under ingen omstændigheder være gift med en hedning”. Preben havde så meldt sig ud, men ikke fortalt det til sin hustru. - Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men bisættelsen skete dog fra kirken.

Preben havde skrevet i sit testamente, at han ville kremeres, og hans aske skulle kastes i fyret på et damplokomotiv. Enken søgte Kirkeministeriet om tilladelse til det, men det blev nægtet.

Hvad der blev af Preben Eilertsens mange arkivalier, ved jeg ikke. Der var noget snak om, at hans to sønner forærede dem til Teknisk Museum i Helsingør – men jeg kan ikke huske nærmere.