Julekalenderen 2021, 14. december - epilog (+7 fotos)

af Niels Munch, 14/12 2021, 21:29 (865 dage siden) @ Niels Munch

God aften til alle i Forum,

Ole-Jørn kompletterede som nævnt "lågen" ved at stedfæste den til Køge og vandt dermed stafetten, ligesom han skal ha' "anerkendende omtale" for at udpege 2 af personerne på gættebilledet som en Østbanemand hhv. ØSJKs Jens "Vognbjørn".

Og nu, hvor der er rimeligt stille på tråden, må jeg hellere udløse spændingen om anledningen til billedet.

Jf. Østbanens koncession og de deraf følgende overenskomster med postetaten var der postekspedition på stationerne, også da jeg kom til banen i 1985. Men i 1987 valgte P&T selv at stå for postekspeditionerne i Rødvig, Karise og Klippinge med eget personale, der så samtidig forestod kortsalg etc. til banens kunder.

[image]Klippinge Station med uombygget pakhus og før spormoderniseringen (foto: Preben Nørgaard 1975).

I Klippinge fandt P&T de hidtidige stationslokaler for trange, hvorfor den dynamiske postmester i Køge tilbød at lade stationens murede pakhus, der jo er sammenbygget med stationsbygningen, indrette med ekspeditionslokale, budstue og personalefaciliteter, hvilket banen tog imod. Ombygningen stod færdig således, at en festlig indvielse kunne finde sted den 26. maj 1988, og det skete bl.a. derved, at de fælles gæster inkl. ungersvenden i den gamle postuniform blev befordret til Klippinge med et posttog udgående fra Køge:

[image]

[image]

[image]Posttoget på Klippinge Station 26.05.1988, alle 3 fotos (nm).

De gode folk i ØSJK stod for toget, der var oprangeret af VaGJ MC 651, HV E 134, DP 5658 og ØSJS M 3.

Både FDSB og ØSJK havde - sammen med andre jernbaneklubber - deltaget i Jernbanemuseets genåbning i Odense 16. - 17.04.1988. Dér havde ØSJK aftalt at låne FDSBs DP vogn med hjem til det jubilæumsramte Køge, og således dukkede postvognen op i vort posttog.

[image]FDSB DP 5658 på Klippinge Station, 26.05.1988 (nm).

Klippinges pensionerede stationsleder Osvald Pilebo, der boede i lejeboligen på 1. sal, havde i dagens festlige anledning fundet kasket og spejlæg frem:

[image]Osvald Pilebo og Jens "Vognbjørn" ved posttoget i Klippinge, 26.05.1988 (nm).

I løbet af 1990'erne kom P&T på idéen om postbutikker i dagligvareforretninger m.fl., og i 1998 opsagdes aftalen om Klippinge Station, der herefter udlejedes til private for endelig at blive frasolgt i 2002.

[image]Klippinge Station, udkørsel mod Hårlev, 13.06.2009 (Niels Kroyer).

Forinden frasalget var i 1998-99 anlagt en ø-perron (med materialer m.v. hentet af Baneafdelingen fra den midlertidige Frederiksberg Station og efter aftale med Ørestadsselskabet).

Klippinge Station var i øvrigt blevet fjernstyret fra FC Hårlev i 1976 med Wessel Hansens tonekodesystem. I 1992 fik stationen E80 sikringsanlæg fra EB Signal, fjernstyret fra FC Hårlev med EBICOS 890.

Det var så lidt kalendersnak omkring det begivenhedsrige år 1988 m.v. .....


Bedste hilsener & tak for medspil
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak