Kære Knægt.

Ja, men så inspirerer din tråd da mig til en lille "anekdote om skinnecykelkørsel" fra min første "uddannelsesstation", Løsning (14.10.1951 - 30.04.1952), hvorfra jeg tidligere har vovet at fortælle et par "duk og væk"anekdoter. Den magtfulde og myndige stationsforstander skulle hver dag "prøve spor" - "gamle jernbanefolk" ved, hvad det betyder, for det er nemlig sporskifter, hvis "tungetilslutning", der hver dag skulle kontrolleres. Fra mine tidligere "anekdoter" erindres måske, at jeg trods min ungdom havde opnået en vis "status" (ro for hyppige irettesættelser, som var et meget "pædagogisk tiltag" i disse tider og på bemeldte "uddannelsesstation")over for Hans Højhed. Jeg blev derfor hyppigt brugt som "adjudant" under sporprøven, som foregik ved, at en stålstang ("brækstang") blev søgt tvunget ind imellem sideskinne og "tunge" i sporskiftet for at konstatere, om sporskiftet "gabte" mere end de foreskrevne 3 mm (som jeg husker reglen). Undervejs "ud i marken", skulle jeg - for at bevare ovennævnte "status" - huske konstant at holde den mægtige mand på min "højre side", selv om han undervejs foretog hyppige "retningsskift", som krævede fuld opmærksomhed. En dag tog "sporprøven" utilsigtet lang tid, da jeg blev beordret til gentagne "brækmanøvrer" (som ikke må misfortolkes ) i alle sporskifter for at være helt sikker på, at "der ikke var noget at komme efter". Pludselig blev den mægtige mand opmærksom på, at "tiden var løbet fra os", og da tog 50, som var et af de eksprestog, som (naturligvis) var gennemkørende i Løsning - stationsbestyreren skulle så vidt muligt "fra perron" overvære gennemkørende togs passage - , nærmede sig med røgfanen i det fjerne, "rekvirerede" stationsforstanderen en skinnecykel fra en gruppe banearbejdere, som opholdt sig i nærheden af den detacherede post i stationens sydlige ende. Jeg blev - uden forudgående "uddannelse" i skinnecykling - sat til at sporsætte køretøjet på ladesporet og "alt hvad remmer og tøj kan holde" og med stationsforstanderen som "passager stående på sidevognen og bærende på "stålstangen (med håndtag)" køre mod nord så langt frem til perronerne som muligt. Og det gik strygende med "den lange mand" med uniformskappen flagrende for vinden og "stålstangen" vildt svingende i luften (når jeg ser "Matador" tænker jeg altid på den episode, når jeg ser "Lærer Andersen" !), lige indtil vi nåede sporskiftet ind til pakhussporet. Her afsporede ekvipagen med et brag, da hverken "fører" eller "passager" var opmærksom på, at en skinnecykel er "dobbeltflanget" og ikke må befare sporskifter. (Lige inden katastrofestedet forsøgte jeg at bremse, men se på billedet af skinnecyklen fra Golbækdal, hvor meget "bremsekraft" der er!) "Den lange mand" sprang af i sidste øjeblik, medens "stålstangen" fløj igennem luften, dog uden at ramme nogen i nærheden. I samme øjeblik "buldrede tog 50 forbi i spor 2" fulgt af stationsforstanderens opgivende blik, medens han forsøgte at rette på uniformskappen, der havde indtaget en ikke korrekt placering på hans myndige person, herunder det hvide halstørklæde, som sad helt skævt. Et kort øjeblik kunne jeg 16 årige knægt ikke tilbageholde den latter ("det dumme grin" ), som var af ren befrielse over, at det ikke gik værre. Jeg beherskede mig dog lynsnart, da jeg fik et "myndigt blik" og følgende reaktion:" Jeg nåede jo ikke tog 50, fordi De ikke kørte hurtigt nok". Herefter begav vi os til stationskontoret, og jeg huskede stadigvæk at "være på den venstre side" af min foresatte. Og, nej, jeg blev ikke spurgt, om jeg var kommet noget til.

Igen må jeg sige undskyld afsporingen til evt. læsere af denne lille anekdote, for jeg nåede ikke at sige undskyld til stationsforstanderen midt i forvirringen.

"Duk og væk"

Ove af Erritsø