Avatar

En "jernbanerejse" Møldrup-Viborg-Møldrup i dag

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 14/3 2013, 18:17 (4063 dage siden)

God eftermiddag Jernbanehistorisk Forum

Der er nogle mennesker (især lidt satte (ægte)par), der elsker at lave "en Hausgaard". Det sker oftest ud fra devisen "hvis du henter mælk, går jeg hen efter noget toiletpapir" (= indkøbssituationen) eller "hvis du tager opvasken, vasker jeg bilen" (= på hjemmebanesituationen). Altså noget med at gøre to ting på én gang. Eller "slå to fluer med ét smæk".

Selv ynder jeg den variant, der hedder: Mens bilen er på værksted, foretager jeg mig noget fornuftigt. Og så gør det jo ikke noget, hvis værkstedet ligger tæt på det fornuftige - eller i det mindste på vejen dertil.

Og inden vi går videre, skal jeg måske lige forklare, at når det hedder "en Hausgaard", skyldes det Niels Hausgaard, der i et af sine shows bruger en del tid på at forklare satte (ægte)pars glæde ved at gøre to ting på én gang/dele opgaverne mellem sig.

Min variant gik i dag ud på at kombinere et besøg på Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg med olieskift og tandremskift på min bil. Via autobutler.dk (kan anbefales) viste billigste tilbud at komme fra et autoværksted i Møldrup. Så min plan var, at køre i bil til Møldrup, som ligger/lå på vejen, tage rutebilen til Viborg, "forske" på Landsarkivet, tage rutebilen tilbage til Møldrup, hente min bil på værkstedet og køre hjem.

Efter at have afleveret bilen på værkstedet, spadserede jeg hen til Møldrup rutebilstation og tog på vejen disse to fotos (lignende har været vist tidligere).

[image]
Møldrup station perronsiden, set mod sydvest, 14. marts 2013. Rutebilstationen er placeret i bygningen til venstre for stationsbygningen bag de to træer. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.

[image]
Lidt "turistinformation" ved Møldrup station, 14. marts 2013. Klik på billedet for højere opløsning. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen.

Jeg havde hjemmefra forsøgt at finde ud at, hvad en billet med rutebilen Møldrup-Viborg koster. Men det ville rejseplanen.dk ikke fortælle mig. Jeg fik fundet køreplanen for rute 766 på Midttrafiks hjemmeside og fik talt mig frem til, at der var 4 zoner. På det tidspunkt var klokken blevet over midnat, så jeg orkede ikke at få de 4 zoner "oversat" til kroner og ører. Så jeg tog blot "rigeligt" med mønter med, idet man endnu ikke kan bruge Rejsekortet hos Midttrafik.

Jeg nåede dog at konstatere, at rute 766 fra Møldrup til Viborg kører via Skringstrup og Skals (der begge lå på jernbanestrækningen Møldrup-Viborg) og udløser 4 zoner Møldrup-Viborg, hvorimod min planlagte returrejse Viborg-Møldrup skulle foregå med rute 59, der kører "direkte" fra Viborg til Møldrup "udenom" Skals og Skringstrup, men alligevel er 4 zoner lang.

Tilbage til morgenen på Møldrup station: Jeg steg på rute 766 mod Viborg og blev afkrævet 23 kroner. Det syntes jeg var billigt for 4 zoner. Billetten er afbilledet nedenfor til venstre. Jeg "nærkiggede" ikke på billetten men kunne dog uden læsebriller se, at den var udstedt til 4 zoner og at prisen var 23 kroner.

Da jeg i eftermiddags skulle retur fra Viborg til Møldrup , havde jeg i min jyske naivitet derfor optalt 23 kroner i kontanter, som jeg agtede at erlægge for min billet. Rute 59 kørte jo direkte men også via 4 zoner, så billetten kunne da umuligt koste mere end 23 kroner.

Men jeg blev da klogere: Den kostede 37 kroner og kan ses nedenfor til højre. For de 14 kroner ekstra er den tilgengæld forsynet med et venligt ønske om "GOD REJSE".

Se, nu er jeg jo uddannet som DSB togbetjent for 33 år siden og er bl.a. examineret i at forklare lokale HT-kunder, hvorfor prisen fra A til B er forskellig fra prisen fra B til A, selv om man kører ad samme rute. Men at skulle forklare, hvorfor 4 zoner i det gamle VAFT-område koster 23 kroner den ene vej og 4 zoner i det gamle VAFT-område skal koste 37 kroner den anden vej, kræver jo noget forklaring. Forklaringen har sikkert noget med kommunale tilskud inden for kommunegrænsen at gøre. Det skal jeg ikke kloge mig på. Men pudsigt er det da, og det har da også givet anledning til en omfattende uddybende forklaring på billetten nedenfor til venstre.

Og når vi nu er i det eftertænksomme hjørne: På samme måde som ERTMS fjerner alle yder signaler fra jernbanerne og dermed en del af jernbanens visuelle udtryk, vil Rejsekortet ad åre også fjerne alle billetter. Havde Midttrafik været lige så hurtigt som de fleste andre trafikselskaber med at hoppe på Rejsekortet, havde jeg sikkert ikke kunnet skrive ovenstående (og havde med sikkerhed ikke kunnet vise nedenstående), men havde, når jeg kom hjem og tjekkede rejsernes forskellige priser, opdaget, at der var en forskel, men havde sikkert ikke kunnet finde ud af hvorfor.

Så derfor: Nyd de to forskellige billetter nedenfor. De er nutidens svar på de rigtige jernbanebilletter, som indtil 30. maj 1959 kunne købes til rejser mellem Møldrup og Viborg. Og om lidt er de også historie.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

[image]
Til venstre: Billet Møldrup-Viborg med rute 766. Til højre: Billet Viborg-Møldrup med rute 59. Klik på billedet for højere opløsning. Arkiv: Thomas Boberg Nielsen.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak