Kære Viktoria

Du har jo i princippet allerede fået et korrekt svar, men sådan lidt mere ”udpenslet”, er det faktisk først i 1970´erne, at betegnelserne WLAB m. fl. finder sin anvendelse mere internationalt. Og det i forbindelse med at udbyde pladserne i forbindelse med den stigende internationale (europæiske) interesse for længere rejser, altså turisttrafikken. Det skal bemærkes, at det er Deutsche Bundesbahn, der internt allerede omkring 1950´erne begynder at ”litrere” deres DSG sovevognsmateriel WL efterfulgt af indstillingsår, f.eks. ”WLB4ü-50”.

Faktisk helt op til dannelsen af den europæiske sovevognpool, blev betegnelserne WL m.v. ikke anvendt udover internt, for hvilke vogne, der anvendtes i de forskellige tog. Og for publikum var det jo ganske aldeles underordnet, de skulle have den seng/kupé de betalte for og hvad vognens interne jernbanebetegnelse var, var ligegyldigt.

Størsteparten af det anvendte materiel var jo ejet af ”CIWL” (Internationale sove- og spisevognsselskab) og man skulle være kender af deres betegnelser, for at kunne forstå hvilke type det drejede sig om. Men det kunne personalet på rejse bureauerne og konduktørerne. Første bogstav var hvilken hovedtype og evt. efterfølgende bogstaver kunne afsløre noget om indretningen. En YT var en bogie stålvogn, hvor nogle kupeer kunne ændres alt efter ønske om belægning, single, dobbelt eller Turisme (3 køjer). Lx for ”Luksus” med mellem 16 til et par og 20 rejsende mv. Endelig type ”F”, der stod for ”Ferry”, altså med engelsk profil (og redningskrans!) til Dover-Calais overfarten.

Det er jo sandt nok, men før tiden med standardiserede UIC litra, som er dem jeg spørger ind til.
WLABm fra Schlieren er da også bygget direkte til DSB, DB, ØBB, SBB, FS og NS, hvor det må formodes at Ciwl ikke har haft den helt store indvirkning.