Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af brand, 15/8 2014, 10:52 (3551 dage siden)

Hej Alle

Jeg holder pt ferie på Langeland, og har snakket jernbane med nogle ældre beboere. Alle er enige om Rudkøbing - Spodsbjerg og Skrøbelev - Bagekop. Men enkelte holder fast på et sidespor fra Rudkøbing til Tullebølle.

Jeg kan ikke google noget. Har tjekket diverse forum, Langelandsbanensvenner.dk, toptop.dk, kms.dk og evp.dk og ikke fundet spor eller rester efter spor. Heller ikke et besøg i Tullebølle har givet antydningen af spor.

Har jeg ret, når jeg generer de rare mennesker på Langeland, og påstår at der ikke har været spor til Tullebølle?

På forhånd tak

Brian Andersen

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Langelandsbanen, 15/8 2014, 11:08 (3551 dage siden) @ brand

Der har aldrig været et sidespor fra Rudkøbing til Tullebølle, dog har der været et spor fra Spodsbjerg ned på stranden, hvor der blev hentet grus. Senere blev sporet benyttet til Badetoget. :) kender du iøvrigt langelandsbanen.dk ?

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Holger Sørensen, Hedehusene, 15/8 2014, 14:35 (3551 dage siden) @ Langelandsbanen

Iflg. bogen "Langelandsbanen" af Ib V. Andersen, 1964, er der en udførlig omtale om en smalsporsbane fra Rudkøbing (senere ændret til en normalsporsbane fra Skrøbelev)via bl.a. Tullebølle til Lohals.
Eneretsbevilling blev udstedt i 1921, men projektet kom aldrig i gang, og enerets-
bevillingen blev endeligt opgivet i 1933.
Så noget er der da om det!

Hilsen fra Holger i Hedehusene :-) ;-) :-)

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af brand, 15/8 2014, 16:16 (3551 dage siden) @ Holger Sørensen

ja, lige præcis som I begge skriver. Planer, men ingen spor i jord.

Det er også det jeg kan finde på alle de nævnte steder

Venlig hilsen

Brian Andersen

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Steen Nielsen ⌂, 5600 Faaborg, 15/8 2014, 17:37 (3551 dage siden) @ brand

Der boede en emsig Greve på godset Tranekær, som absolut ikke ville have dette "menageri" over sine marker. Og han fik sin vilje :-|

Avatar

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Morten Flindt Larsen, København K, 15/8 2014, 18:36 (3551 dage siden) @ brand

Hejsa,

Ingen futtogsstation i Tullebølle, men Langelandsbanen havde bilekspeditioner i Simmerbølle*, Tullebølle, Tranekær, Lejbølle, Fæbæk*, Tressebølle*, Snøde, Stoense* og Lohals. De fleste af disse havde fuld lokal ekspedition af billetter, banepakker og mindre stykgods (* kun godsekspedition) og de fleste blev etableret 1. april 1949. Alle eksisterede så vidt jeg ved frem til banens lukning.

Så din hjemmelsmand har i og for sig ret; der har været noget jernbanemæssigt i Tullebølle, blot ikke et sidespor fra Rudkøbing.

Venlig hilsen
M:-)rten

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af brand, 15/8 2014, 20:58 (3551 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Hej Morten

Dit svar er jo teknisk korrekt, meeen.;-)

Disse 2 Langelandske beboere (71år og 74år) står meget hårdnakket på at der har været jernbanespor til Tullebølle.

Jeg har været jernbane interesseret siden 24.januar 1974, da jeg som 4 årig stod på Valby station og så kongen blive kørt til Roskilde.

Så jeg havde da læst om banerne på Langeland, og var da også sikker på at de Nordlangelandske baner aldrig blev til andet end planer.

Efter jeg mødte disse 2, som virkelig holder på deres historie, har jeg tjekket alle kilder og ikke fundet noget. Derfor havde jeg brug for jeres hjælp.

Jeg har ikke tidligere været oprettet som bruger, men jeg har brugt forummet til informationssøgning. Ofte med stort udbytte.

Også denne gang, for hvis ingen af jer kendte til denne historie, så har den ikke fundet sted.

Tak for hjælpen

Venlig Hilsen
Brian Andersen

PS. Det er lidt vildt at een af mine yndlingsjernbanebogsforfattere har svaret mig.
Jeg skal ikke vaske denne skærm igen:-D

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Peter Andersen, Hedehusene, 15/8 2014, 21:42 (3551 dage siden) @ brand

Hej.
Der har faktisk ligget et spor ved Tullebølle, så det kan jo være dette, de pågældende har hørt om, men tidspunktet ligger jo nogle år før de blev født!!??

25-5-1937 - LANGELANDS SOCIAL-DEMOKRAT
Notits: Det store vejarbejde i Tullebølle. Over 30 mand i arbejde det meste af sommeren. Arbejdet med anlæggelse af den 2 km nye vejstrækning fra Tullebølle til bakken ved Frellesvig er nu i fuld gang. Arbejdet medfører et betydeligt jordarbejde, idet 2 bakker skal afgraves og fyldet transporteres til de steder, hvor arealet ligger lavt. Arbejdet forestås af firmaet Møller og Jochumsen, Århus, og udføres med tilskud fra Vejfonden og for arbejderne til overenskomstmæssig betaling. Under hensyn til arbejdets beskaffenhed var forholdet det, at der skulde betales to forskellige priser bl. a. for jordarbejde og det alm. vejarbejde. Arbejderne har imidlertid ønsket en ensartet pris for alt arbejdet, og ved en forhandling mellem repræsentanter for den stedlige arbejdsmandsafdeling, kredsformand Fr. Nielsen og firmaets repræsentant er opnået enighed om, at alt arbejdet udføres efter en timeløn på 1,15 kr. Der er i øjeblikket godt 30 mand beskæftiget, og arbejdet vil, efter hvad firmaets ingeniører oplyser, vare ca. 3 måneder, og for at frigøre en del af firmaets materiel, der skal anvendes andet sted i landet, vil der muligvis i 14 dage eller 3 uger blive arbejdet med to arbejdshold i døgnet, og det bliver således nødvendigt at antage nogle flere arbejdere. Gennemførelsen af den nye vej vil, efter hvad der oplyses, betyde, at ikke mindre end en halv snes vejsving på en gang bliver afskaffet.

13-7-1937 - LANGELANDS SOCIAL-DEMOKRAT
Notits: Det store vejarbejde i Tullebølle skrider nu godt fremad, og fra i går er der sat yderligere fart i arbejdet, idet der er antaget en ny arbejdsstyrke, hvorefter der vil blive arbejdet i to holds drift.

14-8-1937 - LANGELANDS SOCIAL-DEMOKRAT
Notits: Højre ben brækket mellem to tipvogne. Ved det store vejarbejde i Tullebølle er i går eftermiddags sket en ulykke, hvorved en af arbejderne er bleven gjort uarbejdsdygtig, i hvert fald for nogen tid. Graver Chr. Jørgensen, Simmerbølle, var sammen med en del andre arbejdere beskæftiget med afgravning af jord, som derefter førtes bort med tipvogne. Idet tipvognene kørte frem, var Jørgensen så uheldig at få det højre ben i klemme mellem to vogne, hvorved benet brækkede ved fodleddet. I Falcks ambulance blev han ført til Rudkøbing Sygehus.

15-8-1937 - FYNS TIDENDE
Notits: Entreprenører laver jordskælv. Sænkningen i mosen pressede store tørvevolde op. Anlæget af den nye amtsvej i Frellesvig på Langeland skrider programmæssigt frem. For tiden arbejdes der i en mose, hvor der er henved 11 meter til fast bund. For at få fast bund til vejen må tørvemassen presses ud til siderne, og dette sker (ved) at dynge i tusindvis af læs grus og sand på. For at gøre det lettere for jorden at synke til bunds, har man afskrællet den øverste meter af mosen. Nu er det ønskede resultat opnået. I forgårs morges begyndte fylden at synke. Et tipvognstog måtte skyndsomst bjerges op på fast land, og den store mandskabsstyrke søgte i hast at bringe skinnerne i sikkerhed, men det lykkedes kun delvis. En del af materialet gik til bunds i den mægtige kløft, der dannede sig, og som er 3-4 meter dyb. Samtidig pressedes tørvejorden op ved siderne og dannede store volde. Det var et både ejendommeligt og storslået syn, men glædeligt for entreprenørerne og vejvæsenet, thi nu har man håb om inden længe at få fast bund til vejen. Sænkningen i en sådan tørvemose indtræffer ellers undertiden først efter 1-2 års forløb.

8-9-1937 - LANGELANDS SOCIAL-DEMOKRAT
Notits: Uheld under stensprængning. Arbejder ramt i hovedet af en stensplint. Ved det store vejarbejde i Tullebølle skulde man i går foretage bortsprængning af en stor sten. Ved sprængningen fløj en splint af stenen hen og ramte arbejdsmand Hans Hansen, Sdr. Longelse, i hovedet. Hansen stod et godt stykke fra sprængningsstedet og var beskæftiget med påfyldning af jord på en tipvogn. Under almindelige forhold skulde han være tilstrækkelig langt borte, men stensplinten er altså sprunget længere væk end beregnet. Hansen fik et stygt sår i hovedet og måtte til læge i Rudkøbing og derfra til sit hjem.

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af brand, 15/8 2014, 23:48 (3550 dage siden) @ Peter Andersen

Hej Peter

Vildt facinerende læsning. Jeg arbejder lidt videre med sidstnævnte arbejdsskade, fordi jeg har hørt en historie om en arbejdsmand, Hans Hansen fra Sønder Logelse, som efter en arbejdsskade kom til penge og lavede en feriekoloni for københavnske "blagfise" som kunne komme til Langeland, mener det var til Lohals eller Hou, og få lidt sol i skolens sommerferie. Kunne være et sjovt link, hvis det er den samme mand. Altså hvor mange kan da lige hedde Hans Hansen ??? :-P

Tak for svaret.

Venlig hilsen
Brian Andersen

Avatar

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Morten Flindt Larsen, København K, 15/8 2014, 23:33 (3550 dage siden) @ brand

Hej Brian,

Ja, mit teknisk korrekte svar er jo nok lidt "Rasmus Modsat"-agtigt ;-) , og jeg tror helt sikkert, at industribaneeksperten Peter Andersens svar andetsteds her i tråden er det helt rigtige. For selvfølgelig har dine to langelændere ret. Der har været så mange industri- og entreprenørbaner i Danmark, at det er et helt forskningsområde for sig, og folk der måske ikke er så jernbanekyndige, kan godt blande tingene sammen.

Selv har jeg været jernbaneinteresseret siden jeg i midten af 1960'erne på min lille trehjulede cykel med lad, fulgt af min mor, en gang om ugen passerede Øresundsvej station på Amagerbanen, ofte på det tidspunkt, hvor eftermiddagsgodstoget fra Kastrup rullede mod Amagerbro Station. Toget var forspændt det lille blå MaK-lokomotiv AB 1 efterfulgt af den "mærkelige" togførervogn AB E 1 med de store endeperroner (ex. SNNB G 66) og så ellers en række almindelige godsvogne.

Fra omtrent samme tid husker jeg et besøg i byen Slesvig, hvor familien dinerede på en kro lige ved stationen, og hvor min far tog mig med hen til jernbaneoverskæringen for at se på tog, og det var vel at mærke store tyske damplokomotiver, der nok kunne imponere en lille purk som mig.

Rigtig jernbaneentusiast bliver man dog typisk ikke som 3-4 årig, men senere. Men man bevarer noget af den barnlige glæde ved togene, og det er nok også derfor, at mange udenforstående kan synes, at det er en lidt barnlig interesse at have. De har sådan set helt ret, men forstår måske bare ikke altid togenes magi!

Hvis du har særlig interesse for banerne på Langeland, så skal du bare grave videre og måske begynde at snuse lidt til arkiverne. Der behøver jo ikke at komme noget konkret ud af det i første omgang, men hvis du udruster dig med et lille handy digitalkamera til affotografering af dokumenter og registrering af fotos, så er det en relativt overkommelig hobby at dyrke, i modsætning til gamle dage, da man kunen købe sig fattig i fotokopier. Nu kan man i ro og mag samle sit materiale på pc'en og så bearbejde det og prøve kræfter med skriveriet, hvis man føler trang til det. Samtidig giver internettet fine muligheder for relativt let at finde frem til, hvor arkivsagerne gemmer sig, hvilket førhen nok var lidt vanskereligere, hvis man var "ubefaren". Og der er heldigvis stadigvæk tidsskrifter, der gerne publicerer en god artikel, og så glider man måske lige så stille og roligt over i at arbejde videre med skriveriet og lave en hel bog. Og en flot og fyldestgørende bog om Langelandsbanen synes jeg stadig, at vi savner.

Rigtig god fornøjelse med jernbanehobbyen fremover, og som du måske har bemærket, så skal du bare spørge løs her i forummet.

De bedste hilsner
M:-)rten

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af brand, 15/8 2014, 23:56 (3550 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Hej Morten

Mange tak for rådet. Jeg samler da bare lige så stille materiale, når jeg finder eller hører noget.

Jeg støver lige mine nye bekendte op og laver et lille interview. De må diske op med lidt mere info.

Peter Andersens svar er lækkert, men jeg har en løs forbindelse mellem et stort "vejprojekt" i Tullebølle og Rudkøbings Internationale Hovedbanegaard. Det vil jeg se om mine 2 årsunger kan vise mig.

Jeg vender tilbage...

Venlig hilsen
Brian Andersen

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af UTJ, 16/8 2014, 19:52 (3550 dage siden) @ brand

PS. Det er lidt vildt at een af mine yndlingsjernbanebogsforfattere har svaret mig.
Jeg skal ikke vaske denne skærm igen:-D

[image]

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af frimmogens, 17/8 2014, 22:16 (3549 dage siden) @ UTJ

[image]
Dette billed fra anlæg af vejen mellem Tullebølle og Frellsevig er gentagne gange blevet brugt og beskrevet som billed fra anlæg af Langelandsbanen, men det er en fejl. Billedet viser et disellokomotiv (tipvogn), ved anlæg af Langelandsbanen blev der anvendt damplokomotiver (tipvogn)
Banen til Nordlangeland (Tullebølle) blev opmålt sammen med banen Rudkøbing - Bagenkop med sidespor Skrøbelev - Spodsbjerg, som normalsporet bane. (Kort med optegning af banen findes på Rudkøbing Byhistoriske Arkiv) På Sydlangeland var der størst opbakning omkring anlæg af bane, så derfor kom banen til Nordlangeland ikke med i første omgang. Da den kom med på anlægsloven i 1921 var tiden løbet fra anlæg af privatbaner, og da banen nordpå ville komme til at følge landevejen næsten hele vejen, kunne den ikke konkurere med den voksende privatbilisme. Allerede ved møde på Hotel Langeland i 1902, fastslog greven på Tranekær, at han intet havde imod en bane ind over godsets jorder, så den om greven og banen er en gammel skrøne.
Langelandsbanen købte busruten Rudkøbing - Lohals i 1946 af Frits Johansen, så ekspedition af såkaldte "frimærkepakker" og transport af indsamlet post m. m. på tuten overtog banen fra samme år. Desuden kørte banen også egentlige fragtruter med lastbiler rundt på Langeland, bl. a. indsamling af dyr til slagteriet i Rudkøbing
Der skete mange arbejdsulykker under anlægget af Langelandsbanen, jeg har fundet flere navne på disse, men er ikke stødt på Hans Hansen fra Longelse, så nærmere oplysninger ville være interessante.
Min egen oldefar Jørgen Petersen, fik knust den ene arm mellem pufferne på en jordvogn og arbejdsmaskinen "Harboør" under færdiggørelsen af banen i 1913. Om min oldefar fik erstatning har jeg ikke fundet oplysninger om, men han fik penge fra private, der samlede ind. Oplysninger om og evt billeder af arbejdsmaskinen "Harboør" søges.
Mogens Christensen
www.langelandsbanensvenner.dk

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Niels Munch, 17/8 2014, 23:48 (3548 dage siden) @ frimmogens

Oplysninger om og evt billeder af arbejdsmaskinen "Harboør" søges.

"Harboør" kan være dette lokomotiv: LTJ 5.

Lokdata iflg. IndustriBaneFöreningen:

O&K (Märkische) 227/1897 1B 1435 mm, Lemvig-Thyborøn Jernbane, LTJ 5 "HARBOØR",
1910 Ing.Gunnersson/Laur. Petersen (DSB dubbelspårsbygge Odense-Bred)
1912 anläggandet av Kil-Fryksdalens J (KFJ) "BETTY"
19?? sålt/skrot

www.samlingsportalen.se findes dette foto:

[image]
Bildtext: KFJ banbyggnad. Ångloket "Betty" och en ånggrävmaskin, med arbetslag vid grusgropen i Malviken. Historik: Kil - Frykdalens Järnvägs (KFJ) grusgrop i Öjervik/ Malviken ca 2,5 kilometer söder om Rottneros. Loket i bild är entrepenören K L Gunnarssons tanklok "Betty". Bildnummer: Jvm.KDAF02079:


M.v.h.
Niels

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af frimmogens, 18/8 2014, 00:11 (3548 dage siden) @ Niels Munch

Tak for billed og oplysninger om "Harboør"
Da Langelandsbanen blev anlagt, gjorde entreprenørerne ikke banen færdig, Langelandsbanen stod selv for det sidste arbejde med færdiggørelse af jordarbejdet. I en efterfølgende voldgiftssag krævede entreprenørerne godtgørelse for banens brug af deres værktøj og materiel. Hvordan dine oplysninger om "Harboør" kommer ind og kan passe med at den har været i brug på Langelandsbanen i vinteren 1913, kan jeg ikke lige se ?????

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Niels Munch, 18/8 2014, 15:51 (3548 dage siden) @ frimmogens

Hvordan dine oplysninger om "Harboør" kommer ind og kan passe med at den har været i brug på Langelandsbanen i vinteren 1913, kan jeg ikke lige se ?????

Det var nok for tæt på sengetid i går aftes; jeg burde have tænkt på VLJ 3, som såvel Peter som Thomas har "bragt på banen". Desuden tænkte jeg, der var "plads" i LTJ 5's CV til en optræden på Langeland inden Fryksdalsbanan, hvis anlæg strakte sig over årene 1911-1915.

Men tilbage til VLJ 3, der optræder således i Merte's Lieferlisten:

Krauss D 226/1872 XIII c Bn2t 1435 mm, neu Baulok für Plessner & Co., Berlin "CLARA"

Bent Hansen fra Industribaneklubbens Forskning har sendt mig dette CV på lokomotivet:

Krauss 226/1872. 1435 mm. 27,8 m². 10 atm. Navn: "Clara", senere "Harboør":
1872 - 74 Ukendt arbejde i Tyskland for Baugeschellschaft Plessner, Berlin
1874 Jernbaneanlæg mellem Holstebro og Esbjerg for Lauritz Petersen, Gedalia & David.
1874 Anlæg af Roskilde - Kalundborg for Gedalia.
1875 - 78 Lokoet er hensat for boet efter Gedalia.
1878 - 79 Anlæg af Vemb - Lemvig Jernbane for Lauritz Petersen & Wätzold.
1879 - 89 VLJ 3, Harboør.
1889 - 93 Anlæg af Vejle - Give Jernbanen for Glud & Werner.
1893 Ukendt arbejde i Nr. Sundby for ukendt ejer.
1897 Jernbaneanlæg mellem Frederikshavn og Nr. Sundby på FFJ for ukendt firma.
1899 Jernbaneanlæg mellem Tjørntved og Tølløse på HTJ for Werner, Winkel & Madsen.
1902 Anlæg af Sorø - Vedde ved Tulsø 1902 for Werner, Winkel & Madsen.
1906 - 09 Gruskørsel i Langebjerg Grusgrav på KSB.
1912 - 14 Anlæg af Give - Herning for Fibiger & Villefrance.
1914 - 17 Anlæg af Bramminge - Grindsted for Fibiger & Villefrance.
1917 Anlæg af DSB-sidespor til brunkulsleje i Troldhede for Fibiger & Villefrance.
1917 - 20 Brunkulstransporter i Fasterholt Brunkulsleje for Fibiger & Villefrance.
1920 - 21 Brunkulstransporter i Risdal Brunkulsleje for Wright, Thomsen & Kier og Henriksen & Kähler.
1927 Ukendt arbejde i København for Andersen & Cordes.

Her er intet om lokomotivets gæsteoptræden på Langeland, men Peters forklaring er særdeles plausibel, og på tidspunktet var det (i modsætning til LTJ 5) i stald hos Fibiger & Villefrance.

I Lokalkistorisk Arkiv Stenlille, hvor lokomotivet omtales i f.m. anlægget af Sorø-Vedde banen, findes et fotografi af "Harboør" (Krauss 226):

http://lokalhistorisk-arkiv-stenlille.dk/?id=31663 .


Bedste hilsener
Niels

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Peter Andersen, Hedehusene, 18/8 2014, 09:21 (3548 dage siden) @ Niels Munch

Der var to lokomotiver med navnet HARBOØR. Det første var VLJ 3, Krauss 226/1872, som var bygget som entreprenørlokomotiv, men blev overtaget af VLJ efter at have være brugt ved anlæg af denne bane. Den blev dog allerede efter en halv snes år igen afhændet som entreprenørlokomotiv, og tilhørte bl.a. Fibiger & Villefrance i tiden omkring Langelandsbanens anlæg. Så formentlig har der bare været tale om reparationer ved udløbet af entreprenørens garantiperiode. Det har været nemmere at sende denne lille maskine til Langeland end firmaets tidligere DSB-lokomotiver, som brugtes der ved sporlægningen på LB. De blev i øvrigt også anvendt ved Brande på det tidspunkt.
Men det skulle være muligt at finde noget om dette og ulykken, hvis man støver igennem Langelands Social-Demokrat for denne periode.

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af frimmogens, 18/8 2014, 10:20 (3548 dage siden) @ Peter Andersen

Tak for oplysninger Peter. Har du billed af Harboør og det andet store lokomotiv, som jeg godt kender beskrevet. Entreprenørerne var forsinkede med anlægget af banen og lejede et lokomotiv og nogle godsvogne af banen, under anlægget. Banens materiel ankom i foråret 1911, men banen åbnede først 4. Okt.
Historien om min oldefar er fundet i Langelands Avis og skete på Krogsbjerg station i 1913, lidt senere omtales samme sted en ulykke i Skrøbelev

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Peter Andersen, Hedehusene, 18/8 2014, 10:52 (3548 dage siden) @ frimmogens

Hej.
Jeg har ikke nogle, som er scannet ind.
Men i menuen ude til venstre her på siden kan du finde billeder af de to lokomotiver hhv. under DSB damplokomotiver (litra H nr. 39) og under Øvrige/privatbaner (VLJ 3).

Avatar

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 18/8 2014, 11:18 (3548 dage siden) @ Peter Andersen

Jeg har ikke nogle, som er scannet ind.
Men i menuen ude til venstre her på siden kan du finde billeder af de to lokomotiver hhv. under DSB damplokomotiver (litra H nr. 39) og under Øvrige/privatbaner (VLJ 3)

Jeg har jo en særlig veneration for Harboør, idet min farfar optræder sammen med lokomotivet jf. dette tidligere indlæg:

http://www.jernbanen.dk/forum/index.php?id=31486

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
Jernbanehistorisk grundforskning - det nye sort

Avatar

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af Morten Flindt Larsen, København K, 18/8 2014, 05:30 (3548 dage siden) @ frimmogens

"Langelandsbanen købte busruten Rudkøbing - Lohals i 1946 af Frits Johansen, så ekspedition af såkaldte "frimærkepakker" og transport af indsamlet post m. m. på tuten overtog banen fra samme år."

Langelandsbanen kan ikke have overtaget nogen ekspedition af "frimærkepakker" (den ældre betegnelse for banepakker), i og med at Frits Johansen ikke deltog i banepakkesamarbejdet. Bortset fra Lohals via SFDS kunne der ikke ekspederes banepakker mellem nordlangelandske ekspeditionssteder og det danske jernbanenet i øvrigt før 1. april 1949. Frits Johansen kan muligvis have haft pakkebefordring med en art frimærker som frigørelsesmiddel, måske også i et samarbejde med LB, men det har i givet fald været en helt lokal ordning og ikke banepakker.


Venlig hilsen

Morten

Sidespor Rudkøbing Tullebølle

af frimmogens, 18/8 2014, 09:53 (3548 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Morten, tak for din uddybende forklaring. Aftalerne har som du skriver været lokale og har også omfattet SFDS der bl. a. sejlede med jernbanefærgen Langelands på ruten Rudkøbing - Svendborg og Lohals - Korsør, men jeg har ikke dato for dette samarbejde.
Vi er ved at opbygge siden: www.langelandsbanensvenner.dk
og tager alt med der vedrører banen. Vi ligger inde med oplysninger der endnu ikke er bearbejdet og lagt ind på siden

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak