Opbevaring af benzin i DSB's Svebølle Grusgrav

Hejsa,

I forbindelse med en bog, jeg arbejder på, beskæftiger jeg mig pt. bl.a. med statens oplagring i vinteren 1939/40 af 26.000 sortmalede jerntromler med benzin i DSB's grusgrav ved Svebølle station. Der var sidespor til grusgraven frem til 1932, så grusgraven var i 1940 ikke længere i brug til sit oprindelige formål og kunne bruges til midlertidigt benzindepot. Dette var Svebølles indbyggere i sagens natur lidt bekymrede over, idet enkelte af tromlerne (som ikke var normale galvaniserede benzintromler men spinklere smøreolietromler) var utætte, men havde beboerne grund til bekymring efter nutidens målestok?

Grusgraven lå 100 meter fra byens yderste husrække, 40-50 meter fra jernbanelinjen, hvorfra tog ofte havde antændt stedets græs eller træer, ca. 100 meter fra et stort savværk, hvis skorsten trods alle forsigtighedsforanstaltninger spyede gnister, og kun 40 meter fra offentlig vej og en meget stor proprietærgård, hvis staldbygning lå parallelt med graven. På den fjerde side afgrænsedes graven af en stor plantage tilhørende en kendt politiker og landmand. Granerne voksede helt hen til skrænten. Området blev indhegnet med pigtråd og der var opstillet vagter.

[image]

Kan nogle mere kyndige på benzinopbevaring end jeg vurdere, hvorvidt beboernes frygt var ubegrundet? Var det hele mon blot en storm i et glas vand gejlet op af pressen?

Så længe tromlerne er tætte, intet problem.
Meeen, den tror vi ikke helt på vel?

For at benzin skal kunne brænde skal du have en koncentration på mellem 1,2-7,1 vol%.
Udenfor dette område vil benzindampene ikke brænde.
Altså, hvis enkelt tønde er lidt læk så kan der fint opstå den nødvendige blanding af dampe og ilt.....så mangler bare "noget varmt".
Gløder og gnister fra diverse skorstene vil være nok.
Så ja, bekymringen for brændfare syntes rigtig i mine øje (men jeg er nok forudindtaget efter at have rodet med olieprodukter i mere end 15 år).
Tiden her til morgen tillader ikke at tjekker damptrykket fra benzin (jo højere damptryk, jo mere "gasser" den").
Benzin har et meget lavet kogepunkt, så der står altid lidt dampe ovenover væsken og det er dampene, som er problematiske set fra et sikkerhedssynspunkt.

Da tromlerne er flyttet pr håndkraft, så kunne man mistænke folket for at have stødt en eller to ved et uheld (eller fordi de skulle holde akkorden). Så er der risiko for at benzin siver ud og du får din lokale koncentration af brandbar gas.

Forurening af grundvand mm - det har jeg ikke lige set efter.

Så længe tromlerne er tætte, intet problem.
Meeen, den tror vi ikke helt på vel?

For at benzin skal kunne brænde skal du have en koncentration på mellem 1,2-7,1 vol%.
Udenfor dette område vil benzindampene ikke brænde.
Altså, hvis enkelt tønde er lidt læk så kan der fint opstå den nødvendige blanding af dampe og ilt.....så mangler bare "noget varmt".
Gløder og gnister fra diverse skorstene vil være nok.
Så ja, bekymringen for brændfare syntes rigtig i mine øje (men jeg er nok forudindtaget efter at have rodet med olieprodukter i mere end 15 år).
Tiden her til morgen tillader ikke at tjekker damptrykket fra benzin (jo højere damptryk, jo mere "gasser" den").
Benzin har et meget lavet kogepunkt, så der står altid lidt dampe ovenover væsken og det er dampene, som er problematiske set fra et sikkerhedssynspunkt.

Da tromlerne er flyttet pr håndkraft, så kunne man mistænke folket for at have stødt en eller to ved et uheld (eller fordi de skulle holde akkorden). Så er der risiko for at benzin siver ud og du får din lokale koncentration af brandbar gas.

Forurening af grundvand mm - det har jeg ikke lige set efter.

Tromlerne blev fragtet fra den Mexicanske Golf til Kalundborg med skib, og nogle af dem, der lå nederst i lasten, var blevet trykket og blev pillet ud i Kalundborg. Andre rapporteredes faldet af lastbiler under transport gennem Svebølle, hvor de så også blev pillet ud og hældt om på nye tromler.

Så nej, den med tætte tromler tror vi ikke på.

God middag

Nu kender jeg ikke til bestemmelsesgrundlaget dengang i 1940´erne for opbevaring af drivmidler og andet let brandbart, men selv for dengang synes pligt afstandene små, når man tænker at der ligger op til 5 millioner liter, det er da noget af en sjat.

Men når jeg tænker på de små afstande der var for parkering af drivmiddelvogne (jerry-cans) og ”Bowsers” (drivmiddelvogne med pumper) synes det som om, der mere at være taget hensyn til afstanden end størrelsen/mængden.

Det der så kan virkelig bekymre (i dag) er nedsivning i jorden, den er næsten med sikkerhed ikke klargjort som i dag med membraner. Og får det lov til, tilstadighed at nedsive fra utætte tønder begynder det at blive farligt, som også oversmeden nævner med dampe, fortætning af disse og varme, mulig chance for selvantændelse.

Og som ved almindelige lagre (Avernakke m.fl.) er der jo ikke hverken ”bassiner” og slukningsudstyr i form af ledninger til skum eller vand. Men også her kom det jo meget senere.

Så jeg tror egentligt (selvom vi ikke kan bygge på tro) at lageret – der må være midlertidigt – opfylder de daværende betingelser og lovgivning. Ellers var der jo udtrykkeligt givet besked om en midlertidig nødforanstaltning.

Men at naboerne er bekymrede forstår jeg egentligt udmærket, pænt bål en uges tid!! På den anden side ubevogtet og mulighed for lidt selvforsyning :-)

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: Ked af jeg IKKE kan komme med noget lovgivningsfast på området for dengang, men alt andet lige er det jo først i "vore dage" det er blevet så "kedeligt og besværligt".

Tilfældigvis sad jeg så sent som mandag aften og læste om dette emne i Slaggeposten.

Jeg citerer fra nummer 35, november 2008:

Ovenfor er nævnt beredskabslagre af kul og briketter.
Benzin var også vigtig, og 1. distrikt havde allerede
i oktober måned undersøgt, om der nogle
steder kunne etableres benzinlagre, jf. også et tidligere
indlæg. Noget helt konkret ses i en skrivelse
fra Generaldirektoratet d. 29. november 1939 til 1.
distrikt, hvor det bl.a. hedder: ”Efter Ordre har
Statsbanerne for Regeringens Regning foretaget
Indkøb i Beredskabsøjemed af et Parti Benzin i
Tromler, hvorhos Statsbanerne er anmodet om at
sørge for Modtagelse og Oplagring af Benzinen.
En Del af Benzinen er ønsket oplagt i Svebølle paa
Areal tilhørende Statsbanerne, og man har derfor
dirigeret dette Parti til Kalundborg. Partiet vil blive
overført med M/S ”Slesvig”, der forventes at
kunne laste ca. 26.000 Tromler eller ca. 4300
Tons. Ladningen kan ventes at ankomme mellem
20. og 30. December. (..)”. I en anden skrivelse fra
samme dag bemærker man om lagrene, at ”der
maa ikke aftages af dem uden efter Finansministeriets
nærmere Bestemmelser.”. Svebølle fik altså
”flydende beredskab”, og det samme skete i Langå
(ca. 10.000 tromler), Brande (ca. 10.000 tromler)
og Munkebjergby grusgrav (5.000 tromler). Sidstnævnte
sted var sidesporet fjernet i 1938. D. 15. februar
1940 bemærker en skrivelse, at oplaget i
Svebølle skulle flyttes til Døjringe – selvom der
omtales blot 500 eller 900 tromler. Opholdet i Døjringe
blev dog af kort varighed, for i anden forbindelse
nævnes i en skrivelse fra 30. maj 1940 at de
500 tromler (som det åbenbart drejede sig om) nu
var sendt i jernbanevogne til Østerport station
(”Det forenede Oliekompagni”, benzinhavnen),
hvilket uden tvivl hang sammen med, at kørslen på
Vedde-banen nu skulle ske med damplokomotiver,
og benzinoplaget lå for tæt på sporet. Det ses ikke
af hverken Statsbanernes årsberetning eller tilgængeligt
materiale for finansloven 1939-40, hvad disse
udgifter beløb sig til. Endelig bemærker generaldirektør
Knutzen i sine erindringer, at Statsbanerne
ved kapitulationen havde gemt ca. 100.000 l
benzin, som frihedsbevægelsen så kunne få gavn
af.

M/S Slesvig tilhørte Det Dansk-Franske Dampskibselskab, var bygget i Helsingør i 1938, kunne laste i alt 6000 tons, var i udeflåden under krigen, og kom tilbage i 1946. (Ole Stig Johannesen: Dansk-Fransk).

Billedet af lageret giver mig kuldegysninger. Tønderne er end ikke delt op i grupper, så man kan holde øje med, om der er gået hul på noget midt inde i flokken.

Skrænten kan vel tage lidt af for den værste trykbølge, men en eksplosion vil formentlig kyle mange tønder højt op i luften sammen med deres brændende indhold, hvorefter de vil falde ned over et større område.

Hvad pressen angår, mindes jeg den officielle kommentar til fyrværkerifabrikkens tilstedeværelse i Seest, da en lokal tv-station begyndte at stille spørgsmål:

-I får mig ikke til at sige, at det er farligt.

Det var så før, det hele røg i luften.

I tilfældet Svebølle, har Nationaltidende og andre formentlig hurtigt fået mundkurv på.

Diverse myndigheder så problemerne nærme sig og hamstrede både brændstof og korn i store mængder, og der har i sagens natur ikke været mulighed for at opbevare det alt sammen forsvarligt.

Og samme myndigheder har selvfølgelig ikke ønsket, at der blev skrevet for meget om mængder og placering.

Det ville interessere mig, hvis Morten har flere udklip.

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

Tilfældigvis sad jeg så sent som mandag aften og læste om dette emne i Slaggeposten.

Jeg citerer fra nummer 35, november 2008:

Ovenfor er nævnt beredskabslagre af kul og briketter.
Benzin var også vigtig, og 1. distrikt havde allerede
i oktober måned undersøgt, om der nogle
steder kunne etableres benzinlagre, jf. også et tidligere
indlæg. Noget helt konkret ses i en skrivelse
fra Generaldirektoratet d. 29. november 1939 til 1.
distrikt, hvor det bl.a. hedder: ”Efter Ordre har
Statsbanerne for Regeringens Regning foretaget
Indkøb i Beredskabsøjemed af et Parti Benzin i
Tromler, hvorhos Statsbanerne er anmodet om at
sørge for Modtagelse og Oplagring af Benzinen.
En Del af Benzinen er ønsket oplagt i Svebølle paa
Areal tilhørende Statsbanerne, og man har derfor
dirigeret dette Parti til Kalundborg. Partiet vil blive
overført med M/S ”Slesvig”, der forventes at
kunne laste ca. 26.000 Tromler eller ca. 4300
Tons. Ladningen kan ventes at ankomme mellem
20. og 30. December. (..)”. I en anden skrivelse fra
samme dag bemærker man om lagrene, at ”der
maa ikke aftages af dem uden efter Finansministeriets
nærmere Bestemmelser.”. Svebølle fik altså
”flydende beredskab”, og det samme skete i Langå
(ca. 10.000 tromler), Brande (ca. 10.000 tromler)
og Munkebjergby grusgrav (5.000 tromler). Sidstnævnte
sted var sidesporet fjernet i 1938. D. 15. februar
1940 bemærker en skrivelse, at oplaget i
Svebølle skulle flyttes til Døjringe – selvom der
omtales blot 500 eller 900 tromler. Opholdet i Døjringe
blev dog af kort varighed, for i anden forbindelse
nævnes i en skrivelse fra 30. maj 1940 at de
500 tromler (som det åbenbart drejede sig om) nu
var sendt i jernbanevogne til Østerport station
(”Det forenede Oliekompagni”, benzinhavnen),
hvilket uden tvivl hang sammen med, at kørslen på
Vedde-banen nu skulle ske med damplokomotiver,
og benzinoplaget lå for tæt på sporet. Det ses ikke
af hverken Statsbanernes årsberetning eller tilgængeligt
materiale for finansloven 1939-40, hvad disse
udgifter beløb sig til. Endelig bemærker generaldirektør
Knutzen i sine erindringer, at Statsbanerne
ved kapitulationen havde gemt ca. 100.000 l
benzin, som frihedsbevægelsen så kunne få gavn
af.

M/S Slesvig tilhørte Det Dansk-Franske Dampskibselskab, var bygget i Helsingør i 1938, kunne laste i alt 6000 tons, var i udeflåden under krigen, og kom tilbage i 1946. (Ole Stig Johannesen: Dansk-Fransk).

Billedet af lageret giver mig kuldegysninger. Tønderne er end ikke delt op i grupper, så man kan holde øje med, om der er gået hul på noget midt inde i flokken.

Skrænten kan vel tage lidt af for den værste trykbølge, men en eksplosion vil formentlig kyle mange tønder højt op i luften sammen med deres brændende indhold, hvorefter de vil falde ned over et større område.

Hvad pressen angår, mindes jeg den officielle kommentar til fyrværkerifabrikkens tilstedeværelse i Seest, da en lokal tv-station begyndte at stille spørgsmål:

-I får mig ikke til at sige, at det er farligt.

Det var så før, det hele røg i luften.

I tilfældet Svebølle, har Nationaltidende og andre formentlig hurtigt fået mundkurv på.

Diverse myndigheder så problemerne nærme sig og hamstrede både brændstof og korn i store mængder, og der har i sagens natur ikke været mulighed for at opbevare det alt sammen forsvarligt.

Og samme myndigheder har selvfølgelig ikke ønsket, at der blev skrevet for meget om mængder og placering.

Det ville interessere mig, hvis Morten har flere udklip.

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

Tak for info, Hans-Henrik. :-) M/S SLESVIG ankom til Kalundborg den 21. december 1939 fra et lager i St. Rose ved New Orleans. Det er en meget omfattende og ikke specielt jernbanerelateret historie, der ligger bag mit spørgsmål, som jeg desværre ikke kan uddybe nærmere her. Dog kan jeg fortælle, at tromlebenzinen ikke blev indkøbt af DSB men af Alexander Fløtkjær på vegne af forsvarsminister Alsing-Andersen, hvilket skete under meget dilettantiske omstændigheder og hvad jeg vil betegne som værende på grænsen af kontrabande: Flere af den sandsynlige (amerikanske) leverandørs olielaster var allerede i begyndelsen af september 1939 taget i prise af englænderne på vej til leverandørens lagre i Tyskland men undervejs omdirigeret til Malmø. Regeringen advarede primo september danske importører imod at købe såkaldte "svømmende" olielaster fra bl.a. den pågældende leverandør, men desuagtet ser det ud til, at den alligevel gerne handlede med leverandøren, når blot det gik lovformeligt for sig. At leverandøren, en amerikansk olieoutsider, var en af tidens største olieleverandører til Tyskland betød ikke så meget. Både USA og DK var jo neutrale.

Det er en meget omfattende og ikke specielt jernbanerelateret historie, der ligger bag mit spørgsmål,

Jernbaner eller ej - det lyder særdeles spændende og i det mindste undertegnede glæder sig til at læse resultaterne af dine anstrengelser.

Hvad sikkerheden angår, her jeg nu læst mig til, at København fik en særlig benzinhavn i 1921. Den blev anlagt ved det, der i dag er krydset Balticavej og Færgehavnsvej.

Afstanden til bebyggelse kan ses på Eniros luftfotos fra 1954. Her ses også den ponton, som skulle forhindre benzin i at slippe ud af havnen, hvis noget sprang læk.

Min kilde er Københavns Havns Udvikling af havnebygmester C. Lorenz - Gads Forlag 1934. Der nævnes desværre intet om sikkerhedsbestemmelser, men havnebygmesterens og "Brandautoriteternes" respekt for farlige, flydende sager skinner tydeligt igennem, og valget af beliggenhed taler jo for sig selv.

Teksten i Slaggeposten indikerer vel også, at man på højere sted kunne se, at Svebølle var en skidt løsning, og tønderne (eller mange af dem i det mindste) blev dirigeret videre i løbet af få måneder.

Helt bortset fra det ville jeg nu ikke have været glad for at være sømand på M/S Bretagne på turen over Atlanterhavet med den last.

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

Spændende!
Jeg ved at DSB købte "en del" kul inden krigen.
Der findes noget i maskinafdelingens arkiv omkring "ekstraordinære indkøb".

At have så mange tønder i lasten ville jeg ikke være glad ved....bare en enkelt springer læk og du har en kedelig atmosfære dernede (både giftig og brandfarlig).
Måleinstrumenter til gassporing? Glem det.
Måske en kanariefugl, men det er ligesom lidt sent når den dratter om.
Idag ville en læk let kunne spores, men det kunne den ikke dengang.

At olielaster sælges på rejsen; det sker altså stadig.
Idag er det nemt nok at give lasten nye papirer. Skipper kan jo bare få en mail med det nødvendige eller blot de nødvendige instruktioner.
Det var noget anderledes dengang. Du kunne få brev engang imellem under land. Ellers var det telegrafen og den er ikke super velegnet til flere sider kringlet tekst (som disse aftaler oftes er).
Så den praktisk side af sagen er jeg noget usikker på, men ikke i tvivl om at salg af olie på lastrejsen også foregik dengang.

Spændende!

Ja, det er et lille hjørne af danmarkshistorien, som jeg gerne hører meget mere om.

Hvad benzin angår, har jeg selv fusket i sømandsbranchen som skipper på Birgitte-Helle - et af træskibene fra Nyhavn.

Da jeg var til eksamen som motorpasser, advarede censor i bastante vendinger mod at have benzin i et skib overhovedet. En af hans officerskammerater fra marinen var blevet dræbt under en havnemanøvre i Rønne, fordi blot en lille dunk benzin i et skab på dækket var blevet utæt, og en gnist fra styremaskinen fik fat på dampene.

- Han skulle skrabes ned af skottet, sagde censor. Og det gør jo indtryk på en ung eksaminand, så jeg er helt på Svebølle-indbyggernes (svebøllernes???) og på Nationaltidendes side i denne sag.

Sikkerhedskultur har tydeligvis været ikke eksisterende, når man kunne stuve tønderne så lemfældigt på lastbilerne, at de kunne falde af.

Ikke desto mindre var skibstransport af benzin i tønder ikke ualmindeligt i hine tider. Det tog sin tid, før Danmark fik opbygget en flåde af tankskibe, fremgår det af en artikel om den danske tankskibsflåde i bogen Festskrift til Kristof Glamann (Odense Universitetsforlag 1983).

At skibsladninger bliver handlet undervejs, må være et fænomen, der er lige så gammelt som skibsfarten. I 70erne og 80erne kunne Lyngby Radio kommunikere med skibe på alle have både i morse og telefoni på HF (kortbølge).

Der krævedes jo kun en kort besked til kaptajnen om at sejle til den og den ændrede destination og kontakte rederiets agent for ordre om aflevering til rette vedkommende på stedet.

I 1940 var der ingen radioproblemer i hvert fald i Atlanterhavet, hvor mange danske skibe (også Bretagne, som var på vej til Argentina efter korn til beredskabslagrene) fik besked fra Lyngby om begivenhederne 9. april.

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

Nu kender jeg ikke til bestemmelsesgrundlaget dengang i 1940´erne for opbevaring af drivmidler og andet let brandbart, men selv for dengang synes pligt afstandene små, når man tænker at der ligger op til 5 millioner liter, det er da noget af en sjat.

Nja, det som man ser det; det er kun 5000 m3. og en lille produkttanker størrelse 35.000 TDW har ofte 25-30000 MT med (lidt efter densitet på den aktuelle last). Jo lavere densitet, jo færre tons; volumet i tankene er jo det samme.

NB: Ked af jeg IKKE kan komme med noget lovgivningsfast på området for dengang, men alt andet lige er det jo først i "vore dage" det er blevet så "kedeligt og besværligt".

Ofte kommer regler på baggrund af uheld. Der var jo lige 2 triangelvogne, som gik op i flammer da udsivende naturgas fra cylindrene kom i nærkontankt med et koksfyr....
Senere - vel slut 60'erne, begyndelsen af 70'erne kom regler om inertgas når der sejles med laster med lavt flammepunkt.
Pudsigt på baggrund af diverse eksplosioner i forbindelse med tankrensning og efter reglernes indførelse faldt frekvensen af eksplosioner i tankbåde gevaldigt - ganske som tiltænkt.
Regler til landjord kender jeg ikke.

Jeg har også en fortid i oliebranchen, men jeg har ikke nogen teknisk baggrund. Alligevel vil jeg mene, at de omkringliggende beboere havde god grund til at være nervøse ved at være så tæt på et benzin lager hvoraf nogle af tromlerne lækkede benzin.

For det første er benzindampe eksplosionsfarlige snarere end blot brandfarlige. En gnist fra et dårligt elkabel, en cigaret glød eller noget lignende kunne være nok til at starte en eksplosion der formentlig hurtigt, ved opvarming af de hele tromler, kunne starte en kædereaktion. Til sammenligning er diesel hovedsagligt blot brandfarligt omend jeg ikke vil anbefale at man får gang i Skt Hans bålet med en gang diesel olie ...

For det andet er bezinen formentlig blyholdig (tetraethylbly) for at sikre et passende oktantal. Tetraethylbly er særdeles sundhedsskadeligt. Den benzin der er lækket og sivet ned i jorden vil derfor forårsage forurening. I min tid i branchen blev der nedlagt mange små og urentable service stationer. I hovedparten var der en betydelig jordforurening. Hvor det var meget forurenet med blyholdig benzin blev den opgravede jord puttet i tromler og hensat i tyske saltminer. Hvor det istedet var forurenet med diesel blev det sent til en fabrik hvor jorden blev opvarmet hvorved dieselolien blev udvundet. Jordforureningen med blyholdig benzin har man dog sikkert ikke tænkt på i 40'erne.

mvh
Hans Peter

Jeg har også en fortid i oliebranchen, men jeg har ikke nogen teknisk baggrund. Alligevel vil jeg mene, at de omkringliggende beboere havde god grund til at være nervøse ved at være så tæt på et benzin lager hvoraf nogle af tromlerne lækkede benzin.

For det første er benzindampe eksplosionsfarlige snarere end blot brandfarlige. En gnist fra et dårligt elkabel, en cigaret glød eller noget lignende kunne være nok til at starte en eksplosion der formentlig hurtigt, ved opvarming af de hele tromler, kunne starte en kædereaktion. Til sammenligning er diesel hovedsagligt blot brandfarligt omend jeg ikke vil anbefale at man får gang i Skt Hans bålet med en gang diesel olie ...

For det andet er bezinen formentlig blyholdig (tetraethylbly) for at sikre et passende oktantal. Tetraethylbly er særdeles sundhedsskadeligt. Den benzin der er lækket og sivet ned i jorden vil derfor forårsage forurening. I min tid i branchen blev der nedlagt mange små og urentable service stationer. I hovedparten var der en betydelig jordforurening. Hvor det var meget forurenet med blyholdig benzin blev den opgravede jord puttet i tromler og hensat i tyske saltminer. Hvor det istedet var forurenet med diesel blev det sent til en fabrik hvor jorden blev opvarmet hvorved dieselolien blev udvundet. Jordforureningen med blyholdig benzin har man dog sikkert ikke tænkt på i 40'erne.

mvh
Hans Peter

Hvornår begyndte man med at tilsætte bly til motorbenzin?

Det ved jeg ikke men det er sandsynligt at omtalte benzin indeholdt TEL. F.eks. I G Farben fik en licens i midten af 30’erne til brug for Luftwaffe. Gode opfindelser kommer ofte hurtigt igang, og bortset fra forureningsaspektet er TEL glimrende ...

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Tetraethyllead

Mvh
Hans Peter

Hvornår begyndte man med at tilsætte bly til motorbenzin?

Den har været diskuteret tidligere.
Start her

For det andet er bezinen formentlig blyholdig (tetraethylbly) for at sikre et passende oktantal.

Hvornår begyndte man med at tilsætte bly til motorbenzin?

Benzinmotorer før WWII jklarede sig fint med lavoktanbenzin. Det store gennembrud for Etylbly kom under WWII til flymotorer og først efter krigen kom der højoktan til biler og motorer der krævede det.

RSS Feed af emne

Jernbanehistorisk forum

Opbevaring af benzin i DSB's Svebølle Grusgrav