RhB Landquart [CH] - 1988 (9 billeder)

af Niels Munch, 8/8 2021, 12:42 (1006 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 8/8 2021, 13:11

Hej i Forum,

Som nævnt i forskellige indlæg gav familiferien i Vorarlberg Østrig 1988 anledning til enkelte raids ind i det nærliggende Schweiz. Den 20. juli 1988 gik turen så via Feldkirch og ad landevejen (så sparede vi den schweiziske motorvejsafgift) sydpå via Liechstenstein og Landquart til Graubündens gamle, maleriske kantonhovedstad Chur.

Og som lovet i indlægget om Chur følger i dag lidt fra et kort ophold på banegården i Landquart, idet jeg havde lært familien, at stationer (dengang) var "gode steder at vaske hænder".

Men naturligvis kan man på en familieferie ikke køre gennem det lille fyrstedømme Liechtenstein uden lige at se på fyrstens slot:

[image]Slottet i Vaduz, hvis ældste dele er fra det 12. årh., 20.07.1988 (nm).

Bahnhof Landquart betjenes Rhaetische Bahns metersporede strækning mod Chur og Thusis og Davos-linien via Klosters. Desuden SBB's normalsporstrækning Chur–Rorschach.

Under vort korte middagsophold svirrede RhB-togene om ørerne på mig, så jeg slet ikke fik set på normalsporet, og ved ankomst mødtes vi af pladshunden:

[image]RhB Ge 2/4 nr. 212 i Landquart, 20.07.1988 (nm).

..... der faktisk er et 1-B-1 kobbelstangslok, bygget i 1913 (!) i serien Ge 2/4 nr. 201-207 som togmaskine med dette udseende:

[image](SLM Prospekt).

..... og ombygget i 1943 til det viste udseende. Ge 2/4 nr. 212 havde oprindelig nr. 206.

Yderligere præsenterede sig:

[image]RhB Ge 4/4 II nr. 631 "Untervaz" (SLM/BBC 1984) rangerer i Landquart, 20.07.1988 (nm).

[image]RhB Ge 4/4 I nr. 608 "Madrisa" (SLM/BBC/MFO 1953), Landquart 20.07.1988 (nm).

Alle Ge 4/4 I lokomotiver blev i 1986-1991 grundigt moderniseret med bl.a. større førerhuse, hvorved det midterste gavlvindue forsvandt. I juli 1988 var man endnu ikke nået til dette lokomotiv:

[image]RhB Ge 4/4 I nr. 604 "Calanda" (SLM/BBC/MFO 1947), Landquart 20.07.1988 (nm).

[image]RhB Ge 4/4 II nr. 626 "Malans" (SLM/BBC 1984) under ankomst passerer Ge 4/4 I nr. 608, Landquart 20.07.1988 (nm).

Toget ankommer fra Klosters-siden. Bem. de 2 forreste vogne (med bred lys stribe) fra Furka-Oberalp (FO).

[image]RhB Stammnetz-Pendel sæt 14 i Landquart, 20.07.1988 (nm).

Pendeltogtypen, der udfases i år, blev nærmere præsenteret her. Yderst t.h. ses et par godsvogne bagerst på et persontog mod Klosters, og i midten ses en Ge 4/4 II med FO-vogne.

Baneafdelingen var også i gang:

[image]RhB 3-akslet dieselelektrisk rangerlokomotiv Gm 3/3 nr. 231 (Moyse 1975) rangerer i Landquart, 20.07.1988 (nm).

Franske Moyse leverede i 1975-76 efter RhB-specifikationer i alt 3 rangerlokomotiver RhB Gm 3/3 nr. 231-233, som i år blev overtaget af Dampfbahn Furka-Bergstrecke AG.

Det var - stort set - hvad jeg nåede i Landquart i 1988. RhB har i øvrigt sit hovedværksted dér, som der blev lejlighed til at besøge under JeTra (nuv. IDA Rail) studieturen til Schweiz i september 2010. Det kan vi evt. vende tilbage til.

Supplerende info kan som sædvanlig hentes via de "indbyggede links".


Bedste søndagshilsener
Niels

Edit fiksede et link.

Hvad er det?
Hvad er det?

Her er en lille samling på 28 jernbanebilleder optaget gennem de seneste 30 år og spørgsmålet er nu, hvad de forestiller? Forhåbentlig kan nogle af Jernbanen.dk´s jernbanekyndige læsere identificere nogle af motiverne.

Læs mere
Billige jernbane T-shirts

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak