Stativ for ildværktøj med vipbar kurv øverst, eller?

af Steffen Dresler, 23/6 2022, 11:59 (674 dage siden)

Kære alle

I forbindelse med et spørgsmål jeg fik om kulgårde, kuloplag mv. fra en modeljernbaneklub/modeljernbanebygger, gennemså jeg billeder af Maskindepoter mv. for at finde eventuelle forlæg.

I et Svend Jørgensen billede fra Helsingør Maskindepot var der ude i et hjørne af billedet ved askegården en detalje der fangede øjet, nemlig en ”holder/stativ” for ildværktøj (krumrager, syvtal mv.), der anvendtes til at rense fyrkassen for slagger, ikke helt forbrændte kulstykker, aske o.s.v. når fyret skulle renses efter tur eller maskinen skulle slukkes af for eftersyn.

Jeg har aldrig set eller ikke bemærket et sådanne stativ ved en askegård herhjemme, dog set det i bl.a. Tyskland. Normalt er ildværktøjet jo placeret – når ikke i brug – på siden af den forhøjede kulkasse på tenderen eller på tanklokomotiver, ovenpå en af sidevandkasserne. Men ideen er jo praktisk for remisepersonalet, at de ikke skal op på maskinen.

MEN bemærk i den røde cirkel på fotoet, at der her øverst på værktøjsholderstangen er en metalkurv? fremstillet af fladjern. Den kan tilsyneladende vippes ved hjælp af den trækstang, der løber ned langs stativets holder. Nederst er der et aflåst håndtag (split?) hvorfra kurven øverst kan bevæges.

Så her er spørgsmålet; hvad er det for en dims og hvad bruges den til? Har INGEN anelse, what so ever!

Herunder et kraftigt udsnit af Sv.J. billedet med den efterspurgte ”dims” i den røde cirkel øverst!

[image]

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Stativ for ildværktøj med vipbar kurv øverst, eller?

af Jens Vesterdahl ⌂, 23/6 2022, 20:00 (673 dage siden) @ Steffen Dresler

...
MEN bemærk i den røde cirkel på fotoet, at der her øverst på værktøjsholderstangen er en metalkurv? fremstillet af fladjern. Den kan tilsyneladende vippes ved hjælp af den trækstang, der løber ned langs stativets holder. Nederst er der et aflåst håndtag (split?) hvorfra kurven øverst kan bevæges.

Så her er spørgsmålet; hvad er det for en dims og hvad bruges den til? Har INGEN anelse, what so ever!

Hvad nu hvis den ikke er monteret, men blot ophængt (hvilket jeg synes at kunne se), ligesom de andre ildværktøjer? Så har vi en metalkurv-agtig ting for enden af en lang stang. I den kan man måske transportere glødende kul eller andet varmt, og selv om det ikke løser mysteriet, så bliver dimsen i det mindste flytbar.
Da jeg i sin tid var fyrbøder i Museumstog kom personalet fra pakvognen på vinterture gerne op til maskinen og fik en spand gennembrændte kul til brændeovnen. Kan det være sådan noget? Fx til kommandopostens brændeovn?

Venlig hilsen
Jens

Stativ for ildværktøj med vipbar kurv øverst, eller?

af Steffen Dresler, 23/6 2022, 20:07 (673 dage siden) @ Jens Vesterdahl

Hej Jens

Ja hvorfor ikke?
Alle muligheder er åbne og det synes da som en plausibel løsning.
Glæder mig til at se om det er den umiddelbare løsning på mit spørgsmål.

Fortsat god Skt. Hans aften

Mvh
Steff

Stativ for ildværktøj med vipbar kurv øverst, eller?

af Steffen Dresler, 27/6 2022, 09:25 (670 dage siden) @ Steffen Dresler

Kære alle

Jeg har fra pålidelig kilde fået et svar på, hvad det er for en kurv, der sidder i toppen af masten med ildværktøjer.
De forskellige ildjern, der ses på stativet, anvendtes af remisepersonale og fyrbøderen, når et lokomotiv kom ”i hus” efter tur eller før udvask/reparation og fyr med rist og askeklapper skulle rengøres. De var forskellige i længden og formen bl.a. afhængig af om lokomotivet havde en lang eller kort fyrkasse og om der var en vipperist mv. Men hvilke anvendt og hvordan falder her uden for emnet.

Og nu til den efterspurgte Kurv

Når en maskine kom hjem og skulle til udvask, var det personalet i ”Askekassen” (Jernbane slang), der skilte gnistfangeren ad i røgkammeret, for at kunne komme til bl.a. røgkammervæggen med alle dets rørender, overhederelementer o.s.v. Gnistfangeren kunne normalt skilles uden værktøj, måske lidt hjælp fra en hammer. Det hele sammenholdt af bolte med huller i samt såkaldte ”S-kroge”.
De større plader og traverser fra gnistfangeren blev lagt på barrierepladen, mens de mindre bolte og s-kroge blev lagt i kurven for at holde dem samlet.
Kurven blev også brugt i remisen til rensepropper, så de ikke blev forlagt under besøget ved filebænken, når der skulle nye pakninger på.

Kurvene var lavet af kløverplade, det vil sige jernplade med udstansninger som en firkløver. Hullerne var praktiske, når tingene lagt i kurven skulle damprenses

Hvad kurven bestiller oppe i masten er en gåde, måske hængt op så den ikke blev anvendt til skrald i mellemtiden eller man vidste hvor den var?

Men altså, kurven var en metalkurv af udstanset firkløverplade, anvendt til at holde afmonterede bolte og andre smådele samlede under eftersyn, samt når disse mindre dele blev dampspulede (rengjorte).

Info og tak til nu afdøde lokomotivfører E. Hellesen via V. Skovborg.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

Billige jernbane T-shirts

Svenska-lok

Jernbanebøger

DSB Rutebiler - Fra Statsbanerne til Combus

DSB Rutebiler - Fra Statsbanerne til Combus. Pris 380 kr.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak