Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Ups, journalist Ina Clausen, TV Syd (Generelt)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 24/10 2015, 11:18 (3110 dage siden) @ Ina Clausen

Kære Ina Clausen

Du skriver i din artikel, at "Banedanmark har eksproprieret jord til en ny jernbanebro i Vejen Kommune." Det er, som du ved, forkert, og det er det, jeg påpeger. Det er Ekspropriationskommissionen, der efter anmodning fra Banedanmark har eksproprieret et areal i Vejen og Ekspropriationskommissionen er neutral i forhold til landmand, Banedanmark, Vejen Kommune m. fl.

Du skriver, at du har en kandidatgrad. Når du har det, burde du vide, at man først er klog, når man ved, at der er noget, man ikke ved. Jeg gætter på, at du dagligt skriver artikler om emner, som du ikke ved noget om eller som du kun har en begrænset viden om. Fint nok. Men så burde du også vide, at når man skriver om noget, som man kun ved meget lidt om, skal man være ekstra omhyggelig og måske lige tjekke, at man har fået rigtigt fat i tingene.

Jeg beklager, at rigtig mange af I journalister nu til dags har fået nogle arbejdsbetingelser, hvor I skal producere rigtig mange "artikler" og hvor I ikke får den fornødne tid til at sætte jer ind i tingene. Produktet bliver derefter - en række "gratisnyheder" på nettet og i diverse gratisaviser. Jeg forsøger så vidt muligt at gå langt uden om den slags "nyheder", som sjældent indeholder ret mange vitaminer; til gengæld er de ofte fejlbehæftede eller i bedste fald intetsigende. I stedet betaler jeg af egen lomme gerne 7.215,- beskattede kroner om året for at abonnere på tre rigtige aviser. Men det er kvalitet i forhold til "gratisnyhederne".

Jeg er måske derfor også lidt "sur" over, at din artikel er bragt på en webside, der tilhører en regional tv-station, som jeg via licens er tvangsindlagt til at medfinansiere. Hvorfor kan en tv-station ikke nøjes med at være tv-station? Hvorfor skal den på nettet konkurrere med den private presse og endda med tvangsinddreve licensmidler? Nå, det kan du jo ikke gøre for. Du har valgt at lade dig ansætte der og skal jo også tjene til dagen og vejen.

Du kritiserer, at jeg ikke har henvendt mig direkte til dig. Det er forståeligt. Men så må du til gengæld også forstå, at jeg ikke mere orker at rette direkte henvendelse til diverse journalister eller redaktører, når de endnu engang ikke har tjekket, hvad de skriver om. For år tilbage var jeg så naiv at tro, at journalister blev glade, når man skrev direkte til dem og påpegede faktuelle fejl i deres artikler. Det gjorde de ikke. Mange svarede ikke, en del blev lidt tøsefornærmede og ingen - ingen - sagde tak for feedback'en. Så jeg har givet op og du må derfor finde dig i at din artikel bliver diskuteret i dette forum. Men du kan da lade et par ord falde til dine kolleger i branchen: DSB og Banedanmark er to vidt forskellige ting, det er lokomotivføreren og ikke togføreren, der kører toget, det hedder sporskifte og ikke skiftespor, det hedder jernbaneskinner og ikke togskinner osv. osv. - listen er nærmest uendelig. De sidstnævnte fejl er dog knapt så pinlige som den første.

Du opfordrer mig til at læse artiklen i Ingeniøren. Jeg gætter på, at den artikel er din "kilde"? Jeg fornemmer, at du ikke har overværet retsmødet/-møderne eller læst dommen? Skribenten på Ingeniøren har sat sig betydeligt bedre ind i substansen end du, hvilket er helt naturligt, men at opfordre til, at jeg skulle blive mere vidende af at læse artikler i Ingeniøren, kan jeg kun smile lidt af.

Du anfører, at det er din opgave at formidle vanskeligt stof, således at der bliver forståeligt for en bredere kreds. Det er et nobelt mål. Men du bliver altså nødt til at anstrenge dig en lille smule mere, hvis det skal lykkes. Du kunne sagtens have formuleret din artikel på en enkel, forståelig - og korrekt - måde, uden at komme ind på alle teknikaliteterne.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak