Hejsa
Måske i bund og grund et spørgsmål til et anden forum, omhandlende psykoloigi eller adfærd.
Men nuvel, det er et fænomen der ofte ses i tog og busser, samt ventende flokke på perroner.

Mennesker er ikke "bange" for hinanden, det handler om privatsfære, som måske bunder i vores primatfortid og territorier.

Individer har behov for en vis fysisk og følesesmæssig distance til andre individer.
Hvis denne distance overskrides er det ubehageligt, kan være fra let utilpashed til decideret fysisk ubehag.
Individer relateret til hinanden har lille grænse, f.eks. mor og barn er tætte, mens to fremmede på gaden holder en afstand der kan måles i meter.

Prøv også at lægge mærke til hvordan personer sætter sig ved siden af hinanden, f.eks. i et tog.
I første omgang sætter man sig helst ikke i samme område, kan det ikke ungåes så søger man så lang væk som muligt.
Er denne distance kort, kan der iagtages et helt bestemt adfærsmønster. Den der "tiltvinger" sig adgang til territoriet kikker lidt undskyldende og underdanigt på den person der var der først (Ejer territoriet) og indhenter et uudtalt accept.
Hvis opersonen der "ejer" området signalere OK, så samles der tyisk ejendele, fiktive eller faktiske, mens er det ikke OK, så breder "ejeren" sig, måske kun virtuelt ved at stirre direkte, eller placere en hånd på sædet, som om der signaleres - her sidder nogen.

Så det er ikke angst, men ren territorial magtkamp, tilbage til urmennesket og abeflokken i østafrika - fra før der var "nogen" der udlagde to stykker jern på træstykker og kaldte det for jernbane.

Mvh Ole