Go´eftermiddag!
Jernbanesabotagen i Danmark er blevet behandlet mange steder, fra det heroiske lige efter krigen og til den nok mere nøgterne beskrivelse indenfor de sidste år.
Det nok bedste du kan efter min mening, er at læse er en afhandling, skrevet Aage Trommer til at forsvares for den filosofiske doktorgrad. Denne blev udgivet som en bog med navnet ”Jernbanesabotagen i Danmark”, udgivet på Odense University Press 1971, ISBN 87 7492 049 9.
Nok til de flestes overraskelse beviste doktorafhandlingen – især for dem der havde oplevet eller været med til frihedskampen - at jernbanesabotagen i Danmark militært strategisk ikke havde haft nogen effekt, altså ikke havde haft indvirkning på krigens gang, men nok mest havde generet den danske trafik. Især var masser af sprængninger ukoordinerede og i mange tilfælde kunne både taktisk som strategisk rubriceres som ”drengestreger”. Bl.a. sprængningen af Kommandoposten i Hillerød m.fl. andre sabotagehandlinger mod jernbanerne på Sjælland, der ikke anvendtes af besættelsesmagten efter ca. 1943.
Men det er jo nok svært for en nutidig person, der ikke har oplevet besættelsen, at forstå de mekanismer der udløste sabotagehandlinger og de tanker folk havde den gang. Godt nok var det militære i sabotagen = 0, men den moralske og psykologiske effekt blandt befolkningen og sabotørerne, var nok ikke til at tage fejl af. Den betød næsten alt.
DSB stationsområder var ikke alle bevogtede, kun de største og det var Politiet og DSB selv der stod for sikkerheden. Strækningerne blev indledningsvis kontrolleret ved de såkaldte ”linjeeftersyn”, der hurtigt under krigen medførte ”ekstraordinære linjeeftersyn, der gennemførtes med bevæbnet dansk politi og en DSB ansat. Herom kan du bl.a. læse i ”Årsskrift for Jernbanemuseets venner 1999, side38, ”Grænsemærker for områder, der ikke må betrædes af danske eftersynspatruljer”.
Efter at det danske politi var blevet opløst i efteråret 1944, var det besættelsesmagten, der selv stod for bevogtningen og det krævede jo mandskab. Men her benyttedes ofte udenlandske lavt prioriterede enheder, der ikke var kampenheder. Bl.a. har kosakker og ungarer i tysk tjeneste udgjort bevogtningsstyrkerne. Visse nøglepunkter var dog bevogtet af tysk personel, bl.a. broer og her kom der ej heller et dansk linjeeftersyn.
En grundig forberedt sabotage med ladningerne forbundet og enten tændsnor med detonatorer eller knaldsignaler klargjort, tog under et par minutter at placere og klargøre. Det man ser på film med at tænde en tændsnor med påkrympet detonator og så løbe væk, var det samme som i dag at sætte et rotorblink op og fortælle ”her er vi, fang os hvis I kan”. Eller også havde banelinjen en ikke særlig høj prioritet!
Håber det gav lidt svar.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: Anvendelse af fly var ikke en option, da hverken RAF eller USAAF havde flytyper (rækkevidde og antal) til at afsætte for dette formål. Derfor tilskyndede SOE til sabotage. Først i foråret 1945 kunne de allierede afsætte fly til dette i MEGET begrænset omfang og alligevel blev de anvendt til andre og mere prioriterede mål (angrebene på Gestapo hovedkvarterene). Kun meget få såkaldte ”Ruhbarbs” blev gennemført over DK territorium og normalt var det en eskorte, der fik lov til at angribe mål på tilbagevejen fra et mål i f.eks. Nordtyskland.

NB, NB: Så lige da jeg "postede", at Niels Munch også har anbefalet Trommers bog