Jeg er af den opfattelse, at DSB kan komme med en eller flere anbefalinger, og så er det en trafikminister der samler flertal for en beslutning, og som en skønne dag står i TV-Avisen og siger "vi har besluttet".

Processen kan udlægges nogenlunde sådan her:

1: DSB undersøger markedet og laver en materiel strategi
2: Denne undersøgelse og strategi kvalitetssikres af DSBs rådgivere (konsulenter)
3: Herefter kontrolleres materialet af Transportministeriets rådgivere (konsulenter) og materialet kan sendes retur til DSB og man starter forfra
4: Efter ekstern godkendelse diskuteres rapporten politisk, og der kan komme krav om ekstra emner, eller supplerende undersøgelser, og processen kører forfra.
5: På anbefaling fra DSB kan politikerne så vælge at give tilladelse til opstart af udbud af en eller flere materieltyper anført i den godkendte strategi
6: Alle milepæle i udbudsprocessen skal køre som punkt 1-4, DSB laver noget, der sikres hos to forskellige rådgivere og forelægges politikerne til godkendelse
7: Efter anbefaling fra DSB accepterer politikerne den valgte leverandør

Det er lidt i stil med lån til Grækenland: "I bestemmer selv, bare I bestemmer det, som vi vil have", og at dømme efter DSBs foreløbige præstationer indenfor rapporter, materielkøb og politisk ageren, så er det nu nok meget fornuftigt. Så må vi jo så håbe, at de mange forskellige rådgivere ved mere om tog end DSB og politikerne, så de kan forhindre en ny IC4 skandale.

Men hvis DSB får (fundet/tilført) reel objektiv viden om tog, vil det stadig være DSBs ønsker, der kommer igennem. For det må antages, at meget få vil kunne argumentere imod DSBs anbefalinger, hvis de altså dropper de voldsomt subjektive betragtninger og den "fokus på IC4/fortsat DSB monopol"-tankegang, som selv politikerne har kunnet gennemskue indtil nu. Bolden ligger hos DSB, og de har rigtig gode muligheder for at gøre det her til en succes.