Fortsættelse fra del 1
Artiklen fra Socialdemokraten:

Imellem trafikassistentens løbeture fik vi dog tid til at stille nogle spørgsmål. Flere af dem blev besvaret i farten, når hun kom ind igen efter at have afsendt et S-tog, og stod klar til det næste.

- De må undskylde, at jeg går en gang imellem, siger fru Bjerborg med et charmerende smil. Men der er jo lidt travlt, når der skal ekspederes 18 S-tog i timen foruden damptogene.

- Er De den eneste kvindelige fungerende stationsforstander i København og nærtrafikken?

- Det tror jeg nok, jeg har i hvert fald ikke set nogen på Hovedbanegårdens perroner. Der er selvfølgelig kvinder på stationskontorerne, men jeg er nok den eneste trafikuddannede herinde.

- Er De ud af jernbanefamilie, siden De er gået denne vej?

- Nej, far er gårdejer ved Silkeborg, men i min barndom kørte jeg hver dag 13 kilometer for at komme i skole, og lysten til jernbane stammer nok fra den tid. Jeg begyndte som 16-årig elev i Lerbjerg, og til september har jeg 10 års jubilæum.

- Hvordan er uddannelsen?

- Ganske den samme som for mandlige trafikassistenter. Jeg gennemgik et 6 ugers kursus på jernbaneskolen og kom derefter til prøve i generaldirektoratet. Fra Lerbjerg blev jeg flyttet til videre uddannelse i Silkeborg…

Telefonen afbryder, og trafikassistenten lader en besked udgå gennem højtaleren: Lokomotivføreren på 205 – De bedes køre ud til perronen. Der er skiftet for Dem.

Fru Bjerborg fortsætter: Efter halvandet år i Silkeborg kom jeg i fire måneder til Skodsborg station, derefter til jernbaneskolen og tog i september 1944 eksamen som trafikmedhjælper. To år efter blev jeg trafikassistent.

- Har De så afsluttet uddannelsen?

- Næh, jeg går for tiden til en fagprøve og skal til eksamen i foråret, man vil da ikke være ,,evighedsassistent”, og prøven er nødvendig, hvis man skal avancere. Den omfatter foruden jernbanespørgsmål også nationaløkonomi, jura, samfundslære og flere andre ting.

- Hvordan er det at være enlig ,,høne” i kurven på Østerport?

- Jeg må sige, at jeg kommer godt ud af det med de mandlige kolleger, jeg har jo gennemgået samme uddannelse som de, og derfor betragter de mig på lige fod som kollega.

Telefonen ringer igen. Man ønsker besked om en lokomotivfører til et godstog. Lilly Bjerborg kalder ,,turkontoret” for at høre hvornår han kommer.

- Hvor mange fungerer som stationsforstandere her på perronen?

- Vi er 5 på skift, jeg gør også tjeneste i kommandoposten med signalanlæg og sporskifter, man er jo all round-uddannet, og desuden har jeg mine nattevagter. Der arbejdes døgnet rundt.

- Kunne De tænke Dem at avancere og måske flytte til provinsen?

- Nu har jeg gjort tjeneste her på Østerport siden 1944, jeg er kommen til at holde af København og kan ikke tænke mig at forlade den.

- Viser de rejsende ikke interesse for en kvindelig ,,stationsforstander”?

- Mest udlændinge. Der har været flere englændere herinde på kontoret for at tale med mig, og sidste sommer var en spanier så interesseret, at han absolut ville fotografere mig til sit album.
Bach

Efter at være kommet hjem, og efter at have læst artiklen, slog det mig, at Lilly Bjerborgs historie jo egentlig var ret interessant. Måske var det værd, at kontakte hende for at få hende til at fortælle sin historie, men spørgsmålet var om hun stadig var i live? Det var jo trods alt mere end 60 år siden, at artiklen blev trykt. Efter lidt detektivarbejde, fandt jeg ud af, at hun faktisk var flyttet til provinsen og boede i Aalestrup. Jeg kom også i kontakt med hende, men hun var ikke interesseret i at deltage i en artikel. Mit indtryk var, at det var beskedenheden som her slog igennem, men vi havde et par kortere hyggelige samtaler i telefonen, hvor hun – som jeg husker det ud fra hukommelsen – fortalte, at hun på et tidspunkt var stoppet i DSB, og i stedet var kommet ind for Postvæsenet og vistnok havde bestyret en postfilial i Salling eller Himmerland. Nu har jeg lige søgt på internettet, og hvis oplysningerne holder vand, så gik Lilly Bjerborg desværre bort i foråret 2015 i en alder af 90 år. Men der er ingen tvivl om, at hun i sin tid var blandt pionererne. For selvom der var ansat kvinder i DSB, så var det alligevel få af dem, som gjorde karriere ude på perronerne og arbejdede i driften i en længere årrække.

Mange hilsner
Lars