Brunkul kan kaldes mange ting. Tyskerne Braunkohle, yankierne Lignite. Det er stort set "same shit" men da det er et naturprodukt, så variere egenskaberne altså mellem landene. Ja, DDR brændte brunkul i store mængder. Næppe af lyst, men de havde sq ikke andet (og så den olie, man kunne bytte sig til med russerne).

Man brænder selvfølgelig det man har. Og brunkul brændes lystigt både i ex. DDR og ex. BRD.

Nedenfor et par billeder fra et besøg i området mellem Cottbus og Dresden i 2015. Jeg var der første gang i embeds medfør ca. 1993 eller 1994 og blev ret fascineret af hvor kæmpestort det hele er. Desværre var jeg dengang ikke nogen "ørn" til fotografi og løb i øvrigt tør for film så jeg har kun enkelte og ret dårlige fotos den dengang.

Her er udsigten over et af brunkulslejerne, Tagebau Welzow Süd:

Broen over brunkulslaget fører afgravet overjord til modsatte side så hullet igen bliver fyldt op. Broen er af type Förderbrücke F60, beregnet til at afgrave op til 60m jord. Den kører 3-4 km frem og tilbage og afgraver for hver passage ca. 80cm. Broen er 500m lang.

Størrelsen bliver sat mere i relief når man zoomer ind på den ene af de 2 gravemaskiner. Der var oprindeligt 3, den sidste på en 125m forlængerbro, men den er siden blevet erstattet af en fritkørende maskine:

Og et kig på brunkullene. Som det ses er de meget våde og 50% vand er hørt nævnt.

Og for nu at holde jernbaneforbindelsen så ser brunkulstogene såmænd næsten ud som i DDR-tiden:

Apropos vandindholdet i brunkullene så har vognene elvarme i siderne for at forhindre brunkullene i at fryse fast til vognsiderne om vinteren. Og hvis det er rigtig koldt bliver hele vognstammen sendt i dampbad inden den tømmes!

Mvh
Carsten Lundsten