Museet kan jo arbejde med museets omdømme. Museet lever af at nogle i Danmark interesserer sig for jernbaner, for ellers mister dette specialmuseum sin betydning. Det kræver at man kærer sig om dem som har interessen.

Museet kan selvfølgelig vælge at være museum for jernbaner for alle dem som ikke interesserer sig for jernbaner. Det er nok bare ikke lige det som giver støtter rundt i samfundet til opretholdelse af bevillinger til noget så særligt som til nogle få ansatte historikere der gerne vil formidle en enkelt transportform i Danmark og dennes samfundsmæssige betydning til ikke interesserede.

Når man begiver sig ud i en eksperimentel turnaround som museet har begivet sig ud i risikerer man at miste godt omdømme og det tager mange år at genvinde det, hvis det overhovedet genvindes.

En institution får troværdighed hvis det som kommunikeres er konsistent. Desuden kræver det at omgivelserne oplever at de beslutninger og handlinger museet foretager sig kan ses som meningsfulde - den offentlighed som interesserer sig for museet, ikke den brede offentlighed som er ligeglad med om der er et "jernbanemuseum" eller ej.

Det kan godt være at museet gerne vil statsanerkendes, men er det altså ikke. Museet vil også gerne have finansiering ud over 2020 og det er vel op til et politisk forlig hvor enten DSB/Bdk fortsætter bevillingen eller at museet bliver lagt under kulturministeriets ressort. Det sidste kan sådan set også ske ved at lægge jernbanemuseet ind under et af de eksisterende anerkendte museer.

Det har sådan set ikke noget med rygter at gøre. Selvfølgelig skal brug af offentlige midler diskuteres, herunder offentlige institutioners dispositioner. Der er i den sammenhæng ingen forskel på Region Sydjyllands udsmidning af brugbart sygehusinventar og Jernbanemuseets bevidste destruktion af genstande. Det er vel også fornuftigt at diskutere eventuelle tåbelige dispositioner inden de fuldbyrdes. Bevares, der er lovgivning at holde sig til når man er blevet statsanerkendt, men man er først under denne lovgivning når dette er sket.

Vi kan også tage et meget primitivt økonomisk syn på sagen. Lad os sige at museet har 250 nummerplader og de over en længere periode kan sælges for 2000 kr/stk. Ja så repræsenterer de en en værdi for museet på 0,5 mio kr. Man er rig hvis man vil se bort fra det provenu.