Oversigt over artikler og notater på Jernbanen.dk omhandlende danske smalsporsbaner i sten- og grusgrave samt skærvefabrikker mv.
Endvidere præsenteres en gennemgang af begreberne sand, grus, skærver, granit, flint mv.

• Carl Nielsen, Sand, Grus og Singelsforretning A/S
• Davinde grusgrav (Hans Jørgensen & Søn)
• De jydske Skærvefabrikker A/S
• Farum sten og gruskompagni A/S
• Hedehusene Skærvefabrik A/S
• Mogenstrup sidespor og stengrav
• Nymølle Skærvefabrik A/S
• Nørre Smedeby skærvefabrik A/S
• Roskilde Skærvefabrik
• Stenlejerne på Sjællands Odde A/S
• Sønderborg Skærve- og Grusværk

---

Sand

Sand er små, løse partikler af jordmateriale eller stenfragmenter, der er dannet gennem erosion og forvitring af sten og mineraler over tid. Sand består typisk af forskellige mineraler som kvarts, feldspat, glimmer, kalksten eller andre materialer, afhængigt af kilden hvor det dannes. I sand ligger kornenes diameter mellem 0,2 og 2 mm; er der iblandet væsentlige mængder af større korn, taler man om grus.
Sand anvendes på talrige måder, blandt andet som vej-, dæmnings- og bygningsmateriale (mørtel) som tilslag i teglværker, til støbesand, slibemateriale, glasfremstilling osv. Det meste danske sand indeholder dog for meget kalk til at kunne bruges som støbesand, og for meget jern til at kunne bruges i glasindustrien.

Grus

Grus består af små stenpartikler, der er større end sand, men mindre end grusmaterialer kaldet sten. Grus dannes typisk gennem forvitring og nedbrydning af større sten eller klipper, og kan forekomme i forskellige størrelser afhængigt af dets anvendelse og kilde. Grus kan være sammensat af forskellige materialer som kvarts, granit, kalksten eller andre former for naturligt forekommende sten.

Stenmel: Stenmel er et materiale bestående af knuste sten og stenpartikler med en meget fin kornstørrelse. Det er typisk en form for støv eller pulver lavet af knust sten eller stenmaterialer, der er finmalet til små partikler. Stenmel anvendes i forskellige bygnings- og anlægsapplikationer samt i landbruget. Dets fine kornstørrelse gør det nyttigt som et bindemiddel i stenmelbeton eller som et fyldstof til at udfylde mellemrum i sten eller mellem fliser for at skabe en jævn overflade. Det kan også bruges i jordforbedringsmidler for at forbedre jordens struktur eller som et supplement til kompost.

Betongrus: Betongrus er en specifik type grus på 0-15 mm i diameter, der anvendes som en vigtig bestanddel i betonblandinger. Det er en form for grus, der er nøje udvalgt til brug i betonproduktion og konstruktion af bygninger, veje og andre strukturer. Betongrus består af nøje udvalgte stenmaterialer af passende størrelse og sammensætning for at opnå ønsket styrke, konsistens og holdbarhed i betonen. De stenmaterialer, der anvendes som betongrus, kan være kvarts, granit, kalksten eller andre naturlige sten, der er knust og sorteret til at opnå den rette størrelse og form.

Perlesten/ærtesten: Perlesten, også kendt som ærtesten eller rullesten, er små, runde eller ovale stenstykker af varierende størrelse og farve. Disse sten dannes naturligt i flodlejer, langs kystlinjer eller gennem menneskelig bearbejdning af stenmaterialer. Perlesten har en glat og rundet form på grund af langvarig erosion fra vand og bevægelse, hvilket giver dem deres karakteristiske udseende. De findes normalt i størrelser fra 2 mm til 20 mm i diameter, men størrelsen kan variere afhængigt af kilden og oprindelsen.
Disse sten kan være lavet af forskellige materialer, herunder kvarts, granit, skifer eller andre naturlige sten, og de kommer i forskellige farver som hvide, grå, sorte, røde, gule eller blandinger af nuancer. Perlesten bruges ofte i landskabsdesign, havearbejde og dekorative applikationer. De kan bruges til at skabe stier, stenbelægninger, dekorative indkørsler eller som en del af vandhaver og dekorative områder i haver og offentlige rum.

Singels: Singels er små sten eller grusstykker med en størrelse typisk mellem 2 mm og 63 mm i diameter. De kan være af forskellige typer, såsom kalksten, granit eller andre materialer. Singels bruges ofte til forskellige byggeformål såsom stier, indkørsler, betonproduktion og dræningsformål.

Nøddesten: Nøddesten er større sten, ofte mellem 63 mm og 200 mm i diameter. Disse sten er betydeligt større end singels og anvendes typisk til mere robuste konstruktioner såsom fundering, dræningskanaler eller som dekorative elementer i landskabsdesign.

Grus brugtes tidligere især som ballast ved jernbaneanlæg og til vejmateriale; senere ved fremstilling af beton.
Stenuld eller Rockwool er et fint fiberprodukt, som fremstilles af sten. Det anvendes især til isolation, bl. a. af bygninger, varmeanlæg, kedler og ledninger. Rockwool fremstilles på en fabrik i Hedehusene (A/S Rockwool), der får råmateriale fra den nærliggende Nymølle Skærvefabrik. Færdigvarerne kommer i handelen i løs vægt eller som måtter.

Skærver

Skærver er små fragmenterede stenstykker af varierende størrelse. De er større end grus og kan være i størrelsesområdet mellem 25 mm og 150 mm i diameter. Skærver fremstilles typisk ved knusning eller nedbrydning af større sten eller klipper, hvorefter de uregelmæssige brudstykker sorteres efter størrelse. De består af forskellige typer sten som kalksten, granit, kvarts eller andre naturlige materialer, og forekommer i forskellige farver og former afhængigt af den specifikke stentype og kilden. Skærver anvendes ofte i anlægs- og byggeindustrien til forskellige formål, herunder:

Anlægsarbejde: Skærver bruges i vejkonstruktion, stier, indkørsler, og som en del af fundamentet til bygninger og andre strukturer.
Dekoration: På grund af deres varierede farver og størrelser bruges skærver også til dekorative formål i haver, landskabsdesign og stenbelægninger.
Dræning: De kan også anvendes til dræningsformål i konstruktioner eller til at forbedre dræningsforholdene i jord.

Den samlede danske produktion af skærver (især til jernbaneanlæg) androg i 1938 575.000 tons, og heraf produceredes en meget stor del i stenbruddene på Bornholm. I de daværende 38 skærvefabriker fremstilledes kun 26.600 tons skærver samt 600.000 tons grus, singels og sten.
De største danske grusgrave og skærvefabriker var Balle og Løsning samt Bjergskov og Nr. Smedeby ved Padborg i Jylland; desuden Sjællands Odde (ejedes af Århus Havn), Aunsøgård ved Svebølle, Farum og Hedehusene på Sjælland. A/S Korsør Stenforretning og A/S De jyske Skærvefabriker hørte til de største virksomheder indenfor denne branche.

Stenbrud

Den danske produktion af bygningsgranit, gravmonumenter og brosten varierer betydeligt fra år til år. Fra 1920 til 1940 svingede produktionen af bygningsgranit mellem 2.000 og 5.000 tons, produktionen af gravmonumenter mellem 500 og 1.000 tons, og produktionen af brosten og chaussésten mellem 18.000 og 72.000 tons.
Antallet af danske stenbrud er ikke stort. Det har i løbet af årene 1925-1939 varieret mellem 16 (1925) og 38 (1935). Det største bornholmske stenbrud var A/S De forenede Granitbrud Sandstensbrud og Stenhuggerier på Bornholm, Rønne. Dette selskab var i virkeligheden grundlagt allerede i 1821, da Bornholms daværende kommandant Hoffmann begyndte at bryde granit på Klippegård. Hoffmann solgte i 1825 bruddet til købmand Jens Hansen i Rønne, og efter hans død i 1844 overgik brydningsretten til hans to børn. Virksomheden fortsattes derefter som et Familieforetagende, indtil den i 1873 omdannedes til interessentskab under navnet ”De forenede Granitbrud og Stenhuggerier ved Rønne”. I 1896 stiftedes aktieselskabet, og det nuværende navn fik selskabet ved den store udvidelse i 1922, hvor det optog fire andre firmaer, derimellem det føromtalte Frederiks stenbrud ved Nexø. Firmaets største brud var Klippegård, der lå 3 kilometer nordøst for Rønne.
Blandt de store brud på Bornholm skal desuden nævnes Møller og Handbergs Stenhuggerier og Stenbrud (fra 1919), der havde stenbrud og stenhuggerier i Olsker og ved Allinge, og desuden statsejendommen Hammerens Granitværk samt Sten- og Billedhuggeri, Marmor- og Skifervarefabrik i København med en filial i Næstved. Til sidst kan nævnes A/S De danske Granitbrud, der blev stiftet 1914, som brød granit ved Vang.

Granit

De forskellige former af granit er alle eruptive bjergarter. Moderlavaen stammer i de fleste tilfælde fra urtiden eller den palæozoiske tidsalder; enkelte granitmassiver er dog dannet så sent som i tertiærtiden.
Granittens hovedbestanddele er kvarts, kalifeldspat (undertiden findes desuden oligoklas) og glimmer eller hornblende. Efter indholdet af de to sidstnævnte bestanddele skelner man mellem glimmergranit og hornblendegranit. I øvrigt skelnes mellem talrige forskellige varianter af granit, afhængig af forholdet mellem grundbestanddelene og sekundære mineraler, som f. eks. apatit og magnetit. I reglen er granitter grovkornede eller mellemkornede, da de er dannet i massiver i stor dybde.
Med hensyn til farve afviger de forskellige granitformer ofte meget stærkt fra hinanden; det hænger sammen med, at de enkelte mineraler kan optræde med vidt forskellig farve; således er kvartsen ganske vist i reglen hvid, men den kan være blålig. Feldspatten er hvid, rød eller grålig, hornblenden og glimmeret er i reglen mørke, men glimmeret kan være lyst.
Granitternes varierende sammensætning og struktur har stor betydning for deres praktiske anvendelse. Ikke mindst spiller den større eller mindre spaltelighed en stor rolle for granit, der skal tilhugges til brosten eller lignende. I den henseende har glimmergranitterne en stor fordel, idet glimmerskællene i reglen er samlet lagvis i en bestemt retning og derved letter kløvningen. På den anden side er glimmergranitten ofte mindre egnet til slibning, da glimmerskællene let rives løs på slibefladen, der således bliver ujævn og vanskeligere at polere.
Alt i alt er granit en meget værdifuld bygningssten; især udmærker den sig ved hårdhed, slidstyrke og modstandsevne overfor forvitring. Vægtfylden er ret betydelig, gerne mellem 2,6 og 2,7.
De fleste granitter er oprindelig opstået i stor dybde, i massiver eller i gange. Disse massiver og gange er dog mange steder ved erosion gennem millioner år efterhånden kommet til at udgøre en del af jordens overflade, således i det ”Canadiske Skjold” og over store dele af Skandinavien og Finland. For Danmarks vedkommende kendes granit kun fra Bornholm, når man ser bort fra de vandresten, som i istiden blev ført ud over hele Danmark og efterladt her, efterhånden som den skandinaviske is smeltede tilbage.
Det bornholmske grundfjeld ligger mod nord og nordøst, består af granit og udgør omkring 2/3 af øens areal, Til trods for områdets lidenhed - ca. 400 km2 - skelner man dog almindeligt mellem mindst 5 forskellige varianter. Den almindeligste er den stribede granit. Det er en grå, i reglen tydelig skifret bjergart. Farven kan dog variere, og man kender flere undervarianter af stribet granit. Nogle er rødlige, andre mørke i farvetonen. Stribet granit brydes f. eks. ved Store Bjergegård i Vestermarie.
Paradisbakkegranitten, der ligger østligst i den stribede granits område og som betragtes som en undervarietet af stribet granit, brydes ved Præstebo i Ibsker. Den har et smukt flammet udseende og egner sig derfor udmærket til bygningssten og navnlig til finthugget arbejde.
Øst for Paradisbakkegranitten ligger et massiv af svanekegranit. Det strækker sig fra Listed ved Nordøstkysten over Svaneke og Årsdale næsten til Nexø. Svanekegranitten udmærker sig fremfor alle andre bornholmske granitter ved at være særdeles grovkornet. I øvrigt varierer dens farve fra at være grå mod nord omkring Svaneke til at være rødlig mod syd i nærheden af Nexø. Svanekegranitten brydes i et par brud nord for Nexø.
Rønnegranitten ligger i den sydvestligste del af grundfjeldsområdet og kun få kilometer øst for Rønne (vestgrænsen dannes af kaolingraven). Rønnegranitten er hornblenderig og den mørkeste af Bornholms granitter, undertiden næsten sort. Den har været brudt fra gammel tid, og den bruges almindeligt både til bygningssten og til monumenter og gravsten, idet den er meget smuk og let at polere og tilhugge. Store stenbrud findes ved Klippegård ca. 3 kilometer nordøst for Rønne og sydligere ved Stubbegård.
Nordligst på Bornholm findes Vang- og Hamrnergranitten.
Vanggranitten ligger i et smalt bælte, der når fra Vang og Johns Kapel tværs over øen til østkysten og derved skiller den stribede granit fra Hammergranitten. Vanggranitten hører til de mørkegrå granitter, men har dog et rødligt islæt, der giver den et livligt udseende. Den brydes i et par store stenbrud ved Vang og også i nogle brud nær Allinge.
Til sidst skal omtales Hammergranitten, der udfylder Bornholms nordspids. Den er mere ren rød end nogen anden bornholmsk granit. Den røde farve er dog ikke ensartet, men bliver pletvis mørkere; den skyldes som i andre granitter, mikroklin og udskillelser af jernforbindelser. Der ligger flere store stenbrud i nærheden af Allinge og Sandvig, og Hammergranitten anvendes især til skærver, i langt mindre omfang til bygningssten og brosten.
Bornholms produktion af granit er efter forholdene ganske betydelig og dækker hovedparten af Danmarks forbrug. Resten indføres især fra de rige skandinaviske stenbrud i Bohuslän og ved Frederiksstad; også de store granitbrud omkring Oslofjord og i Blekinge er af stor betydning for Skandinaviens produktion og eksport.

Sandsten

Sandstenslejer af betydelig udstrækning findes kun på Bornholm. I den sydlige del af Bornholm strækker Nexøsandstenen sig som et 2-7 kilometer bredt bælte tværs over øen fra Nexøegnen over Åkirkeby til 4-5 kilometer sydøst for Rønne. Sandstenen er den ældste palæozoiske dannelse, og den er dannet af granittens forvitringsprodukter, som er aflejret i det lavvandede hav, der dengang fandtes syd for granitområdet.
Nexøsandstenen har en brunligrød farve. Dens samlede dybde er ca. 60 meter. Man kan dog skelne mellem 3 lag. Det nederste lag, der er uregelmæssigt lagdelt, består af storkornet kvarts og feldspat, der er kittet sammen med et brunligt bindemiddel. Den mellemste zone af Nexøsandstenen har ikke konglomeratnatur, men kvartskornene er mindre og aflejret efter størrelse, og bjergarten er tydelig lagdelt, farven er omtrent den samme brunrøde som i bundlaget.
Det mellemste lag har størst praktisk betydning, og det er således denne zone, som udnyttes i det store Frederiks stenbrud ved Nexø. Denne sten udmærker sig navnlig ved, at bænkene har en ret gunstig tykkelse, varierende mellem 40 og 75 cm. Sandstenens øverste zone er tydeligt afvigende. Den er finkornet – må altså være dannet på temmelig dybt vand - og da bindemidlet er temmelig rigt på kvarts, har den ofte kvartsitkarakter. Farven er afvigende fra de to nedre lag, ofte lys, hvid eller grålig. Bl. a. på grund af den ringe bænketykkelse - i reglen mindre end 10 cm - egner denne sten sig kun dårligt til brydning.
Medens Bornholms granit kun har været brudt siden 1819, anlagde den danske stat allerede i 1754 Frederiks stenbrud nord for Nexø. Det er dog forlængst gået over i privat eje. Allerede i 1852 solgte staten det, og i de følgende årtier skiftede det gentagne gange ejer og gik til sidst ud af drift. I 1872 blev det dog besluttet, at man skulle begynde brydningen på ny, men samme år brød stormfloden ind i bruddet, som derefter lå stille i 50 år; først i 1922 blev det på ny tørlagt, og siden har brydningen foregået uden afbrydelse. Frederiks stenbrud producerer råblokke, bygningssten, gravmonumenter og især fliser og andre arbejder i sandsten samt affald (skærver, stengærder), i alt normalt omkring 1500 tons.

Flint

Flint er en variant af kvarts; den er tæt og ukrystallinsk og af meget varierende farve, fra lys brunlig eller grålig til mørk grå eller sort. Farven afhænger i hovedsagen af, hvor store mængder flinten indeholder af kul og jernilter. Flintens praktiske betydning skyldes dens store hårdhed - 6-7 ligesom kvarts - der gør den velegnet til knusning og slibning.
I danske kridttidsaflejringer findes flint almindeligt aflejret, enten som tynde lag eller som rækker af knolde i kalk eller kridt. Når flintesten i vore dage over store dele af landet træffes almindeligt i de øverste jordlag, hænger det sammen med, at flinten i istiden er transporteret ud over størstedelen af Danmark og senere, ved gletschernes afsmeltning, efterladt i grus og stenet moræneler. Brydningen eller indsamlingen af flint foregår dog lettest i kridt- eller kalkrige kystklinter, der ofte indeholder meget store mængder af flint. Fremhæves må navnlig Stevns klint og Møns klint. Det er da også kun ved sådanne kystklinter, at det er muligt at finde den såkaldte kugleflint. Efterhånden som klinten nederoderes, falder flintklumperne i stranden, hvor de ved hjælp af bølgeslag og slibning mod andre sten, efterhånden antager kugle- eller ægform, altså bliver til kugleflint.
I Danmark har flintesten gennem flere tusinde år været anvendt til brugsgenstande. Flinten er uden tvivl det vigtigste og mest karakteristiske kulturelement for Danmarks stenalder, som således egentlig burde kaldes ”Flintealderen”. I denne benyttedes flinten først og fremmest til våben, men også i høj grad til husholdningsknive og lignende skærende redskaber. Senere har flinten kun indtaget en beskeden plads indenfor den danske kultur, men eksempelvis har den dog i århundreder været benyttet til flintlåsgeværer og til fyrtøj.
Den årlige produktion af kugleflint og anden flint svinger meget stærkt, i 1930´erne var den mindste årsproduktion således kun 23.000 tons, medens den største androg 195.000 tons. Til trods for at kugleflint til rørmøller og lignende maskinanlæg efterhånden erstattes med stålkugler, har Danmark dog selv i slutningen af 1930´erne haft en betydelig udførsel af kugleflint. Hovedaftagerne af den danske kugleflint har i mellemkrigsårene været Tyskland og USA, men desuden har Norge, Sverige, Storbritannien, Canada, Australien og Japan aftaget store mængder.

Marksten og søsten

Sten af granit og gnejs fremskaffes ikke blot fra den faste klippe på Bornholm, men også i meget stort omfang fra markjorden (marksten) og fra strandbredden og havbunden (søsten). I gammel tid var Danmarks overflade overstrøet med talrige store sten, de såkaldte kampesten, transporteret hertil af indlandsisen; disse sten har gennem århundreder haft en vældig betydning ved husbygning og som skærver til vejanlæg. Selv i vore dage, hvor det intensive landbrug efterhånden har fået antallet af større marksten stærkt reduceret, anvendes der stadig så store mængder af marksten, at man ved en omtale af Danmarks mineralproduktion ikke kan undgå at nævne det. Det er dog ifølge sagens natur umuligt at give mere end en skønsvis oversigt over, hvor store kvantiteter eller værdier, der her er tale om.
Som søsten betegner man normalt de kampesten, der fiskes op udenfor kysterne, for at anvendes til havnebygning, høfdeanlæg eller lignende. Også på dette område er der efterhånden gjort et stærkt indgreb i forrådene, og ved adskillige kyster i nærheden af de store forbrugscentrer kan det nu ikke længere betale sig at fiske søsten; i øvrigt er det flere steder forbudt af hensyn til kystsikringen.
Med hensyn til forbruget, er Statens Vandbygningsvæsen hovedaftageren, N. V. Ussings angiver dettes forbrug til 34.129 tons i året 1900; det tilsvarende tal var for 1938-39 26.400 tons og for 1939-40 26.500 tons. Den væsentligste del af leverancerne til Vandbygningsvæsenet og statshavnene er anvendt til kystsikringsarbejderne på Jyllands vestkyst (Limfjordstangerne nord og syd for Thyborøn Kanal), til hvilke der i 1938-39 er anvendt ca. 24.800 tons og i 1939-40 ca. 20.400 tons. Den øvrige del af det forannævnte samlede forbrug i disse år er anvendt til vedligeholdelse af statshavnene i Skagen, Hirtshals, Rørvig og Gilleleje samt til vedligeholdelse af kystsikringsanlæggene vest for Skagen havn. I begyndelsen af 1940´erne blev der anvendt en del søsten til anlægget af Rømødæmningen og til inddæmningen af Kalvebodstrand.
Det bør dog fremhæves, at Vandbygningsvæsenets forbrug af søsten kun omfatter en forholdsvis ringe del af det samlede forbrug her i landet, idet der f. eks. til anlæg og vedligeholdelse af moler etc. for de talrige kommunale og private havne anvendes ret betydelige mængder, men størrelsen af dette forbrug kendes ikke med sikkerhed.
(Ovenstående tekster stammer delvis fra bogen Danmarks Minedrift, Johannes Humlum, 1943)

---

Carl Nielsen, Sand, Grus og Singelsforretning A/S

Islands Brygge 4, København S
Grundlagt i 1880 af Carl Nielsen (1855-1929). Omdannet til aktieselskab i 1916.
Firmaet modtog bl. a. søral, Der blev lagt på lager via en lossebro henover havnesporene på Islands Brygge. Lossebroen havde smalspor med håndskubbede tipvogne, og der findes et billede af broen fra ca 1903. Firmaet eksisterede stadig i 1950.

---

Roskilde Skærvefabrik

I 1885 etableredes Roskilde Skærvefabrik i grusgraven syd for byen. Murermester Jens Peter Olsen erhvervede skærvefabrikken i starten af 1900-tallet og udvidede den betydeligt. Han moderniserede fabrikken, hvilket gjorde den til en af Sjællands største. Fabrikken producerede primært skærver, der blev anvendt af DSB som ballast ved anlæggelse og renovering af jernbanestrækninger. Udover skærveproduktion fungerede fabrikken også som en almindelig grusgrav.
Hele virksomheden blev overtaget af Carl Nielsen i 1923, og et par år senere blev der lagt 600 mm smalspor i grusgraven op på en rampe, så sten og grus kunne tippes direkte ned i lastbiler.
I 1930'erne blev grusgraven forbundet med en sydligere liggende grusgrave, hvor Musicon-området ligger i dag. Dette blev starten på etableringen af Sjællands betonvarefabrik, da adgangen til råmaterialet grus var let tilgængeligt. Et tipvognsspor blev oprettet fra den oprindelige grusgrav, og strakte sig til betonvarefabrikken.
I slutningen af 1940'erne blev både grusgraven og skærvefabrikken nedlagt. I 1950 overtog Ostegrosser Knud Tolstrup det område af grusgraven, hvor skærvefabrikken tidligere havde været placeret. Grusgraven forblev uvedligeholdt i nogle år, hvilket resulterede i dens gradvise overvoksning og forfald af de tilbageværende strukturer. Dog blev grusgraven i begyndelsen af 1950'erne omdannet til stedet, hvor en fyrværkerifabrik fik hjemme.
I 1953 begyndte den dengang 14-årige Jens Winter at køre ræs på sin Husqvarna-motorcykel i grusgraven. Det tiltrak flere unge, som brugte den nedlagte grusgrav som en uofficiel racerbane, og dette satte tankerne i gang om at etablere en dedikeret racerbane på stedet. Roskilde kommune besluttede at omdanne området til et grønt område, og i 1953 blev det officielt udnævnt som "Anlæg af Motorbane og Sportsplads" efter en ansøgning fra Automobil Sports Klubben. Den første mindre bane blev indviet på grundlovsdag i 1955, hvor ikke mindre end 30.000 tilskuere mødte op.
Racerbanen - kaldet Roskilde Ring - eksisterede til og med 1968, hvor naboklager fra bl.a. sygehuset over støj, fik Roskilde kommune til afvise flere løb, og hele området blev herefter omdannet til et grønt rekreativt område.

Lokomotivliste:

• Pedershåb 113/1933
• Et ukendt Willemoes lok
• Et ukendt lok

---

Sønderborg Skærve- og Grusværk

Sønderborg Skærve- og Grusværk blev - som ovenfor nævnt - etableret i 1925, og i de følgende år gravede man grus fra grusgrave flere forskellige steder ved Sønderborg.
På et tidspunkt begyndte man også at grave syd for Sdr. Hostrup små 10 kilometer sydøst for Aabenraa. Denne grav voksede, og der blev anlagt en 600 mm smalsporsbane til transport af det bortgravede sten og grus. Det første smalsporslokomotiv blev indkøbt fra Pedershåb Maskinfabrik i 1935.
Ejerne af skærveværket var også en del af ejerkredsen i entreprenørfirmaet Christiansen, Rasmussen og Viereck, Sønderborg, og det er sandsynligt, at man udvekslede materiel firmaerne imellem.


I 1965 opkøbtes Nørre Smedeby skærvefabriks stengrav i Fladbjerg, og det antages, at flere lok fra dette firma fulgte med i købet. I Fladbjerg blev 600 mm spornettet gradvist nedlagt og transporterne overført til lastbil.
I 1970 blev virksomheden omdannet til et aktieselskab under navnet Sønderborg Skærve- og Grusværk A/S. og som sådan eksisterede det også i 1982, som er det sidst kendte år for virksomhedens aktiviteter.

Lokomotivliste:

• Pedershåb 117/1933
• Pedershåb 149/1935
• Pedershåb 167/1936
• Pedershåb 209/1938

Lundtoft

I 1905 etableredes et sidespor fra Lundtoft station til en grusgrav i Fladbjerg fra et sporskifte uden for stationens indgangssporskifte. I forbindelse med sidesporet var der et kort afløbsspor.
Firmaet i Fladbjerg hed “Christiansen & Co., Wandsbek” og er muligvis den samme Christiansen, der senere var med til at stifte Sønderborg Skærve- og Grusværk.
Lundtofter Kieswerke er også benyttet som firmanavn for arbejdet i grusgraven. Både grusgrav og sidespor blev nedlagt før Genforeningen i 1920.

---