Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

En tur til Chile V - den chilenske forbindelse (Generelt)

af Hans T. Møller, Risskov, 28/8 2019, 08:32 (1703 dage siden) @ Hans T. Møller

OK, overskriften er clickbait, men man må jo følge med tiden...

I midten af 1930'rne blev det besluttet, at De chilenske Statsbaner skulle oprette en søfartsafdeling, og den 1. januar 1939 begyndte sejladsen.

Der var to ruter, dels en lang mellem Arica i nord og Punta Arenas i syd med anløb af de større havne undervejs, dels en lokal mellem Puerto Montt og havnebyerne syd herfor.

Forinden var man gået på jagt efter brugt tonnage - og nu kommer det interessante: De chilenske Statsbaner købte de to fartøjer S/S Østbornholm og S/S Nordbornholm af A/S Det Østbornholmske Dampskibsselskab.

Hvorfor hentede man skibe i det fjerne Danmark? Man skulle tro, at der i de kriseramte 30'erne var mange og mere nærliggende muligheder. Jeg kunne godt tænke mig at efterforske ”den chilenske forbindelse”, og måske er der nogen i forum, som har ideer til, hvor man skal lede?

De to danske skibe blev omdøbt til ”Chacao” og ”Canal Trinidad” og indsat på lokalruten fra Puerto Montt. Chacao blev videresolgt i 1948, Canal Trinidad blev øjensynligt moderniseret og omdøbt til ”Trinidad” i 1957. I 1968 blev hun ophugget.

Her er et postkort med den moderniserede Trinidad (ex. Nordbornholm) og et ringe billede af Chacao (ex. Østbornholm), som må stamme fra en eller anden bog:


[image]

[image]

(fortsættes)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak