Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

71 % foretrækker et liberalt jernbanemarked. (Trafikpolitik)

af M. Thomsen, 24/9 2012, 22:35 (4243 dage siden)

Sakset fra EU kommisionen:

Eurobarometer-undersøgelse: 71 % af europæerne går ind for mere konkurrence på de nationale og regionale jernbanemarkeder
71 % af EU-borgerne er villige til at åbne deres nationale og regionale jernbanemarkeder for konkurrence. I alle medlemsstater - med undtagelse af Nederlandene og Luxembourg - er mere end 60 % positivt stemt. 78 % af EU's borgere mener, at øget konkurrence vil gavne passagererne.

Ifølge en særlig Eurobarometer-undersøgelse er mindre end halvdelen af europæerne (46 %) tilfredse med deres jernbanesystemer, om end tilfredsheden er vokset siden 1997, hvor den blot lå på 41 %. Tilfredsheden svinger fra 67 % i Finland til 18 % i Bulgarien. I medlemsstaterne i Central- og Sydøsteuropa (Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Slovakiet, Polen, Rumænien, Bulgarien og Grækenland) er tilfredsheden generelt set lav.

De fleste europæere mener, at en åbning af markedet vil have en positiv indflydelse på: billetpriserne (72 %), kvaliteten af servicen i togene (71 %), komfort og renhed i togene (70 %), togenes hyppighed (68 %), togenes punktlighed (66 %), forvaltningen af jernbaneselskaberne (63 %) og antallet af stationer og strækninger, der vil blive dækket (62 %).

Langt størstedelen af europæerne forventer, at øget konkurrence på jernbanemarkedet vil gavne de enkelte interessenter, dvs. passagererne (78 %), de private jernbaneselskaber (68 %) og de ansatte i jernbaneselskaberne (55 %).

Endelig ønsker 70 % af EU-borgerne, at konkurrencen vil føre til lavprisservice på jernbaneområdet, ligesom det er tilfældet hos lavprisflyselskaberne, og 43 % ønsker særtjenester såsom måltider, film, aviser og lignende. Næsten to tredjedele (65 %) af europæerne vil gerne have bedre muligheder for at købe billet, f.eks. online, via smartphone eller ombord.

Næste skridt
Europa-Kommissionen vil i de kommende måneder vedtage en række nye foranstaltninger, den såkaldt fjerde jernbanepakke, som skal åbne de nationale jernbanemarkeder for konkurrence, forkorte produktionstiden for det rullende materiel ved at styrke Det Europæiske Jernbaneagenturs rolle og forbedre forvaltningen af jernbaneinfrastrukturen (for dermed at effektivisere jernbanedriften og forbedre konkurrencen).

Baggrund
Mere end halvdelen af europæerne (55 %) benytter de nationale eller regionale tog: mindst én gang om ugen (6 %), flere gange om måneden (4 %), flere gange om året (19 %) eller højst én gang om året (26 %). Mere end fire ud af ti europæere har aldrig benyttet disse tog (45 %).

Lidt flere end fire ud af ti europæere, eller 41 %, benytter lokaltogene: mindst én gang om ugen (7 %), flere gange om måneden (5 %), flere gange om året (13 %) eller højst én gang om året (15 %). Næsten seks ud af ti europæere har aldrig benyttet lokaltog (59 %).

Togpassagererne tager primært nationale eller regionale tog i forbindelse med fritidsture (70 %). Kun få passagerer nævner arbejde og skole (10 %) eller forretningsrejser (10 %) som mål.

Når de europæere, der aldrig eller højst én gang om året tager toget, bliver spurgt, hvilke forbedringer der ville kunne få dem til at benytte toget, fremhæver mere end fire ud af ti lavere priser (43 %). Andre forbedringer, der nævnes knapt så hyppigt, er: et bedre netværk med flere strækninger eller stationer (20 %), kortere rejsetid (17 %), mere pålidelig service (16 %), mere komfortable og renere tog (16 %) og flere afgange (14 %). Af de adspurgte, som aldrig eller kun sjældent rejser med tog, er der næsten tre ud af ti, som spontant svarer, at ingen forbedringer vil kunne få dem til at tage toget (28 %).

Næsten halvdelen af europæerne (46 %) er tilfredse med deres lands nuværende nationale og regionale jernbanesystem. Der er imidlertid en væsentlig procentdel (36 %), som svarer, at de ikke er tilfredse.

De fleste europæere (71 %) går ind for at åbne de nationale og regionale jernbanemarkeder for konkurrence, forudsat at alle operatører skal leve op til de samme sikkerhedsstandarder.

http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb_special_399_380_en.htm#388


Kontaktpersoner:
Helen Kearns (+32 2 298 76 38)
Dale Kidd (+32 2 295 74 61)


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak