Et sidespor, men hvor

af FS1954, 8/3 2014, 19:47 (3709 dage siden) @ Thorbjørn

Tak for dette meget interessante billede - jeg er selv vokset op i nabolaget i 1960'erne, men det var helt utænkeligt at betræde området - dengang. I stedet kastede jeg lange blikke ind mod området, når jeg kom med S-toget nordfra og havde passeret Hellerup station - for der førte et sidespor ind gennem den tætte bevoksning. Det er summarisk beskrevet i Thomassens bog om Nordbanen.

Enkelte gange kørte jeg med linje F fra Hellerup mod Vanløse, og der kunne jeg lige nå at skimte et spor nede i terrænet - samt et fly, der stod i en lysning. Hvordan det var landet der, har jeg ingen anelse om, og måske var det bare en attrap?

Mange år senere - i midten af 1990'erne - fandt jeg ud af, at der nu var offentlig adgang, og min sandten om ikke nogle meter spor lå der endnu. Jeg fik taget nogle billeder (som jeg p.t. ikke kan finde, men hvis de dukker op, lægger jeg dem på siden her). Ved et kontrolbesøg for et par år siden kunne jeg hverken finde skinner eller rester af tracéen, så der har været kraftig oprydning i mellemtiden.

Med venlig hilsen,

FS1954

--
FS1954


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak