Jernbanerestaurationer

af Erik V. Pedersen ⌂, Ballerup, 10/10 2014, 22:32 (3488 dage siden) @ Georg Schmidt

(...)

Her en oversigt over jernbanerestaurationerne i 1945 vest for Storebælt, listen er vist endda ikke helt komplet. Restaurationerne var forpagtninger og der skulle betales afgift efter forskellige satser.

Aalborg, Aalestrup, Aarhus Fragtgods, Aarhus H, Aarhus Ø, Bramminge, Brande, Broen (Lbt), Esbjerg, Fredericia, Frederikshavn, Haderslev, Herning, Hjørring, Hobro, Holstebro, Horsens, Kolding, Langå, Lunderskov, Nyborg, Nørresundby, Odense, Padborg, Randers, Ribe, Ringkøbing, Ryomgård, Rødekro, Silkeborg, Skanderborg, Skjern, Skive, Struer, Sønderborg By, Sønderborg H, Thisted, Tinglev, Tommerup, Tønder, Vamdrup, Varde, Vejle, Viborg og Vojens.

Mvh
Georg

---------------
.

Rudkøbing.

Også Rudkøbing -Langelandsbanen- kan tilføjes.


På min første tur til Langelandsbanen spiste jeg en aften på jernbanerestauranten på Rudkøbing station. Ja, --også dér var der restaurant dengang, selvom det næsten lyder utroligt i vore dage.

Her ved bordet kom jeg til at sidde på en -for mig dengang- ganske speciel type stol. Stolen havde kvadratisk sæde, men det var drejet ”diagonalt” i forhold til ”almindelige” stole. Endvidere var de tre af stolens ben så lange, at de gik helt op, og var med til at bære ryglænet. De var -som nævnt- for mig ret specielle, men jeg syntes, at man sad ganske godt i dem. Alt i alt gjorde de et stort indtryk på mig. Om stolene var banens, og stillet til rådighed for restauranten, eller om det var restaurantens egne, ved jeg ikke.

Efter Langelandsbanens nedlæggelse sendte jeg derfor et brev til Langelandsbanen, med ønske om at måtte købe et ventesalsbord, tre almindelige ventesalsstole og en af ovennævnte stole fra restauranten.

Kort efter kom der en fragtgodsforsendelse fra banen indeholdende det ønskede ventesalsbord, tre stole og en ”lænestol”, men af en helt anden type, end ventet. Umiddelbart var skuffelsen ”rimelig stor”, men den er dog i årenes løb vendt til glæde, fordi denne ”lænestol” tilsyneladende passer bedre sammen med det øvrige ”møblement”, med banens initial udskåret i ryggen.

[image] [image]
Bord og stole, som de blev modtaget fra Langelandsbanen. Tv. ses den omtalte ”lænestol”.
Det lille foto viser rygmærkerne i stoleryggene.

Hvor møblerne har stået ved jeg ikke. De er formentlig blot samlet sammen ved banens nedlæggelse, og sendt til f. eks. Rudkøbing, hvor man vel har taget de nærmeststående ved afsendelsen. Nu står de til gengæld samlet på "mit" værelse og er i daglig brug, --ja, faktisk er hele min samlede hjemmeside skrevet, siddende på en af disse gamle, men "rimeligt hårde" LB-stole.

Min nu afdøde fader sagde mange gange, (når vi dengang sad ved "møblementet" i det lille sommerhus, der dengang lå på stedet, hvor jeg nu bor), at gid bordet kunne tale, og genfortælle lidt af det, som det havde oplevet i årenes løb. Der var sikkert spillet mange spil kort ved det grønne bord i årenes løb.

Udført til banens åbning i 1911, herefter gennemlevet to verdenskrige, en depression i 30´erne, en masse gode som dårlige dage / tider i godt, varmt og tørt vejr, men også i kolde, våde vinterperioder. Dengang kom de rejsende jo ikke lige i sidste øjeblik, og slet ikke dér ude på landet. Jo, --det kunne sikkert have været underholdende at høre disse oplevelser.

I årenes løb -ved Langelandsbanen- er stolene jævnligt blevet ferniseret, lakeret og hvad det nu har heddet i årenes løb. Dette er sket med de til enhver tid aktuelle produkter -gode som dårlige-, hvilket jeg fik et tydeligt bevis på for nogle år siden. Ved et tilfælde havde jeg fået stillet et syltetøjsglas med nogle skruer på "lænestolens" træsæde. Stolen stod på det tidspunkt således, at den ikke var i daglig brug, men alligevel stod glasset der kun i en kort periode. Da jeg herefter flyttede glasset igen, var der det "nydeligste" aftryk i lakken af de små "prikker" nederst under glasset. De var trykket ned i de mange lag af lak, og kan ses den dag i dag, mindst 15-20 år efter.

Der er ikke senere foretaget nogen ”restaurering” af møblerne, der foreløbig skal ”leve” videre med deres mange lag af fernis og lak. En historie i sig selv.


Men, --hvem tegnede og fremstillede møblerne til stationernes ventesale ???


Erik V. Pedersen,
http://evp.dk/index.php?page=langelandsbanen

[image]

.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak