Østrig 1988, Montafonerbahn-I (5 illustrationer)

af Niels Munch, 5/4 2020, 14:35 (1482 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 5/4 2020, 15:33

Kære alle i Forum,

Med mit indlæg af 26.03.2020 tog vi hul på 1988-ferien i Vorarlberg, Østrig. Her lovede jeg bl.a. at vende tilbage til Vorarlbergs eneste privatbane Montafonerbahn Bludenz-Schruns (MBS).

MBS blev indviet i 1905 som den første elektriske, normalsporede jernbane i det Østrig-Ungarske Monarki. Indledningsvis kørte man på 650V, fra 1950 750V og endelig fra 1965 på 900V DC.
Trafikken blev fra 1924 besværet af, at Arlbergbanen gennem Bludenz blev elektrificeret med 15kV 16,7 Hz ~.
MBS måtte kappe sit køreledningsanlæg ved stationsgrænsen og lade sig ind- og udrangere det sidste stykke, først med dyrt lejet BBÖ-damptrækkraft, dernæst med egne motorvogne forsynet med akkumulatorer, og så med 2 tosystem-lokomotiver (1 to-akslet ellok med benzingenerator fra 1927 og siden 1 bogie-ellok med dieselgenerator fra 1940).
Efter 2VK tiltog godstrafikken, bl.a. som følge af Vorarlberger Illwerke's udbygning af karftværkerne i området, samt turisttrafikken, herunder med kursvogne fra Tyskland. For at overkomme bøvlet på Bludenz station anskaffede man fra Tyskland dels ex Wehrmachtslokomotiven, dels et fabriksnyt Uerdingen-skinnebussæt (2 VT og 1 VS som DBs VT95). Det var jo dieseldrift på en el-bane, og først i marts 1972 kunne man endelig omstille MBS til 15kV 16,7 Hz ~.

For gennem tider med såvel økonomiske som drifttekniske udfordringer at kunne opretholde en rimelig trafik på den 12,7 km lange bane måtte man på værkstedet i Schruns flikke dygtigt på materiellet i en grad, der nærmest sætter HFHJ og OHJ herhjemme i skygge. Da jeg fortrinsvis beskæftiger mig med rullende materiel, vil min beretning selvfølgelig afspejle dette eminente flikkeri.

Ved begyndelsen af tresserne stod man med udelukkende 2-akslet persontogsmateriel, inkl. VT95 skinnebusserne (med den lille Scharfenberg-kobling), men havde ikke økonomi til ny 4-akslet trækkraft. Så i 1961-62 anskaffede MBS 3 udrangerede dieselmekaniske motorvogne fra DB, VT63 905, 906 og 907 (ex DRB 137 142, 143 hhv. 144), bygget 1935 af Gottfried Lindner, Ammendorf.

De stammede fra DRB serien 137 136 t.o.m. 137 148, der i øvrigt var bygget sideløbende på 3 fabrikker:

[image]DRG VT 137 136-148, bygget af Dessau, Lindner og Talbot.

[image]DB VT63 905, her som udrangeret 07.1961 i Hoßkirch-Königsee (MBS).

….. og så gik MBS-værkstedet i gang med VT63 905, der i 1965 kunne præsenteres som den moderne 2-systemmotorvogn ET 10.103 (900V/15kV, Bo'2', 380 kW og 100 km/t). Den elektriske udrustning fra AEG Berlin udgjordes bl.a. af en transformator-siliciumensretter-gruppe med henblik på, at vognen uden yderligere foranstaltninger kunne benyttes udelukkende på 15 kV, når MBS ”engang” blev omstrømmet.

[image]MBS ET 10.103 (MBS).

Øverst ET 10.103 i nyombygget stand med bogier af Görlitz-type og Scheren-strømaftager. Nederst i en senere udgave med Einholm-strømaftager.

Da jeg mødte den, havde den fået Minden-Deutz bogier:

[image]MBS ET 10.103 i Bludenz 18.07.1988 (nm).

Motorvognen var kraftig nok til at kunne medføre såvel gods- som personvogne over MBS:

[image]MBS ET 10.103 i Bludenz med DB Kurswagen fra Dortmund, 18.07.1988 (nm).

DB motorvognen VT63 906 var ved MBS tiltænkt skæbne som styrevogn, hvilket ikke skete, hvorimod VT63 907 i 1976 blev til MBS ET 10.104, men derom en anden dag.


Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

  • Østrig 1988, Montafonerbahn-I (5 illustrationer) - Niels Munch, 5/4 2020, 14:35 [*]

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak