Avatar

Et dødsfald - Erik V. Pedersen

af Tommy Nilsson ⌂, Ringsted, 18/2 2023, 17:04 (604 dage siden)

Jeg har i dag været til bisættelse af min gamle ven Erik V. Pedersen - også kendt som blot EVP. Erik døde i sit hjem i Ballerup tirsdag den 7. februar 2023 efter længere tids sygdom.

I jernbaneentusiastkredse er Erik kendt af de fleste - enten via tidsskriftet Signalposten eller via Erik´s hjemmeside evp.dk. Erik skriver selv om begyndelsen på hans interesse for modeljernbaner her:
http://evp.dk/index.php?page=dansk-model-jernbane-klub

I mange år var Erik medlem af Modeljernbaneklubben H0 i Albertslund og den dag i dag, står der mange af Erik´s bygninger på anlægget. Disse bygninger blev bygget på grundlag af Skadhauge tegninger, og såvel tegninger som byggeproces blev brugt i artikler i Signalposten. I Signalposten 1989/3 kan man f.eks. læse artiklen om bygning af et større fabrikskompleks, hvor alle bygninger er bygget af Erik.

Udover bygninger kunne Erik også bygge rullende materiel, hvor den efterhånden legendariske MO-vogn bygget af en konservesdåse, fortjener omtale.

Klikker man rundt på evp.dk, vil man se, at Erik havde mange andre interesser end blot jernbaner (men dog interesser, der kunne omsættes til modeller), f.eks. sporvogne, færger, transformatorstationer, fyrtårne og kirker.

I arbejdslivet var Erik ansat i DSB (naturligvis) i 40 år med start i Svebølle i 1956, som der kan læses om her:
http://evp.dk/index.php?page=svebolle
Privat var Erik gift med Birgit i over 60 år og de fik sammen 3 børn.

Første gang jeg stødte på Erik var i 1970´erne, hvor jeg fandt ud af, at man på biblioteket kunne låne hele årgange af Signalposten - og de blev læst igen og igen. Omkring år 2000 meldte jeg mig ind i Modeljernbaneklubben H0 i Albertslund, hvor Erik var aktiv, og jeg blev bl.a. inviteret hjem for at se hans model af Kalvehavebanen inklusiv rullende materiel - ganske imponerende.
Siden da var vi i løbende kontakt og Erik har bl.a. leveret utallige billeder at lokomotiver og vogne til Jernbanen.dk (Jeg har også leveret enkelte billeder den modsatte vej).

Også mange forfattere til jernbanebøger har kunnet nyde godt af Erik´s store billedsamling som han flittigt delte ud af.

Hjemmesiden evp.dk begyndte at volde problemer og jeg hjalp flere gange Erik med at komme videre. Sidst jeg besøgte Erik var for ca halvanden år siden, hvor vi aftalte, at den dag Erik “stemplede ud” (hans eget udtryk), skulle jeg arve hans hjemmeside med det formål, at videreføre den og forhindre, at alt blev slettet. Hjemmesiden er en guldgrube af billeder og informationer, og efterhånden Danmarkshistorie, så det ville være katastrofalt, hvis det hele gik tabt. Det er vi nu i gang med at sikre ikke sker. På kort sigt sker der ingen ændringer - på længere sigt bliver nogle af materielsiderne nok slået sammen med de tilsvarende sider på Jernbanen.dk - der er allerede en del overlap.

På sigt skal Erik´s negativer og øvrige store billedsamling også sikres for eftertiden.

Min sidste kontakt til Erik var i december, hvor han på email lød nogenlunde optimistisk. I begyndelsen af februar svarede kan ikke på mine mails og i går fik jeg forklaringen: Erik havde “stemplet ud” for sidste gang.

Æret være Eriks minde.

--
[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak