Fra Charñaral kører vi kører mod syd med bus ad hovedvej 5, og efter en 100 km kommer vi til Copiapó.

Denne by blev grundlagt i 1744, mens Chile stadig var en spansk koloni, og helt frem til Stillehavskrigen (1879-84) var den landets nordligste.

I 1832 fandt mineraljægeren Juan Godoy en rig sølvåre syd for Copiapó, og byen blev hurtigt centrum for udvinding af jern, kobber, sølv og en smule guld. Datidens miner var små og primitive, men alligevel lå Chiles økonomiske tyngdepunkt midt i 1800-tallet her.

Da jeg besøgte Copiapó, noterede jeg mig, at motivet i byvåbnet er - et overflødighedshorn...

Det var meget naturligt, at den nordamerikanske iværksætter William Wheelwright tog initiativ til at få bygget en normalsporet jernbane herfra ud til den lille kystby Caldera. Som vi har set i den tidligere tråd, gælder det i hele det nordlige Chile om at få produktionen fra miner og salpeterbrud fragtet ud til havet.

Wheelwright havde ingen problemer med at rejse kapital, og anlægsarbejdet stødte ikke på større problemer. Den 1. januar 1852 påbegyndtes driften på denne Chiles første jernbane.

Det var en øjeblikkelig succes. I de første ti år var driftsindtægterne tre gange større end udgifterne - samlet godt seks mio. pesos overfor godt to mio. - og da aktiekapitalen var 800.000 pesos, må det give en årlig forrentning på omkring 50%!

Banen blev forlænget ind i landet og fik sidestrækninger, men med tiden faldt overskuddet, og i 1910 blev den overtaget af staten og indlemmet i det nordlige net. Derefter blev den omsporet til meterspor.

Da jeg kom forbi i 2011, var her ingen trafik, men sporet til Caldera lå der endnu. Såvidt jeg kan se på Google Earth er det væk i dag...

Stationsbygningen i Copiapó er bevaret. Her er lidt billeder:

Stationsbygningen i Copiapó - gadesiden

Perronsiden

Terræn - i dag ser det ud til at være ryddet...