Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

En tur til Chile II - La Serena (Generelt)

af Hans T. Møller, Risskov, 1/4 2019, 08:23 (1852 dage siden) @ Hans T. Møller

Vi kører sydpå ad hovedvej 5 på vej mod La Serena, der blev grundlagt allerede i 1544. Lidt sydvest for denne by ligger den naturlige havn Coquimbo, som blev taget i brug kort efter, og dag er de to byer vokset sammen.

Helt oppe fra Copiapó følger vejen og længdebanen flere steder hinanden, og jeg strækker hals inde i bussen for ikke at overse noget. For øvrigt kører der amerikanske B-film på videoskærme i de chilenske langdistancebusser, så en typisk rejsebeskrivelse i vore dage kunne lyde: Først så vi den film, derefter så vi den, derefter...

Cirka 50 km nord for La Serena lå jernminen ”El Tofo”, der havde en normalsporet elektrificeret jernbaneforbindelse ud til Caleta Cruz ved kysten, men både minen og banen indstillede driften midt i 70'erne.

En ny jernmine, ”El Romeral”, er imidlertid i fuld sving. Den ligger omkring 15 km nord for La Serena, og jernet køres i tog til havnen i Coquimbo på den gamle længdebanes meterspor.

La Serena ligger ved udmundingen af floden Elqui, og der har også eksisteret en jernbane, som gik op gennem floddalen. Den blev overtaget af staten i 1890 og indgik i ”El Red Norte”, men den er for længst nedlagt.

Elqui-dalen er ellers kendt for to ting: Her fremstilles den chilenske brændevin, pisco, og nobelpristageren Gabriella Mistral blev født i byen Vicuña og havde sin barndom højere oppe i dalen i den lille by Montegrande.

Den ligger kilet ind mellem nøgne brune bjerge, og digterens barndomshjem er bevaret som museum. Jeg kan ikke forklare det, men det føles virkelig, som om hendes ånd hviler over den lille bygning. Jeg vil anbefale et besøg men kan selvfølgelig ikke garantere, at stedet vil gøre det samme indtryk på andre.

Nå, jeg skal nok prøve at holde mig til jernbaner, men som én har bemærket i vores nabo-forum, så kan vores fælles hobby lede til oplevelser og indsigt på mange forskellige områder.

Desværre har jeg kun et enkelt foto fra La Serena.

[image]

Tog i La Serena på vej tilbage til minen fra havnen i Coquimbo. Ligesom det var tilfældet ved "Los Colorados"-minen, transporteres jernet som et granulat i selvtømmende beholdervogne.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak