Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Australienstur (Generelt)

af Tommy Nilsson ⌂ @, Ringsted, 15/4 2012, 10:28 (4397 dage siden) @ Tommy Nilsson

Den 17. marts var jeg på besøg hos Queensland Pioneer Steam Railway, der holder til en halv times kørsel syd for Brisbane. Fra Queensland Rail stationen Bundamba udgår der et langt sidespor, der i mange år har været anvendt af kultog i begge retninger. Jeg har ikke helt styr på detaljerne men jeg mener, man åbnede en kulmine og brugte sporet til at fragte kul ud af området. Senere åbnedes et kulkraftværk tæt på kulminen og da minen lukkede, anvendte man sidesporet til kultog den modsatte vej (til kraftværket). Både mine og kraftværk er nu lukket, så der er god plads på sidesporet til at køre veterantog.
Jeg tog toget til Bundamba og gik omkring en kilometer til stationen kaldet Racecourse. Her var der en perron, et perronspor og et omløbsspor. Man har desværre ingen køreklare damplokomotiver for tiden så dagens trækkraft var QR 1616; et diesellokomotiv bygget i 1963 af English Electric of Australia i Brisbane.
Klubbens remise, værksted og opstillingsspor var i Box Flat, hvor der også var en vendesløjfe. Efter yderligere nogle kilometer nås Swanbank, hvor der også var en vendesløjfe. Jeg fandt ud af, at turen kun gik til Box Flat på grund af sporarbejde i Swanbank og at der ikke ville blive ophold i Box Flat. Det lykkedes mig derfor at lave en aftale med den trafikansvarlige, at jeg kunne køre med til Box Flat, når dagens sidste plantog var kørt. Derudover blev jeg tilbudt at køre med på maskinen, hvilket jeg naturligvis sagde ja tak til (jeg havde allerede fortalt, at jeg var rejst halvvejs rundt om jorden for at besøge dem).
Afsted gik det med 25 km/t og hyppige fløjt ved alle overkørsler. Efter et kvarters kørsel nåede vi Box Flat, hvor vognene blev afkoblet og maskinen løb rundt i vendesløjfen for at koble på i den anden ende af stammen. På den måde ville hele toget vende rigtigt, når det igen nåede Box Flax efter dagens kørsel.
Herefter tøffede vi retur til Racecourse og afsatte de omkring 50 passagerer mens maskinen løb om. Så gik det igen mod Flat Box men nu vendte maskinen modsat (med førerhuset bagerst) og da jeg sad i midten, var mit udsyn lig nul. Føreren og hans "fireman" holdt udkig på hver side af maskinen. Man bruger stadig udtrykket "fireman" - fyrbøder, om 2. føreren.
Så var vi igen i Box Flat og dennegang kunne jeg komme af og tage en runde i remisen, hvor de to dampmaskiner stod samt udenfor, hvor en meget blandet landhandel af materiel var placeret. Noget af materiellet var privatejet.
Slutteligt fik jeg et lift i en bil tilbage til Bundamba, hvor den trafikansvarlige skulle aflevere togstaven i et aflåst skab.

[image]
Her er dagens trækkraft: QR 1616 bygget i 1963 af English Electric of Australia i Brisbane.


[image]
Klar til afgang fra Racecourse med tre bogietrævogne på krogen.


[image]
Føreren, der var en gammel Queensland Rail fører, der havde kørt det meste i både damp og diesel, samt hans "fireman".


[image]
Med en maksimalhastighed på 25 km/t var der god tid til at at kigge på omgivelserne og det kurverige spor.


[image]
I Box Flat laver vi omløb via vendesløjfen, der i gamle dage blev brugt til at vende hele kultog med.


[image]
Så er vi tilbage i Racecourse og nu vender maskinen omvendt, hvorved udsynet fra førerhuset er blevet temmelig begrænset.


[image]
I remisen i Box Flat fandt jeg denne QR PB15 448 bygget i 1908 af Walkers Ltd i Maryborough, Queensland.


[image]
I remisen stod også "Kilrie" bygget i 1924 af Perry Engineering of Gawler, South Australia.


[image]
Udenfor stod adskillige lokomotiver og vogne. Her er et af de mere usædvanlige; et elektrisk minelokomotiv fra Goodman Mining.


[image]
Denne maskine er også temmelig speciel. Bygget i 1953 af English Electric Co./Vulcan Foundry, Warrington, UK som QR 1208. Ombygget 1985 af QR Redbank Workshops til QR 1225 og den eneste maskine, der gennemgik denne ombygning.

--
[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak