Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Overkørsel efter "Stop og ryk frem" (Var: Kør frem ved rødt) (Generelt)

af Jens V, 22/11 2014, 19:32 (3442 dage siden) @ Rask Ingemann Lambertsen

SR side 60 siger om "Stop og ryk frem" i U- og AM-signaler under "kode" 9:

"traktorvejssignaler, varslingsanlæg og anlæg for automatisk
sikrede overkørsler kan ikke påregnes at virke. Et slukket
uordenssignal giver ikke garanti for, at en overkørsel er sikret."


Den garanti for, at overkørslen er sikret, kan i stedet gives af et overkørselssignal eller uordenssignal, der viser "Overkørslen sikret", hvis der ikke er O-mærke til hovedsignalet (SR § 11 punkt 8.1).

Uordenssignalet er jo en underlig størrelse. Da det blev indført, besluttede man, at det blot skulle slukke, når overkørslen blev sikret. Men det slukkede uordenssignal har aldrig i sig selv betydet "Overkørslen sikret".

Sjovt nok er det svært at overbevise mange garvede SR-læsere om det, men der har indtil videre aldrig i SR været en illustration af et slukket uordenssignal, nok netop fordi det har aldrig haft en selvstændig betydning. :-)

Uordenssignalet er placeret tæt ved vejkanten og er beregnet til - ved uorden - at vise lokomotivføreren, hvor vejen er, og altså hvor han skal standse inden viderekørsel. Det har især sin berettigelse, hvor der er relativt langt mellem det O-mærkede hovedsignal og selve overkørslen.

Man kan mene, hvad man vil om et signal, der slukker og ophører med at betyde noget, når alt er i orden... og det er nok også grunden til, at mange uordenssignaler nuomdage er udstyret med hvidt blink, sådan at de selvstændigt kan få betydningen "Overkørslen sikret".

Det er imidlertid sådan, at uordenssignaler, som følger et O-mærket hovedsignal, aldrig har det hvide blink indbygget. Forklaringen er jo nok, at man ikke har villet have modstridende signaler, som hvis f.eks. det O-mærkede hovedsignal viser "Stop" og dermed reelt "Overkørslen ikke sikret", mens der vises hvidt blink fra en overkørsel, som måske kan ses bag signalet.

Der er i øvrigt en masse tekniske spidsindigheder bag sammenhængen mellem uordenssignalet og SORF på det O-mærkede hovedsignal - nogle af dem er beskrevet i de anlægsbestemmelser, der er henvist til andre steder i tråden.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak