Da NM og undertegnede startede i forsvaret blev et geveær eller for den sags skyld en kanon ladt forfra .

Efter skudafgivelse blev løbet/røret vasket med en våd klud for at slukke eventuelle brændende krudtpartikler i røret. Derefter blev drivladningen (i en pose af stof/papir) stødt ind i røret forfra og ned ind til anslag i bunden af røret. I bunden af røret kunne være en spids genstand som et søm/dorn (på geværer en ”nål” (percussion”)), der når ladningsposen ramte denne, perforeredes posen med drivladningen, således at krudtet i drivladningen blev blottet. Det var her den senere ”tænder” (lunte) virkede gennem tænd/fænghullet bagest på røret/løbet.

Når drivladningen var på plads, blev der stødt en ”forladning” ned i røret for at hindre krudtet at flytte sig i røret (fordæmme). Forladningen kunne være papir, reb eller stof, ofte lettere vådt for at sidde fast foran krudtladningen. Forladningen var således IKKE en krudt/drivladning, men ”noget” FORAN (driv)ladningen. Forladningen dels tætnede og ikke mindst hindrede kanonkuglen/projektilet i senere at danne gnister, der uforvarent kunne antænde drivladningen, når den blev rammet forfra og i bund af røret med ”ladestokken”.

Til sidst blev der gennem fænghullet bagest og ovenpå kanonrøret/løbet isat en tænder, somregel after at man med en spids genstand havde perforeret posen med drivladningen i røret. Man kunne nu isætte en tændsnor eller lunte eller en træktænder, der udviklede en gnist ned i hullet ved aktivering.

BOM, forfra igen.

"Virkningsskydning, 5 lag"!

Med venlig hilsen
Steffen Dresler

NB: Krudt (sortkrudt/krudtstænger/syvhulskrudt mv. ) EKSPLODERER med en hastighed under lydens hastighed. Sprængstof som P4, Pentrit, Dynamit m.fl. DETONERE med en hastighed over lydens hastighed.