DSB købte bunker af S-tog i 1970'erne og der var da klare trafikale krav for at få nye tog. Dog er der muligvis en snært af beskæftigelsespolitik i alle de indkøb.

Der var beskæftigelsespolitik i både ombygningsprojekter og nyanskaffelser. Ombygningerne gav beskæftigelse på DSB's værksteder mellem almindelig vedligeholdelse og Randers og Århus har altid kunnet bruge flere ordrer. S-togsombygningsprojektet er ret sikkert udsprunget af det umiddelbart fjollede i at kassere næsten nye S-togsvogne. Men som jeg har skrevet var projektet nok grebet lidt forkert an, hvis ikke det skulle strande i 1970'ernes økonomiske Anker-Jørgensen-krise.

Som sagt ville et projekt hvor man skar de gamle førerrum af og forsynede vognene med nye 2g førerrum nok have bragt projektet tættere på færdiggørelse.

Historien er fuld af ombygninger, hvor nybyggeri nok har været billigere eller næsten lige så billigt. Et meget tidligere eksempel er VLTJ M 2 i 1932, hvor man tog en personvogn fra 1917. Personvognens undervogn blev fuldstændig kasseret bortset fra visse smådele (det ses af den bevarede tegning til undervognen til motorvognen). Taget bibeholdtes, men afkortedes, idet kun 2/3 af vognkassen blev genbrugt. Der blev bygget et nyt førerrum og vognsiderne i den bibeholdte personafdeling blev ombygget fra rammevinduer fastholdt med læderrem til spejlglasruder med saksefjedre. Træsæderne i den oprindelige personvogn blev formentlig også udskiftet ved den lejlighed. Nyt varmeanlæg (selvfølgelig). Men man kunne overfor bestyrelse og tilsyn argumentere med at man supplerede med en ombygning, idet man samtidig havde tre store motorvogne under bygning på samme fabrik (DFA-Triangel-Odense).