Et spørgsmål til de historiekyndige

af Steffen Dresler, 14/3 2013, 13:49 (4063 dage siden) @ Filip Gram

Fremføringssikkerheden ved DJDS og SJS var udformet således, at togene ”kørte i rum”, hvilket man kunne gøre, da telegrafen blev udbygget samtidig med anlægget af banerne. Det vil sige, at man ikke afsendte et tog fra en station, før end man telegrafisk havde fået melding om, at linieafsnittet var tomt. Foruden telegrafen, styrede man toggangen ved hjælp af mastesignaler med vinger, der blev stillet af den enkelte station eller betjente signalpost ude på strækningen. Signalerne blev ved DJDS og senere DSB-JF opstillet efter engelsk mønster og de fleste master var udstyret med to arme, en for hver retning. Lokomotivføreren og fyrbøderen blev altså adviseret af den mod kørselsretningen vendende venstre arm og da alle strækninger var enkeltsporede, gav det ikke noget problem. Betydningen af de enkelte signalgivninger fra masterne, blev ændret i takt med at toggangen blev større, men stadig med telegrafen og mastesignalerne som styrende. Kørsel på dobbeltspor blev først aktuelt med sammenlægningen af de to statsbaner og da man på Sjælland havde adopteret højrekørsel og anvendt dette i et stykke tid, blev dette også indført i Jylland og på Fyn.
Herefter var det jo så naturligt, at signaler mv. alle blev placeret til højre for banelegemet i kørselsretningen.
At se efter hovedtegningerne havde både SJS ODIN-klassen og DJDS Canada type styringsstangen siddende i venstre side. Altså betjent fra venstre side af lokomotivet set i kørselsretningen. Det er lidt svært direkte at se på ROESKILDE klassens lokomotiver (Tulk/Henderson) hvor styringsstangen er anbragt, men det ser ud til at være i højre side. Men helt sikkert på SKIRNER- og THOR klasserne, er styringsstangen anbragt i højre side. Det var jo også tyske Borsig lokomotiver. Men allerede med Stephenson typerne ved DSB-JF fra 1868 ff. er styringsstangen sat i højre side. Så allerede på dette tidspunkt må man ved DSB-JF have bestemt, at lokomotivføreren skulle stå i højre side set i kørselsretningen. De resterende lokomotiver af engelsk oprindelse til DSB-JF, har styringsstangen/håndtaget/skruen siddende i højre side. Det var jo også udelukkende et spørgsmål om at skrive dette til leverandøren. For teknisk gav det jo ikke noget problem, om det var i den ene eller den anden side.
Men i princippet var det jo i begyndelsen fuldstændigt ligemeget, da lokomotiverne ikke havde førerhuse og der ikke fandtes signaler på det værende tidspunkt for anskaffelserne.
Så på Sjælland opsattes signalerne da de kom så vidt jeg har kunnet se i højre side og i Jylland-Fyn på venstre side, men ved statens overtagelse af begge forvaltninger, valgtes højre (tyske!!) side.
Men uden at være helt sikker, var opstillingen af signal master i Jylland-Fyn jo i princippet ligegyldig, da det jo var vingen der betød noget. Så den ”bedste” placering har vel været afgørende?

Det var hvad jeg sådan lige kunne finde ud af i skyndingen og fortsat god dag.

Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


Svenska-lok
Indsend billeder

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak