Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Små stationer kan blive ofre for intercitytogenes succes (Generelt)

af Casper @, 24/9 2012, 07:16 (4255 dage siden) @ Fysikeren

En fordel med Erritsø kunne naturligvis være at give hele ruten et løft op i passagertal, så den bliver sikret fremover.

Jeg ved ikke om Fredericia kommune har været særlig varm på sagen. Det er underligt at så små byer som Sparkær (og evt. Rønbjerg) kan være tættere på at få trinbræt. Det viser hvor altafgørende det lokale intiativ er.

Landsdelstrafikken er en "kompleks problemstilling", som vi humanister siger :-)

Der er flere alternativer, om de bliver til noget er jo en anden sag: udbygning på Vestfyn, nybygning på Vestfyn, Juelsminde-Bogense-tunnel, Kattegatsbro, og de to første modeller kan yderligere kombineres med en ny Vejlefjordforbindelse.

Man kan altid bruge en del tid på at tale om utopier for at sylte nødvendig opgradering. Det kendes f.eks. når politikerne taler om at "vi har brug for mere viden", mens folk dør af diverse sygdomme.

Men umiddelbart vil jeg mene en opgradering af den eksisterende rute er teknisk nemmest at gennemføre. Måske ikke rent politisk, for der tages meget stort hensyn til klagere i små stationsbyer, som ikke bryder sig om de tog de har valgt at at bo som naboer op ad. Det så man med sagen om Tommerup-sidesporet.

Men sammenligner man med en ny bane gennem det åbne land, så kræver den enorme ressourcer til geotekniske undersøgelser, VVM, ekspropriationer og meget andet.

I den modsatte ende af spektret, den optimale utopi, er en Kattegatsbro vel bedste valg. Men så sker der bare ikke noget før om 20-30 år.

Jeg er ikke så lun på mellemløsningerne, som er forskellige former for nye baner mellem Odense og Middelfart/Horsens. Men jeg tror de har størst politisk chance for at blive gennemført på et tidspunkt.

Banen over Vestfyn er ikke helt ringe, der kan køres 160-180 km/t på den, og den er vel i virkeligheden ikke overbelastet. Det drejer sig mere om at få driften til at glide med tre togtyper (IC/lyn, gods og regionaltog), så vidt jeg forstår?

Det giver ikke meget mening at sælge lukningen med at toget bliver 20 minutter hurtigere, da formentlig ingen rejser hele vejen mellem Fredericia/Middelfart og Odense med Re-tog. Det er til for at betjene de mellemliggende stationer.

Det er dog også tydeligt, når man ser på luftfotos fra 1954, at de fire små byer næsten slet ikke har udviklet sig siden dengang.

Skulle man nøjes med to lukninger, kunne det være Holmstrup og Skalbjerg (kan betjenes af Tommerup). Det ville være synd at lukke både Skalbjerg og Bred samtidig.

Kauslunde er næstmindst i passagertal lukningskandidat, men Kauslunde har tre spor, man lukker altså en god overhalingsmulighed. Nørre Åby er største mellemstation i passagertal, men trinbræt.

Som man kan se af vesttælling 2007-2010 varierer tallene for de små stationer ret meget:

................2007 2008 2009 2010 .... variation .... gennemsnit
Holmstrup ....... 21 20 49 13 .... 13-49 .... 26
Skalbjerg ...... 103 64 38 74 .... 38-103 .... 70
Bred ........... 127 83 106 51 .... 51-127 .... 92
Kauslunde ....... 57 33 38 65 .... 33-65 .... 48

De 49 rejsende i Holmstrup på tælledagen i 2009 var fordelt med 5 påstigende og 44 afstigende. Det er et mystisk resultat som viser hvor meget det kan svinge, hvis det da ikke er en fejl.

For mange små stationer svinger tallene meget fra år til år. Oddesund og Kliplev ligger altid nede ved bunden, men f.eks. Sjørring har varieret mellem ca. 10 og 50 rejsende - og dermed ikke altid en af de mindste på Thybanen. Sjørring har faktisk været nævnt som mulig stationslukning i en rapport. Det viser at tællingerne på en tilfældig dag kan blive skæbnesvangre for en station.

Det var fremme i pressen at embedsmændene havde fejl i det første notat, så Gelsted blev udpeget til lukning i stedet for Kauslunde. Det kan naturligvis godt have været en ægte fejl, men det er også muligt at man ville lukke Gelsted af banetekniske grunde. Gelsted er kun trinbræt, Kauslunde som sagt station med tre spor.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak