Slangerupbanens materielfortegnelser

af Steffen Dresler, 29/11 2014, 17:27 (3438 dage siden) @ JKJ

Kære Jesper.

Det er jo lidt af en mundfuld du agter at gå i gang med, men jeg tror nu ikke, den er umulig.

Alle de kloge på KSB mv. har jo allerede skrevet, at der nok ikke er noget specielt at hente i Maskinafdelingens arkiv på Rigsarkivet (RA), hvilket jeg nok tror de har ret i, uden dog selv at have ledt efter vognmateriel. Her tænker jeg på rene dokumenter. Selvfølgelig med mindre, at hele KSB arkiv ganske simpelt blev overført til DSB pr. 1. april 1948. Og hvis ikke splittet op i respektive afdelinger, bør det jo have været holdt helt samlet også af nemheds årsager. Og er det det, skulle det jo via DAISY ikke være noget problem, at finde dette i teorien! Meeeen, jeg tror nu nok en til flere personer har prøvet denne vej og med negativt resultat.

Nå, det er jo nok mest tegningerne, der kunne have interesse, da vognenes hovedtegninger (HP) jo normalt kun er gældende fra det tidspunkt, vognen blev fremstillet, altså med oprindeligt udstyr. Dog kan mindre ændringer være indtegnet på den oprindelige HP. Alle andre delændringer, f. eks. vedr. belysning eller opvarmning, er jo så normalt udfærdiget som selvstændige deltegninger og med henvisning til respektive HP.

Selve HP må kunne findes to steder, nemlig i det fabriksarkiv, som fremstillede/byggede den/de pågældende vogne, SAMT i DSB Maskinafdelings tegningsarkiv. Sidstnævnte sted, fordi de jo overtog vognmateriellet og derfor havde brug/interesse for tegningerne. Førstnævnte fabriksarkiv har jeg ikke erfaringer med, og ved ikke hvor der skal ledes. Det ved heldigvis andre.

HVIS min antagelse er rigtig, vil du sikkert kunne finde en del tegninger i det som Danmarks jernbanemuseum naturligt har overtaget og hvor tegningerne er beliggende i Odense, men højst sandsynligt scannet og til at gå til.

Men om eventuelle tegninger er anført under en KSB litrering og nummer, eller det efter overtagelsen tildelte litra og nummer ved jeg ikke. Og så skal jeg hilse og sige, at tegningsarkivet er absolut ikke umiddelbart at gå til og det skyldes ikke museet i Odense overhovedet, men den måde, det er opbygget på gennem tiderne og at den/de personer, der senere har lagt tegninger ind, scannede eller hard-copy og med egne tildelte H-numre.

Så mit forslag er, lav en aftale (skriv en udførlig mail med HVAD, eventuelle alternative søgemetoder og hvad tegningen skal bruges til) med Danmarks Jernbanemuseum. Og når der er kontakt, så ta´ den derfra.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: Udmærket forbindelse 0850 fra Kh med IC lyn og stop i Odense:-) .


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak