Det er en meget fin, næsten pædagoisk serie billeder, som måske var planlagt til brug i en lærebog, men jeg har ikke set dem tidligere, så den er nok aldrig realiseret.
Foto 1 og 2 viser igen trækkebrædder med montage i flere stadier, begge af den nederste del af et stativ med plads til kabelendemuffer.

Foto 1

På foto 1 er ledningerne trukket, men endnu ikke bundet op. Bemærk de fortrykte, såkaldte "tapeter" af papir, med små cirkler og numre for hver klemme på mufferne, der er sat op på trækkebrædtet, bag ledningerne, så man har noget at arbejde efter.

Foto 2 (er vel også et "trækkebrædt")

Foto 2 viser mindst 3 videre stadier. Alle ledninger er nu trukket og er blevet ombundet med ledingsstumper. Senere benyttedes særligt "fedtgarn" til denne proces, og det var hele kunstværker i regelmæssighed håndværkerne på værkstederne kunne udvise. Der var tid til den slags i de tider! Men de fik jo heller ikke en løn der var til at leve af....
Nå, - på den venstre "pisk" er ledningerne ikke kortet op endnu, og alle ledningsenderne er forsynet med en "trækseddel", et lille stykke papir fra en hel perforeret side, hvor hver linje med to sammenhængende nummersedler repræsenterede en ny ledning i anlægget. Disse sider med træksedler blev udfyldt med numre og kontrolleret på tegnestuen, ud fra de projekterede og kontrollerede såkaldte "arbejdstegninger", selve strømløbstegningerne, men det er et helt kapitel for sig
Foto 7 viser i øvrigt en ring med disse træksedler, inden de bliver sat på ledningsenderne.
Den højre pisk på foto 2 viser 2 stadier mere. Til venstre er ledningerne bukket ud og kortet op i korrekt længde, og på højre side er ledningerne afisoleret og der er bukket øjer på den blanke ledningsende, nøjagtigt ud for den lille cirkel på tapetet.
Disse øjer er en del af en standardmetode for fastgørelse af ledninger til komponenter , som var almindelig i datiden, idet ledningsøjerne med møtrikker og skiver blev fastskruet til gevindtappe, som alle komponenter var forsynet med. I 70'erne gik man dog over til at bruge almindelige skrueklemmerækker på de fleste komponenter, men f eks de fleste relæer leveres i dag stadig med gevindtappe.

Foto 3

Foto 3 er jeg i tvivl om, men jeg tror det blot viser en ende af en såkaldt "ledningspølse", med fin ombindning med snor. Sandsynligvis en af de vandrette ender fra foto 2. Det ser ud til at være en lille montage til ære for fotografen, for normalt vil alle ledningerne i en pølse ikke være skåret over og bundet op på denne måde.

Dernæst det mindre anlæg:

Foto 4

Foto 4 viser et af de tidlige stadier, hvor man endnu er i gang med at trække ledninger. Det drejer sig om et helt relæstativ, ikke et centralapparat. Relæstativer af denne type kan godt være en del af et 46-anlæg, men blev også benyttet til de senere anlægstyper 51-, 53- og 54, der er rene relæsikringsanlæg.
Det er nu ikke noget helt lille anlæg, for montagen fortsætter hen på et lige så stort stativ til venstre, uden for billedet.
Bemærk alle træksedlerne på ledningsenderne, for at man kan huske hvilke klemmer de skal monteres på. Senere udviklede man metoden ved at bore huller for hver eneste klemme i trækbrædtet (tapetet) og stikke ledningsenden gennem det nummererede hul, i stedet for at binde træksedlen på ledningen. Man begyndte også hurtigt at farvekode og senere direkte nummerere ledningsenderne med små tyller, trukket på ledningsenden, bag øjet. Dette var en stor fordel når anlægget senere i drift f eks skulle have udskiftet et helt relæ under fejlretning. Måske 50 ledninger der i en fart skal afmonteres og derefter monteres igen, imellem to tog. Og så alle de satans små skiver og møtrikker! (M3,5).
Og der må IKKE ske fejl! Det kan være fatalt.
Nå, det er endnu et helt andet (tørt, måske? - men vigtigt) kapitel med f eks afprøvnings- og kontrolmetoder...

Foto 5

Foto 5 ligner mest at fotografen af vanvare har trykket på udløseren? Viser blot et hjørne af et relæstativ. Men i baggrunden er der alligevel noget interessant (for nørder...). Der ligger en stabel såkaldte "kabeldåser", der er en metaldåse på en jordfod (pladen der vender ud mod beskueren) som graves ned ud for de isolerede skinnestød til sikringsanlæggets sporisolationer. Dåsen danner overgang mellem de nedgravede kabler ud til sporisolationerne, og de robuste sorte 10 kvadrat maskinledninger, der på svellerne fører det sidste stykke ud til den konnektor ("pibehoved"), der er fastgjort i et hul i skinnekroppen, og danner selve forbindelsen til skinnen.

Og endelig savnes der nogle fagudtryk for disse to, som du uden tvivl kender fra dit arbejdsliv:

Foto 6

Foto 6 viser en "øjetang", der er en speciel rundtang, med cylindriske kæber, ikke koniske, som på en normal rundtang. Den bruges selvfølgelig til at bukke de tidligere nævnte øjer på ledningsenderne...

Foto 7

Foto 7 viser en ring med træksedler, inden de bliver sat på ledningsenderne.

Fortsættelse følger....