Dernæst er der en serie billeder, der er det rene volapyk:

Foto 7 (1951) ^

Foto 8 (1951) ^

Foto 9 (1951) ^

Foto 10 (1951) ^

Foto 7-10 viser som sagt forskellige detaljer af det indre af centralapparatet på et 46-anlæg.

På foto 7 er apparatet set forfra (fra betjeningssiden), og den vandrette glasplade og den lodrette metalplade er afmonteret. I sidstnævnte findes ud for hvert håndtag på fronten, et firkantet "kighul" dækket med små glasplader. Disse ses tydeligt på nogle af de andre billeder du har vist, Morten.
Hvert håndtag, og dermed hele det nummererede felt på billedet hører til et sporskifte. De to visere (en plade og en "pind"), skråt ovenfor numrene, er farvede, og kan dreje henholdsvis ind foran eller væk fra det nævnte "kighul" (styret af nogle magneter) og indikerer om sporskiftet er spærret mod omstilling (SMUTO, Sikring Mod Utidig Omstilling), henholdsvis om der er "kontrol på skiftet" (om det er i endestilling). Disse kaldes "tableauer".
Oven for hvert tableau findes en plomberbar trykknap, der kan benyttes til at overstroppe SMUTO'en, hvis den tilhørende sporisolation fejlagtigt skulle være besat.
I den vandrette del af apparatet, forrest i billedet findes sikringsanlægget "hjerte", eller måske snarere hjerne, kaldet "det mekaniske register" eller blot "registeret". Heri sker de gensidige spærringer af togveje og aflåsning af sporskifter i den korrekte stilling, for hver enkelt togvej.
Til hver togvej (incl en signalgivning), og til hvert sporskifte hører et håndtag på fronten, og en såkaldt "lineal", der er de vandrette skinner på tværs af billedet. Når et håndtag omlægges, bevæges den tilhørende lineal sidelæns i registeret.
På linealerne er monteret "klinker", hvis top netop kan ses på billedet. Klinkerne er kraftige, figurskårne metalplader, der stikker lodret ned i registeret, og giver afhængighed til den håndtagsaksel, de er placeret ud for. Placeringen og typen af disse klinker bestemmer hvilken form for afhængighed der skal være imellem de enkelte håntag og dermed linealer.

Foto 8 er så vidt jeg kan se vist på hovedet - og viser apparatet set fra enden, og hvordan man påbygger nogle såkaldte søjlekontakter, hvis man på et sporskifte har brug for ekstra elektriske kontakter, der indikerer sporskiftets stilling. Der er 6 kontakter på de viste, og til venstre for hver kontakt kan man se de to tilhørende tilslutnings-gevindtappe, jeg tidligere har omtalt under den elektriske montage i sikringsanlæggene. Her påskrues ledningerne.

Foto 9 er vist forkert, og skal drejes 90 grader til højre. Her ser man fra bagsiden af det åbne apparat, frem mod bagsiden af den såkaldte sikringskasse. Denne er placeret bag en klap, under håndtagene, foran på apparatet.

Foto 10 vender også forkert, og skal drejes 90 grader til venstre, så de runde håndtag er øverst. Det viser centralapparatet set forfra, og med den tidl. omtalte klap på sikringskassen under håndtagene, åben. Der er ingen sikringer isat på billedet, men de sidder lodret, hver mellem to samhørende bananbøsninger.
Her findes for hvert sporskifte tre smeltesikringer: en såkaldt motorsikring på 6 eller 10A, og en kontrolstrømssikring på 0,3A (den tredies funktion kan jeg pt ikke huske...). Motorsikringens funktion er at beskytte sporskiftedrevets motor mod overbelastning. 0,3A-sikringen overbrændes hvis sporskiftet opskæres, og forhindrer derefter kontrol på skiftet, hvilket igen forhindrer signalgivning for de togveje hvori sporskiftet indgår. Disse sikringer har betjeningspersonalet adgang til at udskifte, men de er placeret bag de små drejelige, plomberede vinkler, man ser på billedet.
Er plomben brudt, ved man derfor at sikringen kan have været udskiftet, hvilket jo er tegn på en usædvanlig situation.

Sig endelig til, hvis noget er uforståeligt!... - eller hvis der er andet I vil vide...

Mange hilsner
Søren