Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Godsterminalen i Hirtshals (Generelt)

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 8/9 2014, 20:36 (3518 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Hjørring Kommune har haft et lokalplanforslag i høring. Det drejer sig om den nye "godsbaneterminal" i Hirtshals.

Lokalplanforslaget kan læses her.

Det er sikkert mig, der er ved at blive en sur gammel mand; men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor det projekt skulle være så vidunderligt. "Godsbaneterminalen" (hvorfor ikke blot godsterminalen?) kommer jo slet ikke til at ligge på Hirtshals havn men langt inde i landet. Nu kan det selvfølgelig diskuteres, hvad der forstås ved "langt inde i landet". Men faktum er, og det fremgår af lokalplanforslaget, at godset skal transporteres på lastbil fra færgen og til "godsbaneterminalen". Jo flere gange gods skal omlæsses, jo dyrere bliver transporten, jo længere bliver transporttiden og jo større risiko er der for skader og forsinkelser.

Jeg er helt med på, at der sandsynligvis slet ikke er plads til en godsterminal på Hirtshals havn. Havde der været det, havde man jo nok valgt at bygge den på selve havnen.

Jeg er stor fortaler for mere gods på skinner. Men på mig virker dette projekt, som et "nice to have"-projekt og jeg kunne frygte, at de 33 millioner skatteyderkroner, der her investeres, bliver spildt på samme måde som de blev spildt i Lille Skensved og som jeg frygter også bliver tilfældet på Esbjerg havn.

Må mine sure opstød blive gjort til skamme. Det skulle glæde mig at se titusindvis af containere, veksellad, løstrailere og hvad al den slags nu hedder, blive omladet på den nye godsterminal og det skulle glæde mig at se lange godstog futte af sted med godset efterfølgende.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
Jernbanehistorisk grundforskning - det nye sort

Kære Thomas

Det er vist ikke et spørgsmål om at være en sur gammel mand, men mere om at have praktisk sans - og dertil et spørgsmål om, i hvilket omfang planlæggerne besidder denne sans!.

Jeg deler ganske din undren - og det minder mig lidt om hvor lang tid, det tager at pendle Fh-Ab (1 t 23 min) versus den tid, det tager for bybumlebussen at mase sig igennem trafikken de sidste 6 km fra Aalborg Station og ud til universitetet (i bedste fald 25 min - i værste fald 45 min!).
I Hirtshals skal de mange løstrailere krydse tilkørselsvejen til trafikhavnen, i den bedste "færgetid", via det i forvejen ret befærdede kryds foran Nordsøcenteret.
Hvis man skal gøre alle trafikanter rigtig "glade", så skal man selvfølgelig blande alle typer trafikanter sammen og mase dem allesammen igennem den samme flaskehals - den opskrift følger man netop i Aalborg (Øst), til alles "glæde" og "fornøjelse".

Desuden kunne din bekymring måske vise sig at være reel nok - for prøv f.eks. at vende den på hovedet - hvad mon der ville ske, hvis det var lastbiler og bilister, der skulle lines op i "baglandet", langt væk fra havnen, og først måtte køre ned på havnen, når færgen havde lagt til, og at der havnearealet ikke var noget sted at holde ind til siden, inden man blev vinket frem.
Det bliver man nok ikke populær på blandt de vejfarende, og det ville nok også gøre færgebetjeningen noget mere bøvlet.
Men pyt, sålænge det kun er jernbanen, det går ud over, så...
Det ville jo f.eks. være ulig noget lettere at køre/løfte løstrailerene direkte op på ventende vogne - men så skulle gummihjulene jo f.eks. til at afgive det areal, som de i sin tid vandt fra det nu nedlagte havnespor - den slags kan jo ikke lade sig gøre idag (det modsatte er til gengæld tilfældet i rigt mål nu om dage - senest på Skive Havn, for at give plads til modulvogn"tog" i miljøets hellige navn).

--
Med futlig hilsen
Carsten B. Thomsen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak