Alle og enhver har brokket sig over, at testfasen omkring IC4 ikke var god nok inden man bestilte serieproduktionen.

Nu prøver man så at rette ind efter kritikken og rent faktisk afprøve konceptet - også i den danske virkelighed - inden valg af leverandør og løsning, og så er det naturligvis også galt.

Det er nok interessant, at se hvorledes NSB fjollede rundt omkring 1947-52.
NSB havde tydeligvis brændt nallerne på Di1 601 (et tysk diesel-hydraulisk lokomotiv) som ikke var meget bevendt som trækkraft.
Da forhandlingerne med Nohab/EMD begynder i 1947, så var NSBs holdning at et lokomotiv skulle stilles til rådighed og det helst gratis.
Det på trods af at der kørte bunker af lokomotiver i USA med den ønskede maskinudrustning.
Der gik pænt længe med at finde en lånemodel....og den kom først i stand efter at DSB havde skrevet kontrakt på 1101-1104.
DSB begyndte forhandlingerne med Nohab/EMD i januar 1950 og ca. 1,5 år senere var en kontrakt klar til underskrift. DSB havde således ikke de samme betænkeligheder som NSB. Ja-ja, bestillingen blev ændret til 4 efter en tur i folketingets vareforsyningsudvalg, men det var ikke valutahensyn, som bremsede købet.
Var lokomotiverne fra Nohab dyre?
I den grad! Hver My kostede det dobbelte af en E-maskine og så var der et heftigt forbrug af US-dollar. Uha-uha.....ikke mindst når der var mangel på $.
Selv på trods af prisen, så havde DSB ikke de samme forbehold som NSB.

Det er lidt skægt at ministeriet nu er endt i rollen som fodslæbende NSB og IC4 bruges på samme led i argumentationen som Di1.