Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

IC3 udskiftet med MR?! (Generelt)

af Leif Jørgensen, København Ø., 17/10 2011, 23:16 (4578 dage siden) @ Jens MO-Møller

MR-togene er måske ikke ligefrem ældgamle, men gamle det er de - de har altså kørt rundt på skinnerne i 33 år nu og er dertil baseret på en endnu ældre tysk konstruktion. De har simpelthen nået den alder, hvor man normalt udrangerer jernbanemateriel.

Hvorfor? Ja indledningsvis er det indvendige design, som tiden forlængst er løbet fra. For mange passagerer begynder det efterhånden at ligne noget fra deres bedsteforældres tid (hvilket selvfølgelig er overdrevet). Ting som elektroniske displays og stik til bærbare computere var der ihvertfald ingen, der tænkte på, da togene blev bygget. Mens lavt gulv til glæde for folk med barnevogne, cykler og kørestole har manglet alle dage. Alt sammen ting som nye tog som Desiro og IC4 til gengæld kan byde på, og som tydeligt illustrerer aldersforskellen.

Dertil kommer så den tekniske side af sagen. Jo ældre et tog bliver, jo sværere bliver det at skaffe reservedele, og jo færre medarbejdere er der, der kan reparere togene. Dette igen i modsætning til nye tog som medarbejderne er uddannede til, og hvor reservedele kan bestilles fra fabrikken.

Set fra et jernbaneentusiast-synspunkt er det selvfølgelig trist, at MR-togene bliver udrangeret, men det sker for alle tog. Tiden løber fra dem, de opfylder ikke nutidens krav til komfort, og de er slidte. De få år ældre Bn-vogne er allerede udrangeret på den konto, de fleste Y-tog ligeså, mens MY'erne nærmest lever af mangel på moderne alternativer.

Og selv om det kan være svært at acceptere, så betyder alder meget, når ting skal sælges og markedsføres: hvis noget er nyt, anses det automatisk for godt, mens gammelt er dårligt, hvis det da ikke ligefrem anses for museumsgenstand. Barskt men sandt. Psykologi er en faktor virksomheder ikke kan undervurdere nu om stunder.

Med venlige MR-hilsner
Leif Jørgensen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak