Så vidt jeg er orienteret skyldes årsagen til mange snørklede hastighedsdæmpende jernbanetraceer, at enhver by og ethvert sogn i midten af 1800-tallet ville have jernbanen til at gå igennem netop deres by og sogn.

Det er noget sludder. Det gælder for visse privatbaner, især de seneste anlagte (for de var jo udpræget lokale - da de mest lønsomme baner allerede var anlagt). Det skyldes også at de var medfinansierede af sognekommunerne, som altså kunne stille betingelser. Statsbanerne er ikke finansieret af kommuner og amter, og her har de lokale hensyn næsten ikke spillet ind.

De tidlige "statsbaner" (som ikke nødvendigvis var bygget af staten) er trukket som efter en snor, og kurverne meget bløde. Det er bl.a. derfor København-Roskilde i dag kan befares med 180 km/t selv om linjeføringen er fra 1847. Også f.eks. banerne i Sønderjylland er meget lige. Linjeføringen viser tydeligt at man prioriterede fjernrejser højere end det lokale, længdebanen blev jo bygget på den flade slette, mens man lavede stikbaner ud til Haderslev og Åbenrå, som ligger i dybe fjorddale. Banen var i øvrigt allerede projekteret af Danmark (via et engelsk entreprenørselskab, tror jeg?) og parat til anlæggelse, da krigen i 1864 brød ud. Prøjserne byggede den så færdig. Så linjeføringen er ikke en prøjsisk idé.

Det er vist altovervejende terrænet som er skyld i at den østjyske længdebane er temmelig snoet. Og selv efter nutidens forhold er det naturligt. Forslagene til at rette linjen ud medfører jo enorme udgifter til jordarbejder eller tunneller.

En meget tidlig privatbane som Lollandsbanen har også et meget lige forløb.

Senere ser man nogle meget krøllede baner såsom Nørre Nebel-Tarm, Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro og andre.