Jeg genoptager tråden om jernbaner i Chile. Den bliver længere og længere, men Chile er det land i Sydamerika, som jeg kender bedst - og det er altså bare et langt land...

I stedet for at gå kronologisk frem, har vi bevæget os fra nord mod syd, og besøgt

"El Norte Grande"
"El Norte Chico"
samt
Det centrale Chile

Tal for hjælp til de tiltede fotos - jeg tror, at jeg kan styre dem nu.

Da Chile var blevet en selvstændig stat - uafhængighedserklæringen blev underskrevet i 1818 - havde landet ikke sin nuværende længde. De, der har fulgt tråden, vil vide, at Copiapó var den nordligste by indtil Stillehavskrigen (1879-84), og mod syd dannede floden Bio-Bio grænsen til Mapuche-indianernes territorium.

Der var gamle spanske bosættelser længere sydpå i byen Valdivia og på øen Chiloë, men kommunikationen med dem foregik ad søvejen.

Der var også en begyndende kolonisation af området omkring Osorno med udgangspunkt i Chiloë men ingen direkte forbindelse herfra til det centrale Chile.

Da den nye stat havde konsolideret sig, og jernbanebyggeriet var begyndt i Copiapó og Valparaiso, fremkom en plan om en jernbane fra Santiago mod syd ned gennem den centrale dal mellem kystbjergene mod vest og Andesbjergene mod øst.

Den nye Sydbane var, og er for så vidt stadig, en stambane. Fra den kom der til at udgå talrige sidebaner, dels ud mod kysten, dels i retning af Andesbjergene. I nogle tilfælde var ambitionen at krydse dem og nå Argentina, men den blev aldrig realiseret.

I det følgende vil vi se på, hvad der er tilbage af Sydbanen med tilhørende sidebaner.

Dette fotografi hører egentlig til i den foregående del af tråden:

Et tog fra Valparaiso ruller ind på den gamle station i Viña del Mar. Jeg købte billedet af en gadesælger på stedet og håber ikke, at jeg krænker nogens copyright ved at offentliggøre det. Bemærk fotografen på perronen. Billedet er nok taget i begyndelsen af 00'erne, umiddelbart inden banen lukkede for at blive lagt ned i den nuværende tunnel.

(fortsættes)