Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Forenkling af Københavns Hovedbanegård og ERTMS (Generelt)

af Danielsen, 28/10 2021, 21:00 (910 dage siden) @ frederikhk

Der er et eller andet nærmest religiøst over den konstante besværgelse: "mindre fleksibilitet giver bedre rettidighed". Jeg kan simpelthen ikke få det til at give mening! Jeg kan huske i begyndelsen af 0'erne, da man gennemførte det såkaldte LOKO-projekt (lokale opgraderinger København og omegn, hvor pointen netop var at ØGE fleksibiliteten for dermed at mindske forsinkelserne. Fra beskrivelsen af projektet den gang (min fremhævning, sakset herfra):

" I dag kan togene ikke ledes fra alle de otte fjernbanespor på Hovedbanegården til begge fjernbanespor mod Boulevardtunnelen. Fremover skal tog i begge retninger kunne komme fra ethvert spor til ethvert spor. Det kaldes symmetrisk spor-geometri. Omlægningen af sporene kommer til at ske i banegraven nord for Hovedbanegården og under Vesterbrogade. LOKO-projektets første del: Indfletningen fra otte til to spor nord for Københavns Hovedbanegård ændres, så der bliver adgang fra ethvert spor til ethvert spor."

"Med disse ændringer øges antallet af tog pr. time fra 12 til 15, og de vil give større fleksibilitet, så forsinkelser ikke så let forplanter sig" og

"Det bliver også lettere at afvikle trafikken uden ophobning af forsinkelser, når tog kan køre i begge retninger på begge spor, og der skaffes adgang til begge spor fra alle fjerntogsspor på Hovedbanegården."

Så dengang var øget fleksibilitet med til at give en smidigere trafikafvikling - i dag påstår man det modsatte!

En anden pointe med projektet var at flere tog kunne køre videre til Østerport og dermed omdanne Kh mere til en gennemkørselsstation end en endestation. I dag påstår man det modsatte!


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak