Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Endnu et nyt elektrisk tog til intercitytrafik (Jernbanen i dag)

af Lasse Toylsbjerg-Petersen, 26/1 2016, 09:14 (3039 dage siden) @ andersj

Hejsa. Nogle kommentarer til emnerne i diskussionen:

TWINDEXX Express (eller som SBB kalder den: FV Dosto) leveres til SBB i tre udgaver:
IR 100: Fire vogns Interregional udgave
IR 200: Otte vogns Interregional udgave
IC 200: Otte vogns Intercity udgave.

IC udgaven har spisevogn, men derudover er de forskellige udgaver sådan set ens. Alle varianter er til 200 km/t. Projektet er (lige som flere andre projekter bestilt inden TSI-regelgrundlaget var helt på plads) blevet forsinket, og der er indgået en aftale mellem Bombardier og SBB om en revideret leveranceplan, der (indtil videre) forløber planmæssigt. Aftalen er toppet med 3 ekstra togsæt, således at SBB i alt får 62 togsæt i basis ordren. Der er stadig optioner på 100 togsæt. SBBs tog godkendes til kørsel i Schweiz, Østrig og Tyskland.
15 IR200 togsæt skal være i drift ved køreplansskiftet i December 2016. Togene skal kunne koble i drift.

TWINDEXX Express kan også leveres til 230 km/t (indgår i optionerne hos SBB), men indtil videre har SBB kun kaldt 200 km/t udgaver. Dette skyldes primært, at behovet for 230 km/t er lavt på de strækninger, der skal køres, og at 230 km/t toget vil blive tungere, hvilket vil medføre øgede omkostninger for SBB, da man betaler infrastrukturafgifter efter akseltryk og påvirkning af sporet.
At 230 km/t varianten bliver tungere skyldes øget ballastering aht sidevindsstabilitet. Hvis toget skulle køre 250 km/t, ville der skulle ballasteres yderligere, og toget ville så blive så tungt, at der skulle ekstra traktion i toget, hvilket gør toget endnu tungere, og dermed dyrt og usælgeligt. Det vurderes umiddelbart at kravene til sidevindsstabilitet for dobbeltdækkertog kræver "lokomotiver" i hver ende af toget ved hastigheder på 250 km/t og op. Dette ses på TGV Duplex.

TWINDEXX Express er opbygget som "Married pairs" i enheder af to vogne. Dette skyldes krav til fordeling af traktionsmotorer og bremser i tog ved hastigheder over 190 km/t. Toget tilbydes derfor som 4, 6, 8, 10, 12, 14 og 16 vogns varianter. Det er muligt at lave en tre-vogns variant også, idet der så brydes med "married pair" tanken, og en del teknik føres over i den tilbageværende mellemvogn. Dette gør at et tre-vogns tog formentlig koster omkring 90% af et firevogns tog, hvilket måske ikke er den bedste økonomiske løsning.

Jeg har længe været ret stor fan af TWINDEXX Express - også flere år før jeg kom til Bombardier. Jeg er ret imponeret af måden SBB lavede udbuddet på, hvor både infrastrukturforvalter, operatør, trafikkøber, universiteter, handicaporganisationer og pendlerklubber var inde og fastsætte de mange tusinde krav til schweizernes "Fremtidens Tog". Det kan man kun gøre, hvis landet ikke er medlem af EU. Så det bliver et enormt gennemtænkt tog, de får der (hvilket jeg naturligvis SKAL sige, men i den grad også mener!)

Timemodellen: Timemodellen er bestemt ikke et spørgsmål om at konkurrere med flytrafikken, eller få rejsetiderne ned på magiske 60 min. Timemodellen er indførelsen af en takt-køreplan, hvor busser og skifteforbindelser passer i begge retninger. Dette kræver at togene i begge køreretninger er samtidigt på stationerne. Det er det, som SBB indførte for en del år tilbage, og det som alle andre lande stræber efter at få. I Danmark ligger byerne ikke med samme afstand som i Schweiz (grundlagt af Romerriget), så vi er nødt til at investere i højere hastighed mellem byerne.
Køretiderne i Timemodellen er: København - Odense: 58 min, to min ophold, Odense - Aarhus: 55 min, 5 min ophold, Aarhus - Aalborg: 60 min.
TWINDEXX Express med 230 km/t vil kunne køre Timemodellen bortset fra mellem Odense og Aarhus, hvor den rå køretid vil være 7 sekunder længere end et 250 km/t referencetog. De 7 sekunder kan så opvejes ved kortere stationsophold, da dørerne er bredere, men det er en anden sag.

TWINDEXX Express vil også kunne anvendes som regionaltog, men her skal man huske at priserne for tog varierer efter hastigheden. 400 siddepladser i TWINDEXX Express koster det samme som 500 siddepladser i TWINDEXX Vario (der gik i kommerciel drift i december 2015 hos DB)

Man kan se mere/andet på nedenstående link, hvor jeg forsøger at forklare udfordringerne, man skal have styr på inden man køber tog. I er også velkomne til at maile (adresse på bageste slide). Bemærk at der også i materialet er en oversigt over de tog, der er at vælge imellem på denne side af 2020, hvis man vil købe "Standardtog" der kan indsættes i Danmark "nemt".

http://www.banekonference.dk/sites/default/files/slides/10/3.3.1%20Hvad%20b%C3%B8r%20ma...

Med venlig hilsen

Lasse, Bombardier


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak