Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

VaGJ M 1 – Næstsidste kapitel? (Generelt)

af Tommy Nilsson ⌂ @, Ringsted, 24/8 2014, 21:16 (3533 dage siden)

Her følger et meget langt indlæg.

Til dem, der ikke har været med fra starten, kan det anbefales først at læse denne tråd:
http://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?mode=thread&id=15496

For ikke blot at være en af dem, der synes at nogle andre burde gøre noget, så satte jeg mig for at gøre noget. Fra et af forummets deltagere fik jeg en mailadresse til Helle Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Struer Jernbane Klub (SJK).


Sendt 8/4 2014

Hej Helle
Jeg har fået din mailadresse i forbindelse med denne tråd på Jernbanen.dk:
http://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?mode=thread&id=15496
Mit navn er Tommy Nilsson og jeg er webmaster på Jernbanen.dk. For omkring 3 år siden blev jeg opmærksom på, at VaGJ M 1 stod temmelig udsat for vind og vejr i Struer. Der udspandt sig en længere debat i førnævnte forum og konklusionen (som jeg opfattede det) var, at SJK ikke var interesseret i vognen men at der samtidig var en klausul på vognen fra den forrige ejer om, at den ikke måtte overdrages til andre.
Som jeg skriver i ovenstående indlæg, er denne vogn en del af Danmarks industrikulturhistorie og det vil være et stort tab, hvis den går tabt. Jeg har derfor et par spørgsmål til dig/SJK:

1. Har SJK nogen planer for denne vogn?
2. Sikrer SJK at denne vogn ikke forfalder yderligere?
3. Hvis klausulen kan ophæves, vil SJK i så fald afhænde vognen?

Jeg håber, at SJK vil tage positivt imod denne henvendelse og ser frem til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Tommy Nilsson
Jernbanen.dk


Den mail fik jeg ikke noget svar på, så jeg skrev følgende.


Sendt 21/4 2014

Hej Helle
Har du modtaget nedenstående mail?

/Tommy


Den mail fik jeg heller ikke noget svar på, så jeg prøvede i stedet at skrive til Struer Jernbane Klubs formand Egon Petersen, hvis mailadresse jeg fandt på klubbens hjemmeside


Sendt 27/4 2014

Hej Egon
Hermed kopi af mail jeg har sendt til bestyrelsesmedlem Helle Larsen, der desværre ikke har svaret (eller modtaget min mail?). Måske du vil besvare min mail i stedet?

/Tommy


To dage senere indløb der et svar!


Modtaget 29/4 2014

Hej Tommy.

Du må meget undskylde at jeg først nu får svaret på din mail. Jeg kan desværre kun henvise dig til Sjk´s hjemme side nu lige.

Med venlig hilsen
Helle Larsen
Bestyrelse medlem Struer jernbane klub.


Det var så et svar, der ikke besvarede mine 3 spørgsmål, så jeg skrev følgende.


Sendt 30/4 2014

Hej Helle
Jeg har læst teksten på jeres hjemmeside men der finder jeg ikke svarene på mine spørgsmål.
Det er især dette spørgsmål, jeg meget gerne vil have et svar på - eksempelvis blot et ja eller et nej:

Hvis klausulen kan ophæves, vil SJK i så fald afhænde vognen?

/Tommy


5 dage senere modtog jeg en mail fra SJK´s formand.


Modtaget 4/5 2014

Hej Tommy
Ja SJK har planer med M1 men det strander jo altid på økonomien, men det lyder jo til at der er flere der vil hjælpe økonomisk, men der skal nok bruges et sted mellem 1 og 2 millioner, så hvis der er nogle der har en god ide, så er de da velkomne med den, så vil vi da tage stilling derfra.
PBV SJK
Egon Petersen.


Det var så et svar, der kun delvist besvarede et af mine tre spørgsmål, så jeg skrev følgende.


Sendt 8/5 2014

Hej Egon
Tak for dit svar. Jeg prøver at spørge på en anden måde:
Lad os antage, at en række personer danner en bevaringsforening for VaGJ M 1 - ville SJK så være villig til at afgive vognen under visse vilkår - eller er det fuldstændigt udelukket?

/Tommy


Samme dag modtog jeg følgende svar.


Modtaget 8/5 2014

Hej Tommy
Vi har en klausul på M1 om at det er SJK der bevare maskinen, men det bliver jo nok nødvendig at maskinen kommer ud til professionelle for at blive renoveret, så det tager vi til den tid, når vi ved hvem der skal lave arbejdet.
Hilsen Egon


Det var så ikke et svar på det jeg spurgte om, så jeg skrev en ny mail.


Sendt 10/5 2014

Hej Egon
Tak for dit svar. Skal jeg tolke det således, at det er fuldstændigt udelukket, at SJK vil afgive vognen uanset betingelser?

/Tommy


Det fik jeg ikke noget svar på, så jeg skrev igen.


Sendt 16/5 2014

Hej Egon
Fik du nedenstående mail?
Jeg forsøger stadig at finde ud af SJK´s holdning til VaGJ M 1.

/Tommy


Det fik jeg heller ikke noget svar på, så jeg skrev igen.


Sendt 21/5 2014

Hej Egon
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at få et svar på mit spørgsmål.

/Tommy


3 dage senere modtog jeg følgende svar.


Modtaget 24/5 2014

Hej Tommy
Som udgangspunkt bliver M1 i Struer, hvis du har nogle ideer må du komme frem med dem, så kan vi jo tage stilling derudfra, der har jo været nogle seriøse henvendelser om støtte til bevaring af den, ellers kan du jo læse nærmere på SJK`s hjemmeside.
Hilsen Egon


”Som udgangspunkt”? Hvordan mon det skal forstås? Betyder det, at det er til forhandling? Jeg satte mig og skrev endnu en mail, hvor jeg virkelig forsøgte at skære tingene ud i pap.


Sendt 29/5 2014

Hej Egon
Tak for svar, men jeg er desværre ikke blevet klogere af det. Jeg må prøve at formulere mig på en anden måde. En af mine ideer er at etablere en bevaringsforening, der overtager/får/køber M 1 med det formål at sikre, at vognen ikke forfalder yderligere. Det er ikke meningen, at vognen skal istandsættes. Det er til gengæld derfor, det er nødvendigt at få oplyst, om Struer Jernbane Klub - under visse betingelser - vil afgive vognen. Der er jo ingen grund til at etablere en bevaringsforening, hvis SJK under ingen omstændigheder vil afgive vognen. Jeg har også andre ideer men de strander alle på førnævnte spørgsmål. Som sagt kan jeg ikke komme videre, før jeg har et klart svar fra SJK.

/Tommy


Det fik jeg ikke noget svar på, så jeg skrev igen.


Sendt 20/7 2014

Hej Egon
Jeg prøver igen...
Hvis jeg henvender mig til Struer Jernbane Klub som formand for "Bevaringsforeningen VaGJ M 1" og forespørger om muligheden for at overtage VaGJ M 1, hvilket svar vil jeg så få?

/Tommy


Dagen efter fik jeg følgende svar.


Modtaget 21/7 2014

Hej Tommy
Så er svaret klart nej. Hvad er det for en bevaringsforening, hvis sådan en eksisterer var det så ikke en god ide at SJK var informeret, da det jo nu engang er os der ejer VaGJ M 1.
Hilsen Egon


Ok, så fik jeg efter små 4 måneder endelig et klart svar. Hvis en bevaringsforening ikke kan overtage vognen så kan den måske købes? Jeg skrev endnu en mail.


Sendt 30/7 2014

Hej Egon
Jeg prøver igen...
Kan jeg købe VaGJ M 1 for 50.000,- kr?

/Tommy


Det fik jeg ikke noget svar på, så jeg skrev igen.


Sendt 9/8 2014

Hej Egon
Jeg prøver igen...
Kan jeg købe VaGJ M 1 for 55.000,- kr?

/Tommy


Det fik jeg heller ikke noget svar på, så jeg skrev igen.


Sendt 21/8 2014

Hej Egon
Jeg kunne virkelig godt tænke mig et svar på mit spørgsmål.

/Tommy


Samme dag fik jeg et svar.


Modtaget 21/8 2014

Hej Tommy
Så prøver jeg på en anden måde, VAGJ M 1 er ikke til salg, og slet ikke til dig, du har aldrig svaret på hvad det er for en bevaringsforening du er formand for, så jeg regner med det er slut nu.
Hilsen Egon


Nu er det den 24/8 2014 og jeg er ikke kommet nogen vegne. Jeg må konstatere, at mine diplomatiske evner ikke rækker til at kommunikere med Struer Jernbane Klub og det betyder, at jeg nu kaster håndklædet i ringen med hensyn til at forsøge at redde VaGJ M 1. Jeg håber derfor, at der er andre, der har mod på at samle håndklædet op igen og måske har andre ideer til, hvordan denne sag skal gribes an.
Det er ikke utænkeligt, at jeg har grebet sagen forkert an. Jeg har været ved at eksplodere flere gange i dette forløb men har bestræbt mig på, at holde en sober tone i såvel mailkorrespondancen som i dette indlæg.
Hvis det ender med, at VaGJ M 1 bliver hugget op, så er jeg helt sikker på, at kommende generationer vil bande Struer Jernbane Klub langt ned i helvedet men det bringer desværre ikke vognen tilbage, hvis den er hugget op.
Kommentér gerne dette indlæg men hold en sober tone. Alle upassende indlæg vil som altid blive slettet.

Tommy Nilsson
Webmaster
Jernbanen.dk

-----------------------------------------------------------------------------------

--
[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak