Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Middelhavet rundt 2017 - epilog 2 - ved vejs ende (Jernbanen i dag)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 29/7 2017, 09:35 (2464 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Så er vi nået til vejs ende i denne omgang og dette bliver mit sidste indlæg i denne tråd - med mindre der skulle dukke nogle spørgsmål op eller komme kommentarer, som kræver en ny kommentar.

Hermed en form for evaluering:

Det var en god tur. Men det var også en "anstrengende" tur, hvis man sammenligner det med det alternativ, der hedder en færdigpakket chartertur med fly, transferbus og hotel.

Turens oprindelige idé var, at sidde i toget og kigge ud over vandet "Middelhavet rundt". Som nævnt i et af indlæggene, var der ikke meget vand at se mellem Valencia og et punkt ca. km. 80 vest for Nice. Så hvis man ønsker kombinationen udsigt over vand og tog, kan man "nøjes" med Nice-Palermo.

Så er der en anden ting: Man kan ikke være sikker på, at få plads "til vandsiden". Helt tilfældigt havde vi Nice-Palermo pladsbilletter "til bjergsiden" og da jeg var så galant at lade min hustru "køre forlæns", fik jeg mest set "forsvindende bjerge" på strækningen Nice-Palermo.

Sidste stræk Napoli-Palermo afsluttedes for sent (køreplanmæssig ankomst kl. 23.05) og der var derfor ikke meget at se på de sidste mange timer. Det var vores egen skyld - vi skulle have bestilt billetter tidligere.

Et plus var, at vi havde besluttet os for kun at rejse med to kufferter (en lille til min hustru og en stor til mig). Det gjorde det lettere at komme ind og ud af togene og især på banegårdene gjorde det os mere mobile, for guderne skal vide, at der ikke er mange rulletrapper eller elevatorer på banegårdene i sydeuropa.

Planlægningsmæssigt var turen en udfordring: Fly Aalborg-Amsterdam-Valencia og fly Palermo-København-Aalborg. 7 x 2 overnatninger på hoteller i 7 forskellige byer. Fly og hoteller bookede vi selv. Togbilletterne var som tidligere nævnt udliciteret til www.togrejse.dk - anbefales.

Men alt i alt var det en god oplevelse, der var pengene værd og vi fik naturligvis også set en masse "by", de steder vi var. Jeg er glad for, at vi gennemførte turen i år, hvor jeg er 58 år. Det er ikke en rejseform, jeg vil kaste mig ud i om 10 eller 20 år.

"Når jeg bliver gammel", vil jeg nok i stedet benytte mig af lufthavnsbanen Aalborg-Aalborg Lufthavn, købe "afbudsrejser" og være lidt ligeglad med, om jeg flyver til Spanien, Italien eller Grækenland.

Men inden jeg bliver så gammel, er der en anden gammel drøm, der skal udleves og den inkluderer noget med at køre i tog gennem Rocky Mountains enten i Canada eller USA - eller måske begge dele. Men derom måske senere i en ny rejsebeskrivelse.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
På vej med en bog i 2019 om 150 år for Støvring station - og strækningen Randers-Aalborg


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak