Jeg opfatter nu ikke tråden som om, at der er vild opstandelse over, at banen nedlægges. Mere en forbløffelse over, at Banedanmark angiver meget høje beløb, for at få banen åbnet igen.
I denne sag har Banedanmark monopol på viden om omkostningerne, og mistanken er derfor, om de nu engang forvalter dette monopol objektivt.

Tilsvarende debatten om prisen for genåbning af Laurbjerg, der tilsyneladende er blevet mindst fire gange så høj, som prisen blev oplyst, dengang der ikke var nogle, der rent faktisk ville gøre det....

Så diskussionen er principielt mere om, hvad Banedanmark lægger til grund for de meget store tal, og hvorfor man ikke bare konstaterer, at der ikke er nogle godkendte jernbanevirksomheder, der har ytret interesse i den i årevis.

Hvordan kan man overbevise potentielle kunder om at bruge banen, når det man ser, er en bane, der får lov til at forfalde og hele tiden præsenteres for et tilsyneladende veldokumenteret argument, at en renovering er for dyr?

Styregruppen STTS, der arbejder for at få reetableret jernbanedriften på Tinglev-banen, har i 2013 været på besigtigelse. Den efterfølgende besigtigelsesrapport godtgør, at både en discount-renovering og en fuldstændig renovering af strækningen kan gøres væsentligt billigere end det prisniveau påstår.
De beregninger som STTS har modtaget på baggrund af besigtigelsen af banen viser, at en minimumsrenovering vil kunne gøres for ca. 11 mill. kr. (eksl. overkørsler) og en fuld renovering vil kunne gennemføres for ca. 85-90 mill. kr. (eksl. overkørsler)

Som det fremgår af ovenstående er der et stort spænd mellem de prisniveauer, der opgives fra Banedanmark og de priser der kan indhentes fra andre leverandører af infrastruktur.