Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Rejsekort - stort set en rigtig god idé (Generelt)

af Lars Kruse, 1/4 2013, 22:36 (4045 dage siden) @ PD Hansen

Jeg ved godt, at kendsgerninger og erfaringer kan være ødelæggende for enhver polemik, men jeg vil nu alligevel forsøge at bidrage. Tillad mig lige at kede med min erfaringsbaggrund:

Mit første rejsekort fik jeg i marts 2011. Fra 1976 til 2008 pendlede jeg på Sjælland til / fra HT-området. Fra medio 2008 til medio 2009 brugte jeg klippekort til hhv. VT-området og DSBs landsdækkende system. Derefter 65-biletter til DSBs net og VT-klippekort lokalt. Fra marts 2011 rejsekort i VT-området men biletter til "grænseoverskridende rejser" hos DSB, indtil rejsekortet kunne bruges til tog udenfor VT-området. Nu kan jeg bruge rejsekortet til alle rejser øst for Storebælt og alle rejser med tog i resten af landet - i dele af Jylland også i busser.

Jeg har meget svært ved at se, at det tidligere system skulle være enklere og mere bekvemt end rejsekortet. Forglemmelser mht. "indcheckning" eksisterede også dengang: Hvor mange gange har jeg ikke oplevet folk i pendlertogene, der "lige havde glemt" at klippe 10-turskortet (og forventede det klippet hos togpersonalet, hvis de blev billetteret) underligt nok lå forglemmelserne tit hos de samme personer flere gange om ugen. Togpersonalet lærte dem selvfølgelig efterhånden at kende, og så kom de også til at betale for transporten hver dag, indtil de købte det pendlerkort, de hele tiden burde have haft.

Men hvorfor skulle det være sværere at checke ind med rejsekortet end at huske at stemple klippekortet? Og skulle det virkelig være en uoverskuelig opgave at finde ud af, at man har afsluttet sig rejse og skal checke ud?

Teknisk set har mit rejsekort i de forløbne to år fungeret upåklageligt, bortset fra nogle gratis busture i begyndelsen, fordi vognmanden ikke havde fået installeret det tekniske udstyr. Tank-op-aftalen har også fungeret efter hensigten, så jeg har aldrig mere stået ved et stoppested langt ude på landet uden at have kontanter til bussen hjem. Jeg er slet ikke betydningsfuld nok til at bekymre mig om, at man kan følge mine rejser med en dommerkendelse. Det kan man iøvrigt også, hvis jeg betaler mine papirbiletter med plastikpenge.

Nej, rejsekortet er på trods af dets dårlige rygte en fin ting!

Derimod er takstsystemet bag rejsekortet ikke blevet blevet tilpasset til rejsekortets muligheder, og det er virkelig et problem!
Man har ingen chance for at kende prisen for en given rejse på et givent tidspunkt, hvis man ikke har adgang til internettet - jo man får prisen efter rejsen, men det er jo selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Som så mange i denne tråd har nævn, burde hele landets takstsystem have været revideret som en del af rejsekortets indførelse. Men det er vel ikke rejsekortets skyld, at det ikke er sket?

Med venlig hilsen
Lars


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak