Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Den danske jernbanes største udfordring? (Generelt)

af Scharfenberg, 6/7 2018, 08:58 (2121 dage siden) @ Jens Hansen

Jeg lægger mig fladt ned, vendingen ”fra bag et skrivebord” er malplaceret. Vendingen dækker over en måske teoretisk, lidt perifert tilgang til eller viden om produktet. Mange, både i DSB og Banedanmark, yder helt sikkert det de skal og en del givet også mere. Men de flestes dybe viden er naturligt koncentreret omkring det, som de selv beskæftiger sig med – en på værkstedet har tjek på teknikken i lokomotivet, en på planlægningskontoret har styr på personalet og så videre. Meget få har ”det forkromede overblik”, hvorfor det som officielt meldes ud, måske fra nogen som også kun har viden fra andre, ja det bliver ”sandheden”.

Og når der f.eks. siges, at ”vi lever op til kontrakten”, ja så er det jo godt – eller er det?

Et praktisk eksempel – en pendler bor i Sorø og arbejder i Valby, rejser begge veje i myldretiden. Sorø har, sidst jeg kiggede i rejseplanen, 2 tog pr. time hver vej. 200 dage om året kører pendleren frem og tilbage, samme tog ind, samme tog ud. Pris – måske ca. 25.000 kr. pr. år.

Pendleren får at vide at ”kontrakten opfyldes” – er det 83 % punktlighed (?) Men hvad er det kunden måske oplever? Ja, 83 % er jo til tiden, så 17 procent er ikke til tiden. Lidt forsimplet vil det sige at 34 (17 % af 200 dage) tog ind om morgenen er forsinkede og 34 tog om eftermiddagen er forsinkede. Nogle måske kun 1 minut, andre måske en time. Dvs. pendleren kan være forsinket 68 dage om året, altså hver tredje dag opleves at produktet er forsinket.

Og oveni så skal pendleren både i Sorø og Valby hver dag spekulere på om der er en siddeplads til 1 times rejsetid, det er der vist ikke altid.

Og med al respekt, S-tog og fjerntog er 2 vidt forskellige produkter. Og kundegrupperne er 2 vidt forskellige. S-tog kører hele tiden, der er sjældent mere end 20 minutter til det næste. I det øvrige land, ja der er normalen måske ½ time og mange steder 1 time til næste tog. Pendleren i Sorø, som oplever at hver tredje tog er forsinket, er således meget mere sårbar.

JH

Generelt kan jeg godt lide konkrete eksempler. Tak for det, Jens.

Så vidt jeg kan se af rejseplanen, er der uden for sommerperioden tre afgange i timen i dagtimerne mellem Sorø og Valby: IC-tog minuttal 10 og 40 og regionaltog minuttal 44.

Du har ret i, at 17 procents forsinkelse lyder højt, men det er bl.a. fastsat ud fra togenes og især infrastrukturens beskaffenhed herunder kapacitet, gammelt signalsystem osv.

Især Ringsted-København er en af de mest propfulde togstrækninger i Danmark med masser af blandet trafik.

Bag de 17 % forsinkelse, som kontrakten tillader, ligger alt mellem forsinkelser på 3 minutter og 5 sekunder, 5 minutter, 20 minutter osv. Heldigvis er der langt flere af de små forsinkelser end de helt store.

Endvidere er der forskel på at ankomme 5 minutter forsinket til Sorø, hvor bussen dermed kan være kørt (cyklen eller bilen venter dog), og i Valby, hvor de fleste bevæger sig videre enten til fods, på cykel eller med bus, der kører så ofte, at 5-10-minutters forsinkelse ikke bør vælte læsset.

Så ja. 17 % lyder voldsomt, men reelt dækker det over mange små forsinkelser på under 3, 5 eller 10 minutter.

Til gengæld kompenseres man som pendler i form af rejsetidsgarantien, hvis toget er mere end blot 2:59 forsinket.

Mht. siddepladser har du ret i, at man som pendler er særligt udsat for trængsel mellem København og Roskilde, men som regel er der bedre plads i regionaltoget - hvis man i det mindste en af vejene kan time sin rejse til det - og ellers er min egen erfaring, at der fra Kbh. bliver bedre plads i toget efter Roskilde.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak